God morgen,
Og velkommen til en tirsdag morgen, hvor aktiemarkedet sidder fast i en venteposition inden det nøje overvågede rentemøde i den amerikanske centralbank. Bankens todages møde starter tirsdag, og afgørelsen får vi onsdag aften dansk tid.
Der er ingen, der forventer, at amerikanerne faktisk ændrer renten denne gang, men det er altafgørende, hvad den signalerer, at den har til hensigt at gøre senere på sommeren. Efter de seneste måneders ballade med handelskrigen er presset steget for en rentesænkning, og de finansielle markeder har nu indregnet en lavere rente allerede fra juli. Det er en kæmpe kovending i forhold til for bare seks måneder siden, hvor forventningen var, at den amerikanske centralbank ville hæve renten op til hele fire gange i 2019.
Hvad der kommer ud af ugens møde, er altoverskyggende for aktiemarkederne. De seneste ugers aktieoptur har nemlig primært været drevet af håbet om lavere renter, og der er ikke meget plads til skuffelser. Skulle centralbankchef Jerome Powell derfor komme ud med en hårdere meddelelse end ventet, står aktiemarkedet formentlig foran en ny nedtur.
Den Europæiske Centralbank er også på dagsordenen i denne uge. Tirsdag starter ECBs årsmøde i Sintra i Portugal, hvor nøglemedlemmer fra andre centralbanker rundt omkring i verden mødes for at diskutere pengepolitik og den generelle økonomiske udvikling. Mødet i Sintra blev nærmest verdenskendt i 2017, da ECB-præsident Mario Draghi sendte chokbølger gennem finansmarkedet ved at sige, at økonomien var i bedring og inflationen på vej op. Hans tale blev fortolket som, at pengepolitikken snart skulle strammes. Det blev den også delvist med udfasningen af det store opkøbsprogram, men renterne er stadig på det laveste niveau nogensinde.
Denne gang er udsigterne nogle helt andre. Inflation er lav, og der er tegn på en afmatning i europæisk økonomi. Derfor er investorerne nysgerrige efter, hvad Draghi vil sige i sin tale tirsdag, og om han vil signalere et nyt opkøbsprogram eller en rentesænkning. Stay tuned – det bliver meget spændende.
Det kan også rykke markedet i dag
Kl. 10.00: Eurozonen – ECB-præsident Mario Draghi holder åbningstalen ved årsmødet i Sintra
Kl. 11.00: Tyskland – ZEW-tillidsindeks og forventningsindeks for juni
Kl. 11.00: Eurozonen – Handelsbalance for april
Kl. 14.30: USA – Påbegyndt boligbyggeri og byggetilladelser i maj
Kl. 16.00: Danmark – Det Økonomiske Råd kommer med »Vismandsrapport«
Kl. 16.00: Eurozonen – Mario Draghi og chefen for Bank of England Mark Carney diskuterer pengepolitik i Sintra
Virksomheder i fokus
Bagmandspolitiet ransagede sidste onsdag Nordeas danske hovedkvarter i forbindelse med hvidvaskanklager, skriver Børsen.
Ambu kom mandag aften med en nedjustering af sine forventninger og ændrede på de finansielle mål for næste år. Analytikere forventer, at aktien får klø, når markedet åbner.
IC Group leverede også en nedjustering mandag aften og har nu skruet forventninger til regnskabsåret 2018/2019 ned. Nedjusteringen skyldes fortsat tilbagegang i både Tiger of Sweden og By Malene Birger.
Vestas har fået en ordre på 445 MW i Brasilien, der er virksomhedens største nogensinde i det sydamerikanske land.
Markederne lige nu - Kl. 8:25
Asien
Hong Kongs Hang Seng: +1,1 pct.
Kinas Shanghai Composite: -0,01 pct.
Japans Nikkei 225: -0,8 pct.
Sydkoreas Kospi: +0,3 pct.
Europa (futures)
Euro Stoxx 50: -0,2 pct.
Tysklands DAX 30: -0,2 pct.
Storbritanniens FTSE 100: +0,1 pct.
USA (futures)
S&P 500: -0,1 pct.
Nasdaq: +0,02 pct.
Dow Jones Industrial Average: -0,04 pct.
Råvarer:
Olie (Brent): -0,3 pct. til 60,72 dollar
Guld: +0,5 pct. til 1.350,05 dollar
Valuta:
1 dollar koster: 6,64 kroner
1 pund koster: 8,33 kroner