30-årig bliver ny chefstrateg i Nordea

Nordea har forfremmet den 30-årige Andreas Østerheden som bankens nye chefstrateg. Han skal nu guide Nordeas danske kunder gennem et udfordrende investeringsunivers med lave renter, en svagere global økonomi og masser af geopolitisk støj.

aø
»Vi kigger ind i en skrøbelig global økonomi, som dog viser tegn på stabilisering i 2020. Jeg forudser, at vi skal have lavere afkast end i år, og generelt skal vi regne med mere moderate afkast de kommende år,« siger Andreas Østerheden, som er ny chefstrateg i Nordea. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nordea

Nordea har netop udnævnt sin nye chefstrateg i Danmark og valget er faldet på en ung, intern kandidat.

30-årige Andreas Østerheden er per 1. december blevet ansvarlig for bankens investeringsstrategi og skal dermed guide danske kunder gennem en turbulent tid med negative renter, en global økonomi under pres og stigende konkurrence fra utraditionelle investeringsprodukter.

»Det, der bliver min udfordring de kommende år, er det mere omskiftelige miljø, vi har på den geopolitiske front, og en global økonomi, der fortsat viser svaghedstegn. Vi kigger ind i en skrøbelig global økonomi, som dog viser tegn på stabilisering i 2020. Jeg forudser, at vi skal have lavere afkast end i år, og generelt skal vi regne med mere moderate afkast de kommende år,« siger Andreas Østerheden til Berlingske.

I 2019 har aktier givet solide afkast, med blandt andet det globale aktieindeks MSCI World oppe cirka 20 pct. siden nytår. Den flotte præstation er et comeback efter et forfærdeligt efterår og december i 2018, hvor for eksempel amerikanske aktier havde den værste julemåned siden 1931.

En af de største udfordringer for investorerne i øjeblikket er de negative renter, der gør det svært at tjene penge på traditionelt sikre aktiver som statsobligationer. Den nye chefstrateg anbefaler i den forbindelse, at man moderer sine forventninger og ikke bliver grebet af stemningen og investerer i højrisikable papirer for at opnå et højere afkast.

»Vi skal huske på, at vi står i en meget ekstraordinær situation. Skal man have et afkast, er man nødt til at løbe en risiko. Sådan har det selvfølgelig altid været, men det gælder ekstra meget i disse tider, hvor man på de sikre obligationer får et negativt afkast,« siger Andreas Østerheden.

»Det er samtidigt vigtigt, at man ikke læner sig for meget ud i risiko. Man kan blive fristet til at sige, at »så tager vi blot mere risiko ved at lægge eksempelvis en større andel af kreditobligationer i porteføljen sammen med en øget andel aktier.« Når krisen så rammer, og når usikkerheden rammer, vil risikofyldte investeringer blive ramt på samme tid. Man skal også sørge for at have nogle sikre obligationer, selv om de er dyre,« tilføjer Andreas Østerheden.

En anden udfordring, Andreas Østerheden står over for i sin nye rolle som chefstrateg, er den stigende popularitet, de såkaldte passive produkter oplever. De har ofte lavere årlige omkostninger, fordi der ikke sidder en forvalter og skræddersyr porteføljen, og de har ifølge forskere de senere år givet det samme afkast.

»Jeg ser det ikke som en udfordring. Jeg ser det som et skift i præferencer og et øget omkostningsfokus, hvilket er helt naturligt i tider, hvor der også er lave renter at hente. Derfor prøver vi i Nordea at strikke porteføljerne sammen ud fra både et afkast- og omkostningsperspektiv,« siger Andreas Østerheden.

Den nye chefstrateg har været i Nordea siden 2014, hvor han begyndte med at arbejde med bankens pensionsprodukter. Forinden arbejdede Andreas Østerheden i Nykredit som analytiker. Han er uddannet cand.polit fra Københavns Universitet.