Donald Trumps selskab Trump Media & Technology Group er på en opsigtsvækkende nedtur på Wall Street.
Aktien bankede opad, da den blev børsnoteret i slutningen af marts.
Men den seneste uge er den styrtdykket.
Mandag fortsatte nedturen, da aktien faldt med hele otte procent til en værdi på lidt over 37 dollar. Det skriver Forbes.
Trump Media & Technology Group er selskabet bag den tidligere præsidents sociale medie, Truth Social.
Aktien er nærmest halveret i værdi fra sidste uge, hvor den i begyndelsen af ugen blev handlet til over 66 dollar.
Den fik debut på Nasdaq-børsen 26. marts, efter at aktionærer i selskabet Digital World Acquisition Corp godkendte en fusion med Trumps medieselskab.
Aktierne har på nuværende tidspunkt en markedsværdi på omtrent fem milliarder dollar – hvilket er 2,4 milliarder mindre, end da aktien var på toppen.
Dårligt nyt for Trumps økonomi
Trump er storaktionær i medieselskabet. Han ejer 58 procent af selskabets aktier.
Dermed kan det store aktiefald mærkes på hans formue.
Da aktierne var på deres højeste, pustede de Trumps formue op, og ekspræsidenten optrådte Trump kortvarigt på Bloombergs liste over de 500 rigeste personer i verden. Det gør han ikke længere.
Faldet hindrer også Trumps mulighed for at få økonomisk udbytte af børsnoteringen, skriver Reuters. Han kan bruge et potentielt salg af sine aktier til at indsamle penge til sin præsidentkampagne og udgifterne til sine mange retssager.
Det er dog ikke sikkert, at pengene fra børsnoteringen kan bruges lige med det samme. Det skrev AP i forbindelse med godkendelsen af fusionen. Der er en bestemmelse, som forhindrer Trump i at sælge sine aktier i mindst seks måneder – han kan dog muligvis forsøge at få et lån baseret på aktiernes værdi.
Omvendt er aktiens fald en kærkommen nyhed for dem, der har valgt at shorte aktien.
Shorthandel betyder, at man låner aktier, som man så sælger direkte på børsen. Man skal på et senere tidspunkt tilbagekøbe aktierne, og er kursen i mellemtiden faldet, tjener man på handlen.
Ifølge analysefirmaet S3 Partners blev omkring 12 procent af aktierne, der var i frit omløb, shortet. Mange mente, at aktiens værdi var kunstigt pumpet op af Trumps tilhængere, som ville ride med på en aktiebølge.
Truth Social gik live i begyndelsen af 2022, omkring et år efter at X – dengang Twitter – Facebook og Instagram suspenderede hans profiler i kølvandet på stormen på Kongressen.
Trumps udelukkelse fra de store sociale medieplatforme er siden blevet ophævet, men han fortsætter med at bruge sin Truth Social-konto som sit primære talerør.