Miniaturetelefoner og iPhone-rivaler i Barcelona

Verdens største mobilkongres i Barcelona bød foruden produktnyheder fra Samsung og Sony Ericsson også på to danske mobiltelefoner. UGEN gør status.

The new mobile phones Solid (L) and Elegance (R) by Emporia are presented at the Mobile World Congress in Barcelona, on February 17, 2010. The Emporia company manufactures products for people over 50 years-old or with hearing disabilities. The 2010 Mobile World Congress will be held from February 15 to 18 , in Barcelona. AFP PHOTO/JOSEP LAG. (Foto: JOSEP LAGO/SCANPIX DANMARK 2010) Fold sammen
Læs mere
Foto: JOSEP LAGO
Det er ikke en iPhone-killer, ville direktør Lars Gravesen fra Lumigon godt indrømme, da firmaet mandag præsenterede den første danske mobiltelefon i mange år på verdens største mobilkongres i Barcelona, Mobile World Congress.

”Vi skal ikke konkurrere med Apple eller andre. Det har vi hverken kapacitet eller størrelse til. Men vi vil være en seriøs mobil spiller, som leverer en anderledes oplevelse til de brugere, som ønsker at prøve noget andet,” sagde han til Ingeniøren.

Og da de to nye, danske modeller – Lumigon T1 og S1 – både kan streame HD-video direkte fra mobilen op på en almindelig tv-fladskærm og benyttes som universel fjernbetjening, har firmaet lagt op til en anderledes mobiloplevelse med sin nye mobiltelefonserie, der kører på styresystemet Android 2.1.

For 88 gram mobiltelefon
Men eftersom der på verdensplan bliver solgt 1,2 milliarder mobiltelefoner om året, er kampen hård. Søndag præsenterede Sony Ericsson således sin nye X10 Mini, en mobiltelefon, der ikke er meget større end et dankort, og som vejer bare 88 gram.

Samsung ville ikke stå tilbage og fremviste samme dag sit bud på, hvad firmaet – modsat det danske – tror, kan blive en iPhone-killer. The Samsung Wave er navnet, og den byder på det nye open source-styresystem Bada, der ligesom iPhone har sin egen app-store med spil, programmer og e-bøger.

Hvad der adskiller Wave fra iPhone er derimod en langt lavere pris – samt en meget energibesparende superskærm, nemlig den særlige Super AMOLED-skærm, der både er tyndere og mindre reflekterende end almindelige LED-displays.

LTE det store samtaleemne
Det helt store samtaleemne på årets kongres har dog ikke været de mange produktlanceringer, men derimod den nye, digitale transmissionsteknologi LTE, der giver mulighed for stor databåndbredde, og som herhjemme bliver udbudt på auktion i begyndelsen af april til teleselskaberne.

”Alle vil noget med LTE, alle har en løsning til LTE, hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at LTE var en lokal præsidentkandidat, og at valget var i morgen,” skrev adm. direktør for Lifepoint Europe, Karsten Vandrup på sin blog fra Barcelona via ing.dk.

Trods store ord er det meste dog endnu varm luft, konstaterede Karsten Vandrup, ”men det kan stadig udkonkurrere mit 3G-datakort betydeligt.”

Kongressen sluttede torsdag.