Hvium er en lille by i Himmerland, en fiktiv flække som har boet så længe i Ida Jessens forfatterskab, at den efterhånden har fået fæste i læsernes bevidsthed som et reelt sted oppe i Nordjylland. En by og et opland hvor ikke alle kender hinanden, men alligevel også en by lille nok til, at den kan gennemsuses af sladderens hviskende vinde.
Sidste år udsendte Jessen novellesamlingen »En mand kom til byen«, hvorfra faktisk et par fortællinger i deres anslag direkte er overført til og får nyt liv i romanen »Børnene«.
I »Børnene« er det ikke en mand, men en kvinde, der kommer til byen. Kvinden hedder Solvej. Indtil for et år siden har hun levet sammen med Morten, med hvem hun har datteren Christiane. Men en pludselig og besættende (og umulig) forelskelse gør det nødvendigt for hende at forlade manden og for en periode også datteren. 1-2-3 så flytter eksmanden og barnet fra Sjælland til Hvium i Jylland – over til hans nye kone. Hvis Solvej vil bevare kontakten til barnet, må hun flytte efter.
En mørk nytårsnat ankommer hun så til et koldt hus i skoven ved Hvium. Fuld af sorg over kærlighed, der ikke lykkes og ikke mindst tung af skyld over det svigt, hun har påført datteren. Hun har jo bare villet gøre det rigtige. Men som Christiane vokser til, vokser også hendes anklage mod moren: Hvorfor forlod du mig? Her er vi ved romanens kerne: At gøre det rigtige. Det er det, vi alle prøver på, både når vi bliver sammen, og når vi bliver skilt. Som om der var et endeligt svar, kæmper vi med selvransagelser og skyld. For hvad var det rigtige?
Ingen kan jo se klart frem, når man står i nutidens mørke skov, og både skal tage hensyn til sig selv og sine nære. Men skylden og skammen den skal man leve med. Den dyrkes i vores kultur som aldrig før, ikke mindst i skilsmisseforholdet, hvor det pr. definition er synd for barnet, og dermed bare rimeligt, at den voksne skammer sig for livstid. Man kan måske sige, at det barndomstraume som reelt er givet ved fødslen (vi vil alle blive svigtet) med skilsmissen har fundet sit udtryk.
Jeg tror aldrig, Ida Jessen har skrevet mere tæt på sine personer end her. Hun formår at skrive kvindefigurer frem, som både er elskelige, varme og sårbare og samtidig egoistiske møgkællinger. De går i seng med de forkerte, fordi begæret er en væsentlig drivkraft i mennesket, de skælder ud, når de burde tie, de siger et og gør noget andet, fordi de heller ikke kan gennemskue mønstret i deres liv (og hvem kan det?). De vil jo gerne det gode, men én ting er at ville, en anden at gøre, en helt tredje at gennemskue hvad det gode er.
»Børnene« er bind tre i Hvium-krøniken og virker på mange måder som et afslutningsbind. Den indrammer tidsmæssigt alle tre bind (1992-2007) og rummer længere gensyn med figurer som Ragna og Pauli fra Brogård og derudover dukker lægen Køpp og fru Hege op, ligesom vi får svar på (som vi ikke fik i forrige roman »Det første jeg tænker på«) hvad der egentlig skete, den dag barnepigen Manne kørte præstens søn ned. Har man læst alle tre romaner, er det en sand fryd at opleve dem i sammenhæng og se, hvor elegant Jessen faktisk har kunnet føre sine personer over disse otte år; hive lidt her, lade dem hvile lidt og så igen lade dem dukke op.
Det er så vel udført, at man får lyst til at klappe, når man lukker bogen. Samtidig med at alt naturligvis ikke er lukket og forklaret, for sådan er hverken den gode roman eller livet. Tingene går aldrig op.
