Aktiemarkeder er i plus efter syv dage med markante fald

De asiatiske aktiemarkeder er fredag i plus over hele linjen efter syv dage med fald. Det ser ud til, at centralbankerne har været i stand til at dæmpe markedsudsvingene, siger analytiker.

Hongkongs Hang Seng Index er fredag i plus med 4,2 procent. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anthony Wallace/AFP/Ritzau Scanpix

For første gang i syv dage er der nu plus over hele linjen på de asiatiske aktiemarkeder.

Alle indeks åbnede fredag i grønt og er hen mod børslukning stadig i plus.

Ifølge Andreas Østerheden, der er chefstrateg hos Nordea, ser det »endelig« ud til, at centralbankerne har været i stand til at dæmpe markedsudsvingene.

»Men der er sørme også sket meget på den front de seneste dage. Ikke mindst var den danske nationalbank torsdag ude og forsvare kronekursen ved at hæve renten 0,15 procentpoint. Der er også annonceret likviditet til bank- og realkreditinstitutterne,« siger han.

Chefstrategen mener, at markederne fortsat vil have fokus på regeringer og centralbankers håndtering af coronakrisen.

»Hvor stafetten ligger hos regeringerne for at reducere de negative effekter af nedlukninger af økonomien, så forsøger centralbankerne fortsat at få finansmarkederne til at virke,« siger han.

Selv om mange investorer nok er lettede over at se, at markederne er begyndt at stabilisere sig efter flere uger med rekordstore udsving, mener Andreas Østerheden, at det er vigtigt at have for øje, at det stadig kan blive værre.

»For eksempel når de økonomiske skader opgøres og ikke mindst den fortsatte usikkerhed om spredningen af virussen, som investorerne fortsat får information om, hvor Italien endnu kæmper med at knække smitten,« siger han.

Også stigninger i USA

Ifølge Per Hansen, der er investeringsøkonom i  Nordnet, kigger de asiatiske investorer mod USA.

I USA har de amerikanske aktier på en måned mistet omkring 30 procent af deres værdi, og dermed har blodbadet på det amerikanske aktiemarked nu udslettet alle gevinster, siden Donald Trump blev præsident.

Torsdag sluttede tingene dog lidt mere roligt end de foregående dage på det amerikanske aktiemarked. S&P 500-indekset vandt frem med 0,5 pct., mens Dow Jones steg med 1,0 pct. Nasdaq havde det bedst af de tre toneangivende indeks med et plus på 2,3 pct.

»Noget kunne tyde på, at nedturen tager sig en pause. Investorerne forsøger at finde deres egne ben at stå på. Selv under store nedture er der positive mellemtider,« siger Per Hansen.

Han peger også på, at det kan spille en rolle på markederne, at Kina og Sydkorea »synes at være langt med at få styr på coronavirussen«, siger han, med henvisning til at der torsdag ikke var registreret nye coronasmittede i Kina.

De japanske markedsdeltagere er fredag fraværende på grund af en lokal helligdag.

Indeksudvikling (%)
Nikkei 225 Lukket
Topix Lukket
Hongkongs Hang Seng Index +4,2
China Shanghai Composite +1,5
China CSI 300 +1,8
Taiwan Taiex +6,4
Sydkoreas Kospi +7,4
Indiens BSE Sensex +3,8
Sydney ASX 200 +0,7

Indeksværdi klokken 7.00.