Mogens Fog var brillant begavet. Hans skarpe intellekt gjorde ham da også til professor og en international anerkendt kapacitet i neurologi. Han var et charmerende menneske med et smittende humør. Mænd og kvinder flokkedes om ham, og når han trådte ind i et rum, blev han selskabets naturlige midtpunkt. Han havde en vitalitet og troværdighed, der virkede dragende på mennesker. Han havde eminente forhandlingsevner, så han blev anset for en naturlig leder og opnåede da også et utal af tillidshverv.
Under Anden Verdenskrig var han en usædvanlig modig frihedskæmper. Han blev fanget af nazisterne i 1944, men undslap, da englænderne bombede Shellhuset. Han var med historikeren Jørgen Hæstrups ord modstandsbevægelsens mest inspirerende skikkelse og kom til at spille en hovedrolle i Frihedsrådet, hvor forskellige grupper fra modstandskampen var repræsenteret. Han var veltalende, velskrivende og kundskabsrig. Det var ikke mærkeligt, at Fog blev udpeget som minister i frihedsregeringen i 1945 og senere fra 1966 blev valgt som rektor for Københavns Universitet. Politiske venner og fjender udtrykte ofte respekt for ham; ja, selv folk, der hadede ham, var fascineret af ham.
Hvordan kan det så være, at dette usædvanlige talentfulde menneske lige fra 1930erne blindt støttede kommunismen og dens håndlangeres undertrykkelse af mennesker? Allerede tidligt undlod han af partiloyalitet at protestere, da Adolf Hitler og Josef Stalin indgik deres pagt fra 1939 til 1941. Under krigen var han ikke blot frihedens apolitiske forkæmper, men en partisoldat i forbindelse med ledende danske kommunister, der ikke ville friheden noget godt. Han var en ihærdig beundrer af Sovjetunionen og tog på propagandarejse til kommunisternes lykkeland. Da han vendte hjem, fortalte han solskinsfortællinger om revolutionens sejre – mens mennesker i millionvis sendtes i fangelejre. Han førte an i den kommunistisk styrede fredsbevægelse, der var lige efter Sovjetunionens hoved. Han støttede Sovjetunionens blodige fremfærd i Østeuropa lige efter krigen og senere i Ungarn i 1956, hvor 2.500 mennesker blev myrdet. Først med Prag foråret i 1968 tog han afstand fra Sovjetunionens brutale fremfærd.
I 1950erne anklagede og hængte kommunistregimer en række jøder for opdigtede anklager. Det var starten på jødeforfølgelserne i Østeuropa og Sovjetunionen – kun få år efter Holocaust. Mogens Fog forsvarede disse processer: »Det er meget muligt, ja endog sandsynligt, at zionistiske kanaler er anvendt ved opbygningen af spionage- og sabotageorganisationer. Det er naturligt, at der rettes mistanke mod folk med kontakter mod Vest og hermed mod jøderne«. Han lod sin blændende begavelse og hele sin fascinerende personlighed stå til tjeneste for morderregimet i Sovjetunionen og for dets lokale repræsentanter i Danmark i form af DKP.
Storværk
Denne fremfærd foregik med dobbeltspil og tvetydigheder. Fog var i lange perioder ikke medlem af DKP, men tjente partiets sag ved at stå udenfor. Han var en karismatisk personlighed, der kunne overbevise folk om kommunismens lyksaligheder og med stor veltalenhed benyttede fredens sag som skalkeskjul. En virksomhed, der havde stor succes i kulturradikale kredse.
Den kun 31-årige historiker Morten Møller, som jeg ikke tidligere har hørt om, har skrevet et storværk om Mogens Fog. Hvad bilder denne unge fyr sig egentlig ind? Her er en eksemplarisk gennemgang af Mogens Fogs gøren og laden ned til mindste detalje, og bogen synes alligevel ikke for lang. Værket er præget af stort sprogligt overskud, og ræsonementerne er knivskarpe. Selv noterne læser man af fornøjelse, for de er oplysende og klare. En ung historiker af lysende talent har vist sig. Fog havde efter en af sine venners vurdering en forførerisk og sammensat personlighed og der skal en særdeles tankeklar historiker til at skære gennem løgnene, de halve sandheder, fortielserne og efterrationaliseringerne. Det er fornemt gjort.
Mogens Fog havde efter krigen travlt med at frisere sin egen deltagelse i historien. Hans venskab med besættesestidshistorikeren Jørgen Hæstrup sikrede ham et ukritisk portræt i Hæstrups værker, som den frihedselskende idealist, der ikke var så kommunistisk, at det gjorde noget. Men spørgsmålene melder sig, som de har gjort lige siden 1945, om Mogens Fog virkelig var en uafhængig frihedskæmper, eller om han tog imod ordrer fra det kommunistiske parti. Og desuden om han og hans kommunistiske venner havde kupplaner i 1945 for at overtage magten i landet. Morten Møllers ganske klare svar med afsæt i en række troværdige kilder er, at Fog ikke var den uafhængige skikkelse, som han selv og Hæstrup fremmanede. Han havde løbende kontakt med ledelsen i partiet og planlagde sammen med den folkefrontsstrategien, der skulle sikre Danmark for kommunismen efter 1945. Derimod er der intet, der tyder på konkrete kupplaner, skriver Møller. I efterkrigstiden løj Mogens Fog konsekvent om sit forhold til kommunisterne og påstod endda i modstrid med kilderne, endda dem i hans eget privatarkiv, at han siden 1941 ikke havde været en loyal partikommunist. Formålet med Fogs kamp var foruden at bekæmpe nazismen – altså efter 1941 – at berede vejen for kommunismen og sikre, at Danmark blev styret efter kommunistiske principper. Andre forhold var underordnet det kommunistiske magtstræb. Ja, selv tolerance og ytringsfrihed var forhold, der kunne afskaffes, hvis de stod i vejen for kommunismens realisering: »Magterobringen var og blev afgørende«.
En benhård kommunist
Der er forhold, som taler til Fogs fordel, og Morten Møller lader enhver tvivl komme Fog til gode, men samlet set er der ikke tvivl om konklusionen: Fog var en benhård kommunist. Der var da udtalelser af Fog, der var kritiske over for DKP og Sovjetunionens handlinger, men samlet set var de uden større betydning for hans grundlæggende loyalitet, og de blev fremsat internt i partiet og ikke i offentligheden.
Efterkrigstiden under Den Kolde Krig, hvor Fog stadig bevarede en vigtig rolle i samfundet, men nu reduceret af frygten for kommunismen, viser ham som en medløber, der forsvarede selv Sovjetunionens værste udskejelser, og han forbandede de antikommunister, der fortalte sandheden om undertrykkelsen østpå, som f.eks. den tysk-jødiske forfatter Arthur Koestler. Fog arbejdede aktivt for at miskreditere sovjetkritiske forfattere. Efter 1968 skete der dog en klar ændring. Fog fortrød nu sin tidligere doktrinære indstilling og gjorde meget for at være åbent demokratisk og udviske alle spor af fortiden, der pegede på hans tætte forbindelse med partiet. Han fik hurtigt tilgivelse i det danske samfund og nåede nye popularitetshøjder under ungdomsoprøret fra 1968, hvor han som rektor forstod den vanskelige kunst at tale med alle, så ingen vidste, hvor de havde ham.
Mogens Fog forsøgte efter 1968 at tidsfæste sit brud med kommunisterne meget tidligt, men Morten Møller lader ham ikke slippe af sted med denne tidstransformation: »Hvis kuppet i Tjekkoslovakiet var en begivenhed, der startede Fogs personlige opgør med DKP, skjulte han det særdeles godt. Fog var i 1948 afgjort skeptisk over for dele af DKPs politik, men noget brud med partiet kan man dårligt kalde det. Hans senere udtalelser var udtryk for ønsketænkning. Han ønskede, at det var i 1948, han havde taget afstand fra den politiske udvikling i øst. Han ønskede, at han i 1948 havde fået øjnene op for den aggressive sovjetiske udenrigspolitik. Det havde han bare ikke.«
Der er milevidt fra denne unge Morten Møllers sobre, klare og kritiske bog og så til hvad vi ellers har set i metermål fra 68-generationen af faghistorikere og deres elever. Alt for ofte har disse historikere, der befolker vores universiteter, ikke været i stand til at frigøre sig fra venstreradikalismens intellektuelle efterslæb, hvilket har udmøntet sig i en mængde halvdårlige bøger. Med Morten Møller – og andre yngre historikere må det tilføjes – er vi i den håbefulde situation, at der endelig kan skrives kritisk om både besættelsestiden og Den Kolde Krig.
Til sidst en delvis urimelig kritik. Meget af dansk historieforskning lukker sig om Danmark som et lukket rum. I en bog om det kosmopolitiske menneske Fog, der ønskede verdensrevolutionen, vil det kun være naturligt at se ham i bredere sammenhæng. Møller tager os med under Fogs rejse til Sovjetunionen, og han har benyttet sig af amerikanske kilder. Fint nok, men der er en historie om Fog, vi ikke får fortalt. Hvor tæt var hans forbindelser til sovjetiske efterretningskredse? Morten Møller skriver et sted, at denne forbindelse eksisterede, men hvor tæt var den? Og hvilke konsekvenser havde hans internationale virke for Sovjetunionens ofre? Var der dissidenter, der i kraft af hans internationale position søgte hans hjælp og blev afvist? De østeuropæiske kilder indeholder sikkert materiale, men de er ikke benyttet.
Men det er en mindre plet på et usædvanligt spændende storværk om en mand, der prægede Danmark fra 1930erne og helt frem til slutningen af 1970erne. Havde Fog selv et svar på sit lange livs svigt. Møller mener nej: »Manden, der havde været vant til at analysere komplekse samfundsproblemstillinger og forsket i den indviklede neurologi, var uden begrebsapparat, når det kom til en analyse af egne handlinger, egne valg, egen udvikling. Moskva-processerne havde ifølge Fog ikke kunnet udviske billedet af Sovjetunionen som socialismens realisering, og nazismens ekspansion fjernede fokus fra andre forbrydelser i Europa«.
