Det er ikke sket siden 2011, men i dag er dagen.
De første boligejere har fået deres ejendomsvurdering, oplyser Vurderingsstyrelsen i en pressemeddelelse.
I løbet af de kommende to måneder vil omkring 50.000 boligejere modtage de nye ejendomsvurderinger. Efter vurderingen vil boligejerne få besked om, hvorvidt de skal have penge tilbage for ejendomsskatter betalt mellem 2011 og 2020.
Både ejendomsværdi og grundværdi fremgår af vurderingerne, som skal bruges som beskatningsgrundlag for betaling af ejendomsværdiskat og grundskyld.
»Vi er glade for, at vi efter planen nu sender de første ejendomsvurderinger til boligejere. Vi er også glade for de værdifulde erfaringer, vi får fra borgernes modtagelse af de nye deklarationer og nu også af modtagelsen af de nye ejendomsvurderinger,« udtaler direktør i Vurderingsstyrelsen Poul Taankvist i pressemeddelelsen:
»Det er erfaringer, vi tager til os og vil bruge, så vi er endnu bedre rustet til at sende næste bølge af ejendomsvurderinger ud.«
50.000 boligejere, som i denne omgang får de nye vurderinger, ejer parcel- og rækkehuse i hele landet. I det nye år vil yderligere 100.000 ejendomme få vurderingerne, mens Vurderingsstyrelsen påbegynder sagsbehandlingen for de omkring 700.000 resterende parcel- og rækkehuse i andet halvår 2022, mens der senere udsendes vurderinger for ejerlejligheder, sommerhuse og andre typer ejerbolig.
Forventer klagestorm
Det er tidligere kommet frem, at skatteminister Morten Bødskov (S) forventer, at omkring 195.000 boligejere og virksomheder vil klage over vurderingerne.
Klagerne forventes at fordele sig med cirka 75.000 klager over de nye vurderinger og cirka 120.000 klager over de historiske vurderinger, som stammer fra 2013 til 2019.
Skatteankestyrelsen forventer at skulle behandle omkring 125.000 af de 195.000 klager, mens de øvrige klager forventes at blive genoptaget i Vurderingsstyrelsen.
Det nye ejendomsvurderingssystem skulle egentlig have været klar i 2017, men først nu er systemet så langt, at de første vurderinger kan sendes ud.
Og til trods for, at der er udviklet et helt nyt it-system til at generere ejendomsvurderingerne, har Berlingske tidligere beskrevet, hvordan Vurderingsstyrelsen forventer at skulle gennemgå mindst 350.000 vurderinger manuelt.
Penge tilbage eller ej
Vurderingsstyrelsen oplyser, at den »altovervejende del« af boligejerne ikke vil opleve en stigning i deres ejendomsværdiskat – heller ikke selvom man modtager en højere vurdering. Det skyldes skattestoppet på ejendomsværdiskatten, der fortsætter frem til 2024.
Det spørgsmål, mange formentlig afventer svaret på, er, om man skal have penge tilbage eller ej. Med de nye vurderinger er det nu muligt at beregne, hvem der har betalt boligskatter af for høje værdier siden 2011.
De boligejere, der har fået nye vurderinger, vil efterfølgende få besked om, hvorvidt de skal have penge tilbage eller ej – desuden sammen med en klagevejledning.
De boligejere, der har betalt skat af for lave vurderinger i perioden, slipper for at skulle betale ekstra.




