Aktier: Novo holder netop C25 oven vande

(ARKIV) Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

De danske aktier bakker er tæt på udgangspunktet i mandagens tidlige handel, hvor Novo Nordisk med sin stigning netop holder indekset oven vande.

Det er særligt udenlandske selskaber, som er i fokus fra start, og det bringer selskaber som Carlsberg og Novo Nordisk i fokus, inden regnskabssæsonen herhjemme for alvor tager fat i næste uge.

C25-indekset stiger med 0,01 pct. til 1138,70 fra start, hvor Novo er i toppen, og Carlsberg er i bunden.

Selskab Kurs Ændr. %

Carlsberg-rival skuffer med indtjeningen

Investorer med interesse i netop Carlsberg kan mandag skæve til Holland, hvor rivalen Heineken har afleveret sit regnskab for første halvår.

Det viste en svagere volumenvækst end ventet efter fald i Europa som følge af dårligt vejr og et svært sammenligningsgrundlag med sidste år, hvor sommeren var rekordvarm.

Den organiske salgsvækst var lidt bedre end ventet, men indtjeningen haltede i forhold til konsensus, viser estimater indsamlet af Heineken selv.

Til gengæld fastholder bryggeriet sine forventninger om, at det justerede driftsoverskud vil vokse med en midt-encifret procentsats trods en fremgang på blot 0,3 pct. i første halvår.

Dermed er der lagt op til en større fremgang i indtjeningen i andet halvår, der også rummer sommermånederne juli og august, der normalt er højsæson for bryggerierne.

Carlsbergs B-aktie falder med 1,1 pct. til 916,80 kr. fra start efter at være sluttet i rekord fredag.

Selskab Kurs Ændr. %

Fransk Novo-konkurrent opjusterer - diabetesmidler skuffer

Selskab Kurs Ændr. %

I Frankrig har medicinalselskabet Sanofi, der konkurrerer med blandt andet Novo Nordisk på markedet for diabetesmedicin, afleveret et pænt regnskab for andet kvartal, der samtidig indeholdt en opjustering af forventningerne.

I hovedtallene viste Sanofi en omsætning på 8,63 mia. euro i andet kvartal mod ventet 8,43 mia. euro blandt analytikerne ifølge estimater fra Bloomberg News.

Indtjeningen per aktie overraskede samtidig positivt med 1,31 euro mod ventet 1,25 euro per aktie. For hele året venter Sanofi nu en vækst i indtjeningen per aktie på omkring 5 pct. mod tidligere ventet 3-5 pct.

Kigger man på forretningen for midler til diabetesbehandling, var der dog stor tilbagegang at spore for Sanofi.

Samlet set faldt Sanofis salg af diabetesmidler således med 7 pct. til 1290 mio. euro i andet kvartal, og nøglemidlerne Lantus og Toujeo var også begge en skuffelse for markedet.

Lantus, der i lang tid var verdens klart bedst sælgende diabetesmiddel, men som nu er løbet af patent, solgte i andet kvartal for 758 mio. euro - svarende til et fald på 16,2 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.

Analytikerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet et salg på 782,8 mio. euro.

Salget af Toujeo, der er afløseren for Lantus, faldt samtidig med 0,9 pct. til 220 mio. euro. Her havde analytikerne ventet et salg på 233,3 mio. euro.

I USA, hvor der har været hårdt pres på priserne på særligt insulin gennem længere tid, faldt salget af de to midler med henholdsvis 33,7 pct. og 23,3 pct.

Novo-aktien stiger med 0,8 pct. til 330,20 kr. i mandagens tidlige handel efter et lille fald fredag.

Fodboldklubber opjusterer efter salg af Robert Skov

Selskab Kurs Ændr. %

Fodboldklubben FC København har i weekenden bekræftet salget af kantspilleren Robert Skov til tyske Hoffenheim, og det har udløst en større opjustering fra selskabet bag klubben, Parken Sport & Entertainment.

Parken venter nu et overskud før skat på 85-100 mio. kr. mod den tidligere forventning om 45-60 mio. kr. Dermed er forventningerne skruet op med 40 mio. kr.

Samtidig har også Silkeborg IF, hvorfra Robert Skov kom til FC København i januar sidste år, har efter salget opjusteret forventningerne på grund af en klausul om, at klubben modtager en procentdel af salgsprisen ved videresalg.

SIF venter nu et overskud før skat samt eventuelle dagsværdireguleringer af investeringsejendomme i niveauet 5-10 mio. kr. for hele året. Tidligere forventede selskabet et resultat i niveauet minus 5 mio. til plus 5 mio. kr.

Parken-aktien stiger med 0,4 pct. til 119,50 kr. fra start mandag, mens SIF-aktien løftes 2,5 pct. til 16,40 kr.

/ritzau/FINANS