Panum får 16 etager og græs på toppen

Arkitektfirmaet C.F. Møller har vundet konkurrencen om udbygningen af Panum Instituttet. Det bliver højt, brunt og med græs på toppen.

Det er arkitektfirmaet C.F. Møller, der har  vundet  konkurrencen om at udforme Panum-instituttets nye  højhus. Fold sammen
Læs mere

I dag kunne offentligheden for første se, hvordan den kommende udbygning af Panum Instituttet kommer til at se ud, når den står færdig ved udgangen af 2014. 

Det var arkitektfirmaet C.F. Møller, der vandt konkurrencen blandt syv andre arkitektfirmaer om at stå for udbygningen af Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Blegdamsvej.

Et 16 etager højt forskertårn kommer til at præge bybilledet omkring Panum Instituttet. Omkring det nye forskertårn kommer fire lavere bygninger, der roterer svagt i forhold til hinanden i en stjerneformet struktur.


 
Bygningernes facader er tilpasset det eksisterende Panums farver og materialer, og vinduespartierne er indrammet af bronzebrune metalplader.

- Vinderforslagets hovedanslag er overbevisende i sin enkelhed, udtaler juryen i forbindelse med kåringen af vinderen og peger på, at tilbygningen et "pejlemærke for hele bydelen".

Det nye Panum får stadig hovedindgang ud mod Blegdamsvej. Men modsat i dag hvor Panum skjuler sine indgange, åbnes området i forhold til Blegdamsvej og integrerer Panum i gadebilledet.


 
Den ny hovedindgang vil være synlig fra forpladsen mod Blegdamsvej og er udformet som et stort "campus-torv", der kommer til at fungere som samlingssted.

Udbygningen af Panum har været hårdt tiltrængt, dels fordi mange af de eksisterende laboratorier er gamle og nedslidte, dels fordi der i de kommende år er behov for flere kvadratmeter til vigtig sundhedsforskning.

Målet med byggeriet er, at skabe tidssvarende laboratorier, auditorier og undervisningslokaler til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets forskere og studerende.

Byggeriet skal blandt andet huse frontlinjeforskning inden for områder, som er afgørende for fremtidens behandling af blandt andet kræft, hjertesygdomme, demens, sukkersyge og allergi.

Projektet blev skudt i gang i sommer af Universitets- og Bygningsstyrelsen og Københavns Universitet. Og syv danske og internationale teams af arkitekter har afgivet deres bud på det nye Panum. Det endelige projekt skal nu udarbejdes frem til udgangen af 2012.