Da fyren steg af bussen, kiggede de gamle mænd på bænken en ekstra gang. Touperet hår, smattet læbestift, lang frakke og ubundne basketballstøvler var jo heller ikke ligefrem hverdag i landsbyen, hvor jeg voksede op. Men jeg var fascineret af gæsten, som kom ud af ingenting og forsvandt lige så hurtigt igen. Var han tryllekunstner? Troldmand? Sindslidende?
Mange år senere gik det op for mig, at han ikke var nogen af delene, men derimod var menigt medlem af en sortklædt kult med afdelinger i alle verdenshjørner, der dyrkede et enkelt band med feberhed intensitet.
The Cure har da også en historie, som lægger op til den slags. Der blæser nemlig en noget nær gammeltestamentlig vind igennem orkestrets 30 år lange liv, som emmer af skyld, straf og soning med sanger og sangskriver Robert Smith som det evigt dømmende øje i det høje. Han er ganske enkelt den almægtige rockgud, der står bag alle numrene, imens de øvrige medlemmer til alle tider har været udskiftelige trædesten hans vej mod kunstnerisk forløsning – og derfor var det selvfølgelig også hans stil, fyren fra Bus 255 forsøgte at kopiere.
Ligesom himlen
Da Smith træder ind på Forums scene, er det filtrede hår og en smule sminke de eneste rester fra fortiden. Han er også 49 år nu, og radikale statements har det jo med at blive lidt pinlige med tiden. Men Smith kan nu roligt kaste blikket bagud, for The Cure har et af de fineste bagkataloger, historien har set. Og folkemængden nedenfor den let buttede frontmand kan, groft sagt, deles i to grupper efter sangenes karakter.
På den ene side er der dem, som er kommet for at give sig hen til de begsorte vers og indadvendte melodiforløb, som kulminerede på »Pornography« fra 1982. På den anden side er der alle dem, der er her for at danse til de udadvendte og suverænt sødmefulde popsange fra eksempelvis 1992-albummet »Wish«, som simpelthen ikke fås bedre i denne verden.
I Forum havde Smith og hans disciple – guitarist Porl Thompson, bassist Simon Gallup og trommeslager Jason Cooper – klogeligt valgt at tilgodese begge grupperinger i den tre timer og 34 numre lange tour de force, som tog afsæt i den tindrende smukke »Plainsong«. Og efter denne meditative åbning strømmede det eneste store øjeblik efter det andet fra kvartetten, der virkede fokuseret fra allerførste anslag.
Særligt stærkt stod »Pictures Of You«, der efterhånden virker en kende patetisk hjemme på anlægget, men som her gik durk gennem den kynisme, som kommer med årene. Og ikke længe efter ramte The Cure atter klokkerent med »Just Like Heaven«, der blev leveret med en rocket tyngde, der virkelig klædte den eviggyldige popperle.
Anderledes depressiv, men mindst lige så effektfuld, var »One Hundred Years«, hvor trommernes buldren og guitarernes klagen gjorde ondt, og hvor vi alle troede Smith, når han sang »It doesn’t matter if we all die« Og dette lyriske og musikalske mørke fyldte faktisk store dele af koncerten, men elegant anbragte popnumre som »Why Can’t I Be You«, »Boys Don’t Cry« og »Love Song« forhindrede aftenen i at blive alt for traurig.
Sættet var med andre ord som et natsort hav, hvorpå der sejlede enkelte levende lys i elegant foldede papirbåde, og selvom jeg måske var den eneste med netop dét billede i hovedet, så var der helt sikkert også andre, som lod sig dupere af, hvor mange mesterlige sange, Smith har skrevet.
At dræbe en araber
Blandt meget andet måtte man lade sig imponere af det genremæssige spænd, The Cure opererer i. Fra postpunk i »10.15 Saturday Night« over goth i »Play For Today« til episk rock i »From The Edge Of The Deep Green Sea«. Men enkelte døde perioder må der nødvendigvis opstå, når man vælger at spille 180 minutter i træk, og det var der da også i Forum. Og at Smith introducerede den gamle »Killing An Arab« med et »This is for Denmark« – med et sarkastisk hint til den atter eskalerende Muhammed-krise – var for letkøbt. I sangen var ordet »arab« desuden blevet udskiftet med det harmløse »another«. Politisk korrekt, javel, men også et eksempel på den selvcensur, mange danskere netop frygter.
I denne sammenhæng er det nu petitesser, og The Cure leverede simpelthen en magisk magtdemonstration på denne aften, der for manges vedkommende gerne måtte have varet ved. Også for fyren fra bussen, som jeg så i vrimlen. Eller måske var det bare en, der lignede.
Berlingske forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra debatter, der er:
- i strid med gældende lovgivning
- racistiske eller injurierende
- skrevet i en grov tone
- udleverer personlige oplysninger
Ved at debattere accepterer du, at Berlingske Tidende herefter frit og fremover kan offentliggøre dit indhold i Berlingske Tidende, på www.berlingske.dk eller andre platforme og medier, som drives af Det Berlingske Officin.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
