Leder: Reformangst i en krisetid

Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen skal løfte opgaven med at definere et klart, borgerligt projekt for sin regering, fortsætter det politiske livs daglige virkelighed midt i en krisetid. I to konkrete tilfælde på kun ét døgn med meldinger fra regeringspartierne og deres støtteparti, der ærlig talt ikke lyder som startskuddet på noget borgerligt projekt.

I det ene tilfælde giver Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og Venstres nye politiske ordfører, Peter Christensen, udtryk for, at der ikke kommer meget ud af den plan om reformer af det danske arbejdsmarked, som Arbejdsmarkedskommissionen offentliggør til august. Thulesen Dahl går helt i defensiven og udelukker andre ændringer end styrket uddannelse til ledige. Med andre ord: Ingen reformer af efterløn eller forkortelser af dagpengeperioden med DFs stemmer, og Peter Christensen tilslutter sig delvis synspunktet med en bemærkning om, at arbejdsmarkedsreformerne muligvis udskydes til, når krisen engang er forbi. Hvornår det så end måtte være.

I det andet tilfælde bliver de offentlige kasser omvendt åbnet på vid gab. Det handler naturligvis om den såkaldte renoveringspulje, der i dén grad har fået danskerne til computertasterne i stormløbet på de 1,5 milliarder kroner i puljen. 68.000 danskere søgte om tilskud på få timer, og straks var økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen i felten med en åbning for at kaste flere penge i puljen. Støttet i øvrigt af ovennævnte Kristian Thulesen Dahl, der gentog DFs ønske om at øge puljen for at sætte gang i byggeriet som et ud af flere initiativer for at stimulere væksten.

Problemet med renoveringspuljen er, at den dybest set er udtryk for en traditionel, socialdemokratisk tankegang om at stimulere økonomien ved hjælp af offentlige tilskud i det, der vel egentlig godt kan betegnes som en indirekte subsidiering af en bestemt branche. Man kan sige for og imod den konkrete renoveringspulje som redskab i den helt specifikke situation, som også det danske samfund står i, men grundlæggende er tankegangen om offentligt finansieret vækst ikke vejen til et mere fleksibelt og dynamisk marked. Tværtimod risikerer man med skattemidler og andre beskyttende mekanismer at fastfryse strukturer på arbejdsmarkedet, som ellers burde være i forandring. Er der eksempelvis overskud af arbejdskraft i byggeriet efter en periode, hvor de fleste har betragtet denne branche som overophedet, må arbejdskraften jo ledes i retning af andre brancher. Ikke fastholdes i en tilskudsmølle.

Netop dette at sikre et mere fleksibelt arbejdsmarked, som kan være med til at finansiere velfærden i fremtiden, var udgangspunktet for det prestigefyldte projekt i Arbejdsmarkedskommissionen. At dette måske sættes mere eller mindre på standby, samtidig med at renoveringspuljen svulmer, er ikke så lovende i forhold til statsministerens udfordring med at finde en borgerlig vej ud af krisen. Man fristes til at sige – nærmest tværtimod.