På en mørk landevej kører filminstruktøren Jacob Falk en mand ned og stikker af fra stedet - men forinden har manden givet ham en mappe, som rummer afslørende fotografier af tortur udøvet af danske soldater i Irak eller Afghanistan.
En mere klassisk optakt til en thriller kan man ikke forestille sig, og et stykke tid lader »Alting bliver godt igen« også, som om den gerne vil underholde os med spænding af både kriminalistisk, politisk og psykologisk karakter. Ganske vist er handlingen flimrende og kronologien uklar, men eftersom Falk føler, at magtfulde kræfter forfølger ham for at få fat på de kompromitterende billeder, befinder vi os i thrillerens territorium.
Dog kun på skrømt, skal det vise sig. »Alting bliver godt igen« er instrueret af Christoffer Boe, og han er ingen dansk Alfred Hitchcock, men snarere en dansk David Lynch. Efterhånden som mystikken i hans nye film breder sig, og den neurotiske paranoia intensiveres, forsvinder filmens forankring i en fundamentalt logisk og rationel handling, og hele historien viser sig at være et hallucinatorisk blålys. Man er ked af at afsløre det her, men publikum må advares.
Kunstnerisk bluff
Lad os forsøge at være positive og konstatere, at et stykke tid fastholder filmen tilskuerens fascination, fordi dens drømmeagtigt uvirkelige handling ligger og flimrer et sted mellem det nervepirrende og det enerverende, og fordi Jens Albinus yder en edderspændt præstation som Falk fint suppleret af stærke navne som Paprika Steen og Nicolas Bro. Så langt så nogenlunde godt.
Men Christoffer Boe vil for alt i verden ikke være konventionel, og hen mod filmens slutning trækker han tæppet væk under handlingen med teksten »Tjekkiet - seks måneder tidligere« og en epilog, der reelt er en prolog, og som vælter filmen totalt.
Ingen kan beskylde »Alting bliver godt igen« for at være banal eller forudsigelig. Til gengæld synes jeg, at den ligner et kunstnerisk bluffnummer - og i hvert tilfælde sender den et thriller-publikum ud af biografen frådende af frustration.
