Borgerligt skæbnefællesskab

Der er sikkert mange, der husker filmen »Gnavne gamle mænd« fra 1993 med de to uforlignelige Walther Matthau og Jack Lemmon. Filmen er den klassiske historie om to evigt uenige naboer midt i 70erne, der kan lave et skænderi ud af alt fra en fiskeudflugt til kampen om en dejlig dame. På samme tid er de to bundet sammen af et forunderligt skæbnefællesskab, som gør, at de ikke kan undvære hinanden.

Dette minder umiskendeligt om forholdet mellem Venstre og de Konservative. Der har traditionelt altid været masser af kævl og ballade internt imellem de to gamle partier, og på samme tid har de været næsten uadskillelige i forsøget på at overtage eller beholde de vel nok mest klistrede taburetter i det danske rige.

Den seneste uro mellem de to partier opstod, da Anders Fogh inviterede TV inden for i EU-magtens korridor og derved kom til at afsløre det åbenlyst dårlige forhold mellem ham og den konservative udenrigsminister. Det var tydeligt, at Per Stig Møller irriterede landets statsminister, når han forsøgte at ændre ting, som Anders Fogh så som ligegyldige i det store perspektiv. Så når Anders var blevet træt, så fik Per - som en lille dreng der havde plaget sin trætte far hele dagen - til sidst sin vilje, så statsministeren kunne komme hjem i seng.

Den dårlige kemi mellem to af landets ypperste politikere har dog nok større politiske konsekvenser for forholdet mellem udenrigs- og statsministeriet, end det har for romancen mellem Venstre og de Konservative. For Per Stigs og Anders Foghs mundhuggerier er blot personligt fnidder fnadder, som dog ganske glimrende symbolisere partiernes problemer med hinanden.

Walther Matthau og Jack Lemmon har også deres små skænderier. Deres forhold bliver først for alvor sat på prøve, da de begynder at kurtisere den samme kvinde.

Venstre og de Konservative kæmper ikke blot om én kvinde. De kæmper om vælgerne og ofte de samme. For tiden er det Venstre, der er ovenpå. De har statsministerposten og klart størst opbakning blandt vælgerne, mens de Konservative aldrig rigtig har fået rejst sig oven på Hans Engells »uheld« på en sjællandsk motorvej. En af de vigtigste forklaringer på Venstres førerposition er, at partiet har formået at placere sig i midten af dansk politik. Da Anders Fogh efter valgnederlaget i 1998 overtog formandsposten i Venstre, valgte han samtidig at ændre partiets kurs. Sammen med bl.a. Claus Hjort Frederiksen og Thor Pedersen satte han kursen mod dansk politiks midte. Kursændringen indebar bl.a., at al snak om skattenedsættelser blev lagt på hylden. Desuden blev efterløn, pension og andre sociale ydelser fredet. Under valgkampen i 2001 udnyttede Anders Fogh hver eneste mulighed til at understrege, at Venstre ønskede at bevare velfærdstaten. Kursændringen var synlig for enhver også for venstrefløjen, som fandt sloganet »fra hulemand til julemand« passende.Da Bendt Bendtsen blev ny leder af de konservative i 1999, var han derfor nødt til at søge ud til højre i dansk politik for at fjerne sig fra Venstres skygge. Lige siden har de Konservative ført en evig kamp for at profilere sig som det borgerlige alternativ til det midtsøgende Venstre. Dette var taktikken, før man dannede regering i 2001, og det er fortsat taktikken efter, at man kom i regering. Ganske forudsigeligt har denne taktik medført flere konflikter. Senest mellem Venstres politiske ordfører Jens Rohde og Bendt Bendtsen. Bendtsen kaldte Venstre for »Socialdemokratiet plus-minus 10 pct.«, hvilket absolut ikke passede venstreløven Jens Rohde, som arrigt bad de Konservative om at gå, hvis de ikke kunne lide lugten i bageriet. Baggrunden for konflikten var, at de Konservative endnu engang havde foreslået, at man skar ned på efterløn og overførselsindkomster for at få råd til den voksende sundhedsregning. Dette blev lige så rutinemæssigt afvist af Venstre, som ikke vil løbe fra sine valgløfter. Konflikten mellem de to havde altså baggrund i en politisk uenighed om regeringens linje. Alligevel havde begge partiers ledere dagen efter travlt med at nedtone uenigheden. De fleste forstod vist, at det kun var en »finke, der var røget af panden«.

Der er da heller ikke grund til at tro, at den seneste konflikt og den overordnede uenighed om regeringens politik vil føre til en splittelse af regeringen. Historien er nemlig fuld af disse sammenstød mellem de to partier, og selvom det til tider er gået endda meget hårdt for sig, har man alligevel været i stand til at stå sammen. Ligesom hos Jack Lemmon og Walther Matthau kan kampen om en kvinde få sammenholdet til at knirke, men skæbnefællesskabet gør, at det aldrig brister helt.

Ironisk nok var den nuværende statsminister en af de centrale spillere, da der i den seneste VK-regering under Schlüter forekom de samme konflikter. Lige så ironisk er det, at det dengang var Anders Fogh, der forsøgte at markere sit parti ved at trække det ud på højrefløjen og dermed ud af de Konservatives skygge. På det tidspunkt var Anders Fogh fortsat ung og liberal, mens de Konservative kunne pryde sig med både statsministerpost og vælgertække.

Poul Schlüter og daværende finansminister Palle Simonsen var regeringens stærke mænd, og de havde en vision om at gøre deres parti så bredt favnende som muligt. For de to var det vigtigt, at partiet fremstod mere »folkeligt« end »konservativt«. Det var bl.a. i den forbindelse, at Schlüter udtalte de berømte ord: »Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget«. Schlüter-regeringen regerede på midterpartiernes nåde, og det blev ofte sarkastisk sagt, at regeringens resultater kunne aflæses i Socialdemokratiets partiprogram.

Dengang var Anders Fogh stærkt utilfreds med regeringens midtsøgende linje, og han kunne sagtens have brugt Bendt Bendtsens ord og udtalt, at de Konservative var Socialdemokratiet plus-minus 10 pct. Anders Fogh brugte dog lidt andre ord, bl.a. da han i 1986 i en artikel i Børsen udtalte: »Det er vigtigt, at vi adskiller os fra tidligere socialdemokratiske regeringer ved at have evnen og viljen til at tænke nyt og ikke bare administrere gammel lovgivning«. I samme artikel fremlagde Fogh desuden ni reformer. Den ene var en skattereform, som havde til formål at sænke skattetrykket med 10 pct. En anden havde til formål at reformere pensionssystemet. Dengang lyttede Schlüter og de Konservative dog ikke for alvor til de liberale løver fra Venstre.Denne holdning satte flere gange ild til spekulationerne om, at Venstre ville forlade regeringen. Meget langt ind i Venstres rækker var der stor utilfredshed med, at regeringen ikke førte en økonomisk politik, der var liberal nok, og at de Konservative ikke lyttede til regeringspartnerens ønsker. Anders Fogh har senere udtalt, at »der i perioder ikke blev taget ret meget hensyn til Venstre i tilrettelæggelsen af regeringens politik«.

I 1987 fik Venstre århundredets dårligste valg, hvilket for alvor fik flere fremtrædende Venstre-politikere til at sætte spørgsmålstegn ved partiets fortsatte deltagelse i en regering. Britta Schall Hollberg stillede bl.a. offentligt spørgsmålet om »partiet sled sig selv op i regeringen?«. En anden tidligere Venstre-minister Elsebeth Kock-Petersen fulgte op og udtalte: »Hvis vi fortsætter med at få øretæver og bliver jordet både udadtil og indadtil, så må vi spørge os selv, hvad vi får ud af at sidde i regering«.

Selvom der kunne ligge personligt nag bag to fyrede ministres udtalelser, så var det ikke bare tom luft - utilfredsheden var reel. Da der i efteråret 1987 blev indgået finanslovforlig med Socialdemokratiet, blev buen spændt til det yderste. Det kom så langt, at man på et hovedbestyrelsesmøde i Venstre alvorligt drøftede muligheden for at sprænge regeringen, men selvom både Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh var utilfredse med situationen og trætte af de Konservative, vidste de også, at en sprængning af regeringen ville sætte partiet i en uholdbar situation.

Alligevel nåede man kun januar 1988, før Anders Fogh truede med at træde af som minister i protest mod et forslag fra Palle Simonsen om at barbere fradragsrenten væk. Poul Schlüter måtte indkalde til en kop te i Statsministeriet for at dulme ophidselsen og forklare, at et godt sammenhold mellem regeringspartierne var essentielt for regeringens fremtid.I dag er det Anders Fogh selv, som inviterer til te i Statsministeriet for at berolige de Konservative. Han ved, at han er afhængig af Bendt betjent & co., hvis han skal bevare magten, og han kan sikkert også huske, hvordan det var at være lillebror i regeringen. Derfor er det også helt bevidst, at der i regeringen ikke er aftalt et sæt spilleregler for, hvordan man håndterer og kommenterer hinandens politiske forslag. Der skal være spillerum, så de Konservative kan få plads til at markere sig. Det betyder, at det ikke kan undgås, at der til tider ryger finker af panden.

Måske synes de Konservative ikke altid, at de får indflydelse og spillerum nok. Samtidig ved man i partiet, at det urealistisk at træde ud af regeringen. Det vil være fuldstændig uholdbart at forsøge at sælge sig som det borgerlige parti og samtidig vælte en borgerlig regering.

Partiets situation er stort set identisk med Venstres under Schlüter regeringen. Man er nødt til at blive i regering og håbe på bedre tider.

Der er ikke grænser for de ting, som Jack Lemmon og Walther Matthau udsætter hinanden for i »Gnavne gamle mænd«. De to kan tilsyneladende ikke udstå hinanden. Da den bedårende Sophia Loren dukker op, bliver forholdet mellem de to mænd virkelig sat på en prøve. De snakker ikke med hinanden i flere dage. Det kan ingen af dem dog holde ud, og de finder hurtigt sammen igen.

Selvom Venstre og de Konservative tilsyneladende er på konfrontationskurs, så er det ikke andet end drillerier og markeringer, som heller ikke denne gang vil få reelle konsekvenser for regeringssamarbejdet. For som den ene gnavne gamle mand siger til den anden »Can't live with you, can't live without you«.