Tung start for letbanen i København

Transportminister Lars Barfoed skød planerne om at bygge en letbane langs Ring 3 ned, da regeringen kom med det største trafikudspil i nyere tid. Men fortalere for den moderne sporvogn mener ikke, kampen er slut.

En moderne sporvogn suser forbi de lange bilkøer i Hovedstadområdet. En bilist, fanget i trafikken, ser frustreret op på letbanen. Næste dag lader han bilen stå for at sætte sig i en hurtig, komfortabel vogn og undgå at spilde tid i en bilkø.

Det var den scene, fortalere for en letbane langs Ring 3 havde satset på ville blive et virkeligt scenarie for fremtidens trafik i Hovedstaden. I stedet er letbanerne slettet af trafikplanen af regeringen.

»Det koster altså fem-seks milliarder at lave letbaner, så vi har besluttet os for at se på et billigere bussystem, hvor bussen noget af tiden kan køre i egne baner,« siger transportminister Lars Barfoed (K).

Letbanerne er et højt ønske fra Region Hovedstaden, og regionrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) vil kæmpe videre for at få reddet letbaneplanerne fra makuleringsmaskinen.

»Vi må holde fast i, at det er den bedste løsning. Man kan ikke spise os af med et par busser. En bus kan ikke køre så hurtigt og har ikke den komfort, der er i letbaner,« siger Vibeke Storm Rasmussen.

Søren Enemark, borgmester i Glostrup og en af de 11 borgmestre i kommunerne omkring København, der har letbanen som højeste prioritet, er rystet over regeringens slagtning af letbaneprojektet.

»Den kollektive trafik vil komme til at lide under det. Regeringen laver trafikpolitik som om alle skulle i tivoli hver dag, og det skal vi altså ikke. Dobbelt så mange mennesker skal på tværs af København som ind mod selve København, derfor er det vanvittigt, at man dropper den letbane,« siger borgmester Søren Enemark (S)

Hos SF er mener man, at regeringens udspil er uambitiøst.

»Det mest skuffende er, at regeringen ikke vil forpligte sig til at bygge letbaner hverken i Århus eller i København og endda vil spise Københavns omegn af med en prioriteret busforbindelse i Ring 3. Det er for ringe,« siger SF’s trafikordfører Pia Olsen Dyhr.

Letbanerne har ikke fået det endelige dødsstød, først skal de politiske partier drøfte regeringens udspil, og her har finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) lagt op til et bredt forlig.