I en vis forstand er Kent stadig et rockband. Men Skandinaviens største og bedste af slagsen bruger bare mindre tid og plads på de både to og tre elektriske guitarer, som hører til betegnelsen, og som reelt skabte Kent i 90ernes sidste halvdel. Kendere af firkløveret vil vide, at den udvikling ikke er spritny, at Kent allerede i begyndelse af indeværende årti med stor succes spillede sig ind i poppens verden med anderledes lette og elegante guitarlyde- og figurer. For to år siden valgte Kent så endnu en ny vej endnu længere væk fra det seks-strengede udgangspunkt, nemlig den udpræget teknologiske. Og dagens »Röd«, svenskernes ottende langspiller lyder langt væk af, at firkløveret aldrig rigtig har lukket den bærbare og de tilhørende musikprogrammer ned siden da. Der er guitar på »Röd«, men sine steder skal man lede og lytte ekstra opmærksomt kraftigt for at finde dem.
Udviklingen har dog ikke manifesteret sig i et mindre kompakt og intenst udtryk, faktisk snarere tværtom. Skæringerne på »Röd« er spækket med detaljer af lyd, bastante bas- og trommespor, insisterende keyboardklange og et væld af mindre fremtræde detaljer i det ambitiøse lydbillede. Og guitarerne bruges mestendels til at forstærke en stemning. Det med at piske en stemning eller en sang op i et højere gear overlades til elektronikken og Martin Skjölds fremtrædende basspil, lyt f.eks. til den geniale energiudladning »Ensamheten«, til det syntetiske melodrama »Krossa Allt« og den pumpende »Vals För Satan (Din Vän Pessimisten)«.
Stilistisk går rockbandet tungt ind i discoen og electronicaen, enkelte gange er vi tilbage i startfirsernes dystre onehit-kitch - hvilket egentlig passer udmærket til Kent, som altid har haft lidt af datidens tunge, småkyniske melankoli i deres udtryk - og den samme tæft for at skabe ørehængende grundmelodier. Med det in mente er »Röd« faktisk en Kent-plade uden de store uomgængelige hits, som bandet har haft så uforskammet mange af tidligere i karrieren. Melodierne er dog stadig fremragende, og skiven er til gengæld et af Kents mest helstøbte og ambitiøse udspil overhovedet, og det siger ikke så lidt. Det eneste, man kan være bange for, er, om den teknologiske farve på »Röd« er så fæstet i tiden, at sangene vil lyde håbløst uddaterede allerede om få år. Muligheden foreligger.
