Man spærrer øjnene op allerede fra første scene i filminstruktøren Kaspar Munks kortfilm »Forsvunden«. Og det skyldes ikke kun, at scenen forestiller to meget unge, helt nøgne mennesker der har samleje.
Få minutter inde i filmen fornemmer man nemlig, at den 37-årige Kaspar Munk har et særligt talent for både at instruere og skabe filmbilleder. Ikke nødvendigvis på en meget eksperimenterende og springende facon, men med et indfølt og insisterende håndelag, der gør, at tilskueren hurtigt lever sig ind i handlingen.
Respekten for den grundlæggende filmiske mulighed for at skabe billeder og stemninger snarere end filmede dialoger er en af de kvaliteter ved Kaspar Munk, der gør, at mange anser ham som en vigtig del af dansk films fremtid, på trods af at han endnu har til gode at instruere en hel spillefilm.
Filmbranchens »seismografer« har allerede spottet ham, og efter at hans 30 minutter lange »Forsvunden« havde premiere på Odense Filmfestival sidste år, var et lille dusin danske filmselskaber interesserede i at arbejde sammen med ham. Nogle har sammenlignet Kaspar Munk med Nils Malmros på grund af hans eminente evne til at arbejde følelsesmæssigt i dybden med unge skuespillere. Særligt de 80 procent af ungdommen, der hverken »er udstødte eller særligt privilegerede«, som han selv forklarer det.
Maler med følelser
»Kaspar Munk har den særlige evne, at han kan male filmlærredet med følelse. Hvor de fleste danske instruktører må ty til ord og forklaringer, kan han udtrykke sine karakterers følelser og tanker i rene billeder og rene billedforløb,« siger Claus Christensen, der er redaktør på filmbladet Ekko.
På den måde står han faktisk i kontrast til dansk film, som den har taget sig ud i de seneste 10-15 år. Mange af de danske filmsucceser står så at sige på dogmekonceptets ideologiske skuldre, hvilket i mange tilfælde har betydet dialogbårne, manuskriptorienterede film med meget lidt vægt på det visuelle.
»Traditionen i Danmark har længe været rent skuespilorienteret, og det synes jeg da er meget godt, men jeg synes også, at det er synd, at man glemmer, at film kan så meget andet. Men fordi det har været forholdsvis billigt at lave dogmefilm, har det dikteret nogle produktionsformer, som jeg ikke mener nødvendigvis bør gælde i alle ender og kanter af en filmproduktion,« siger Kaspar Munk.
Den holdning betyder blandt andet, at hans film »Forsvunden« indeholder en fejende flot kameratur filmet fra en kran placeret på en strand, en kostbar og besværlig scene, men helt afgørende for tilskuerens oplevelse af sted og atmosfære.
Klunsede sig til film
Kaspar Munk begyndte allerede i gymnasiet at interessere sig for de tekniske sider af filmkunsten og anskaffede sig blandt andet sit eget klippebord. Hans seneste fem film har han lavet på ægte celluloid i stedet for på video, som ellers er ved at blive den omkostningsvenlige sædvane i dansk film. For at det kunne lade sig gøre, tog han rundt på reklamebureauerne i København og klunsede, hvad de havde af restlagre af ubrugte ruller 35 mm-film. Hver filmstump tjekkede han efterfølgende i et laboratorium for at finde ud af, om den stadig kunne bruges til film, eller om den var blevet for gammel. Det er denne indædte dedikation til filmkunsten, som har givet Kaspar Munk respekt. Samtidig er han selv blevet klar over, at film bliver til i samarbejde med andre.
»Jeg havde en ret sigende oplevelse med min fotograf Søren Bay, hvor jeg bad ham forberede en bestemt scene med en pige, der vejer sig. Det, han gjorde, var helt anderledes end det, jeg havde forestillet mig, men da jeg protesterede, sagde han bare: ’Det her bliver også fedt!’ – og det blev det. Det lærte mig ikke altid at gennemtrumfe min vilje. Andre kan også bidrage til den fælles vision,« siger Kaspar Munk.
Teenagere i fokus
Det gælder ikke mindst skuespillerne. Ligesom den engelske instruktør Ken Loach, som han har fået værkstedsundervisning af, tager Kaspar Munk udgangspunkt i de situationer som skuespillerne selv kan skabe foran kameraet. Han bruger aldrig storyboard, men lader skuespillernes opførsel bestemme, hvor kameraet skal befinde sig. En undtagelse fra denne regel er de erotiske scener, som den der blev beskrevet i indledningen.
»I intime scener og specielt med unge mennesker er det nødvendigt at give nogle meget specifikke instruktioner, så deres egen fantasi ikke spiller med. Hvis de selv skal improvisere i sådanne situationer, svigter man dem, og så går det galt,« siger Kaspar Munk.
De unges verden er også emnet i Kaspar Munks næste film, som han er ved at manuskriptudvikle i samarbejde med Filminstituttets konsulent Kim Leona. Hvad den nærmere kommer til at handle om afhænger af dette arbejde, men som Munks hidtidige film sætter den lup på de følelser, der kan flamme op i et teenagehjerte.
»Teenagetiden interesserer mig, fordi det er dér, hvor menneskets følelser er stærkest, samtidig med at vi som voksne rummer parallelle følelser – for eksempel omkring identitetskriser,« siger Kaspar Munk.
Grøde i filmbranchen
En af hans bedste oplevelser med publikum var da en gruppe piger fra niende klasse udvalgte hans film som den bedste ved Odense Filmfestival.
»De kunne godt lide den, fordi de ikke forstod alt i den, og havde hver deres oplevelse af, hvad der egentlig skete i filmen. Det tog jeg som en stor cadeau, fordi jeg netop gerne vil lave film, som hver enkelt person får sin egen oplevelse ud af. I øjeblikket leder det danske filmstøttesystem efter film, som mange mennesker oplever på den samme måde, fordi det er det nemmeste at forstå og arbejde med inden for det system. Og fordi der har været en del danske film, som ikke har klaret sig så godt på trods af, at de er lavet efter »sikre« koncepter og med store skuespillernavne,« siger Kaspar Munk.
»Men jeg synes man kan mærke, at der er ved at ske noget inden for filmbranchen. Der er en række instruktører, som vil lave film på nye og andre måder. Nogle – for eksempel Christoffer Boe og Pernille Fischer Christensen – laver fantastiske eksperimenter. Jeg vil hellere satse på det klassisk cinematiske og tror på, at tilskuerne kan få oplevelser ud af det visuelle og ordløse i stedet for det snakkende og forklarende. Spørgsmålet er, om filmstøttesystemet er gearet til det,« siger Kaspar Munk.
