Vestas pludselig presset af ringere indtjening

Vestas er under pres på aktiemarkedet torsdag, efter selskabet trods frasalg af nogle rumænske vindmølleparker med en indtjeningseffekt på omkring 100 mio. euro fastholder forventningerne til 2019.

At prognosen for i år fastholdes trods den klækkelige vitaminindsprøjtning fra frasalget afslører ifølge aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank en ringere indtjening på produktion af salg og vindmøller end ventet.

»Det her er en vitaminindsprøjtning i forhold til at nå indtjeningsforventningerne for 2019. De regner med en driftsindtjening i niveauet 1 mia. euro, og med et pennestrøg får de nu 100 mio. euro.«

»Bundlinjen i det er, at den underliggende indtjening på produktion og salg af vindmøller ser ud til at have en overskudsgrad, der er omkring 1 pct.point dårligere, end hvad jeg havde regnet med, da jeg stod op her til morgen,« siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

Vestas nedpræciserede i sit halvårsregnskab i midten af august sine forventninger til EBIT-marginen til 8-9 pct. fra før 8-10 pct., og de forventninger pilles der ikke ved trods effekten fra frasalget.

At den øjeblikkelige underliggende driftsmargin på fremstilling og salg er vindmøller er lavere end tidligere estimeret af Jacob Pedersen betyder også, at vejen er blevet længere for Vestas til at nå målsætningen om at få løftet overskudsgraden til 10 pct.

»Der ser ud til at være længere vej, end vi tidligere havde forventet, til at nå en overskudsgrad på 10 pct. i 2020, som ellers ser ud til at blive et super år, fordi den underliggende indtjening i 2019 er ringere, end det jeg troede, da jeg stod op her til morgen,« siger Jacob Pedersen.

Han udtrykker en vis undren over, at transaktionen og indtægten fra frasalget i Rumænien »tilsyneladende« har været en del af Vestas' planlægning fra begyndelsen af året, og at den således har været en del af Vestas' prognose, da den blev udstykket i februar.

»Vi har ikke været bekendt med dette. Vi står tilbage med et meget klart indtryk af, at det samme gælder vores kolleger i branchen, der følger Vestas tæt. Vi anerkender, at medfinansiering og kortvarigt ejerskab af vindmølleprojekter bliver en mere og mere almindelig del af Vestas' aktiviteter.«

»Alligevel betragter vi frasalget af de rumænske projekter og provenuet som et specialtilfælde, som investorerne ikke må sætte næsen op efter i fremtiden,« siger Jacob Pedersen.

Sydbank-analytikeren estimerer, at Vestas i 2020 vil nå en overskudsgrad på 9,5 pct. mod ventet 8,5 pct. i 2019, men han anerkender, at 2020-estimatet nu ser mere optimistisk ud end tidligere - uden at han dog ændrer sine estimater for nærværende.

»Ordreindgangen mod slutningen af 2019 bliver et vigtigt pejlemærke for stigningen i aktivitetsniveau i 2020 og dermed også for, hvor tæt Vestas kan komme på målet om en overskudsgrad på 10 pct., som i dag slet ikke er afspejlet i aktiekursen,« siger Jacob Pedersen.

Vestas-aktien ligger torsdag ved 11.30-tiden 3,4 pct. lavere i 502 kr.

/ritzau/FINANS