Aktiemarkedet ryster over Ukraine, men der er ét lyspunkt: Danmarks C25

For nogle uger siden var Danmarks eliteindeks, C25, verdens dårligste i 2022, men konflikten mellem Rusland og Ukraine har sendt investorerne i retning af København. Mandag er C25 et af de eneste indeks i Europa med grønne tal.

Danske aktier er nogle af de eneste, der stiger mandag. Særligt Vestas er med til at hive C25-indekset i plus.   Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Aktiemarkedet er mandag under hårdt pres i hele Europa, men der er et enkelt lyspunkt: Det danske indeks.

Mens det tyske DAX, Franske CAC og paneuropæiske Euro Stoxx 50 alle falder over tre procent, stiger Danmarks eliteindeks 1,7 procent. Det er eskaleringen i konflikten mellem Rusland og Ukraine og de seneste sanktioner fra Vesten, der gør investorerne nervøse på de andre markeder, men for Danmark er der tre ting, der gør, at C25-indekset skiller sig positivt ud, forklarer Simon Bjørn Kristiansen, seniorstrateg i Nordea.

»Det danske indeks er karakteriseret ved at have en høj koncentration af virksomheder, der kan leverede flot indtjeningsvækst, når økonomien skrænter. Det er med andre ord kvalitetsaktier. Så i en periode med usikkerhed er det blandt andet de danske aktier, der står til at vinde,« forklarer han.

»Og så er der de store grønne aktier, der tager et stort hop. Der er nu en forventning om, at den grønne omstilling og investeringer i grønne teknologier bliver sat på turbo som følge af krisen i Ukraine, og i den fortælling er det særligt to aktier, der står til at vinde: Vestas og Ørsted,« tilføjer han.

Vestas stiger mandag 12 procent og er steget 27 procent siden Ruslands invasion. Ørsted er mandag oppe på seks procent og oppe på 24 procent over de sidste tre dage.

Mindre pres på centralbankerne

Den tredje faktor bag C25-indeksets kurshop er ifølge Simon Kristiansen forventningen til centralbankernes rentepolitik. Inden Rusland i sidste uge invaderede Ukraine, var højere renter og strammere pengepolitik aktiemarkedets største hovedpine, og det gjorde særligt ondt på højt prissatte aktier, herunder de danske. Derfor var Danmark indtil sidste uge verdens dårligste aktiemarked i 2022, med et fald på over 15 procent. Nu er det »kun« nede på 12 procent.

Men på grund af den økonomiske usikkerhed som følge af krigen i Østeuropa spekulerer investorerne i, at centralbankerne vil tage det mere roligt med deres renteforhøjelser. For eksempel havde markedet tidligere i februar priset en 50 basispunkters renteforhøjelse ind i USA til rentemødet i marts, men nu forventer markedet, at den amerikanske centralbank »kun« vil hæve renten med 25 basispunkter.

»Danske aktier havde jo en rigtig dårlig start på året på grund af de stigende renter. Det rammer nemlig vækstvirksomheder, hvor indtjeningen ligger i fremtiden. Men fordi renten er faldet lidt til ro, er vækstaktier tilbage i investorernes spotlys, både i Danmark og i USA, hvor det er Nasdaq, der er steget mest,« siger Simon Kristiansen fra Nordea.

Det betyder dog ikke, at han tror, at C25 vil klare sig bedst i resten af 2022. Nordea har stadig danske aktier på en »neutral«-anbefaling, og foretrækker dermed USA, hvor banken er »overvægt«.

»I takt med, at usikkerheden lægger sig en smule, vender vi også tilbage til mere normale aktiemarkeder. Så den relative gevinst i danske aktier overfor de europæiske er midlertidig,« siger Nordea-strategen.

Kursklø til Carlsberg

Selvom det danske indeks skilte sig ud ved at være i grønt territorium mandag, var der også individuelle røde tal på den danske børs. Carlsberg faldt næsten syv procent, og har mistet 16 procent siden nytår. Carlsberg har gennem sit ejerskab af bryggeriet Baltika stor eksponering over for ølmarkedet i både Rusland og Ukraine. Ifølge en opgørelse fra banken Santander er Carlsberg en af de udenlandske virksomheder med flest investeringer i Rusland sammen med Shell, Total, General Motors, Nestlé, Renault og Phillip Morris.

Handelsbanken har mandag sænket sit kursmål på Carlsbergaktien til 1000 kroner fra 1200 kroner.

Også Rockwool, som har fire fabrikker i Rusland, fik klø mandag og dykkede 6,6 procent.

Forløber for europæisk recession

I torsdags dykkede aktiemarkederne i hele Europa, da Rusland gik overraskende hårdt til angreb på Ukraine. Men allerede fredag lavede markedet et comeback, da den første runde af sanktioner fra vesten ikke var lige så hårde som først frygtet, Men henover weekenden er det billedet ændret markant, og USA, EU og Storbritannien er enige om, at udelukke flere russiske banker fra det internationale finanssystem SWIFT og indefryse en stor del af centralbankens valutareserve. Samlet kan det bringe den russiske økonomi i knæ og potentiel skabe en intern finanskrise.

»Konsekvensen bliver utvivlsomt en periode med meget store udsving på aktiemarkedet. De økonomiske sanktioner er nu så omfattende og hårde, at Ruslands stop for eksport af gas og olie fremstår som næste drastiske sanktionsmulighed. Det vil kaste russisk økonomi ud i uoverskuelige problemer og formentlig blive forløber for recession i Europa,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.