Ugen på kanten: Klassikernes uge på nyhedsfronten

Venstre-vrøvl, Boris-ballade og Trump-tæv – det var klassikernes uge.

Collage: Wunderkind Fold sammen
Læs mere

For os med en vis interesse for fodbold kombineret med en helt igennem gammeldags national hengivenhed startede den forgangne uge lidt tungt. Med oplevelsen af det danske fodboldlandshold i en ikke katastrofal, men bare gabende kedsommelig 0-0-landskamp i Georgien. Højdepunkter? Næh.

Det føltes på en måde som noget, man har set alt for mange gange før, og på den måde blev det på sin egen trælse måde en fin introduktion til en uge, hvor det virkelig er klassikerne, der har sat sig på nyhedsbilledet.

En sand nyklassiker fik ny luft, da Søren Pind præsenterede sin nye bog, hvor han er trukket i den barske udgave af kommandøruniformen, nu med sablen trukket. Pind lader den falde over Kristian Jensen, hvis ustoppelige ambition om en skønne dag at blive kalif i stedet for kaliffen har drevet Venstre derud, hvor det nu gisper efter lidt helsebringende landlig luft.

Pind mere end antyder – ja, man vist godt bruge udtrykket umisforståeligt – at det var Jensen, der serverede de bilag for sultne Ekstra Blads-journalister, der endte som den navnkundige bilagssag. Måske husker læseren ikke lige detaljerne, men det var noget med hotelregninger, fadøl og falske navne, og det var ikke kønt.

Men også Claus Hjort får sit hug med sablen fra Søren Pind som den Jensen-modstander, der bare ikke kunne styre sin hævntørst og dermed kom til at trække Løkke med sig ned. Og for at gøre billedet komplet og komplet forvirrende, så beretter Pind om, at han selv gik efter at blive formand i stedet for den ellers så agtede Løkke på et tidspunkt, men vistnok på en meget respektfuld måde, så det blev alene af de grunde ikke til noget.

Venstre drama igen

Men Pinds historiske hug med champagnesablen blev hurtigt overhalet af nye opgør i Venstre-universet. Fra en forholdsvist tilbagetrukket position havde Ellen Trane Nørby fået øjnene op for, at der var lige lovlig meget konsensus-kåring omkring den nye ledelse, så hun var frisk på at stille op i den store bagedyst som næstformandskandidat mod Inger Støjberg.

Så var dramaet i gang igen – til trods for at det kun handlede om næstformandsposten. Det er jo nok de færreste af os, der har nogen anelse om, hvem der er næstformand i resten af Folketingets partier, men interessen her siger bare noget om, hvor meget klassiker der allerede er gået i kampen om Venstre.

Ugens næste klassiker hedder Boris Johnson, der tumler rundt mod nye nederlag på de britiske øer fast sekunderet af sin spindoktor, Dominic Cummings, der minder ganske meget om Cersei Lannisters slibrige højre hånd i »Game of Thrones« – og vist også har nogenlunde samme rolle.

Blandt ugens nederlag for Boris var vedtagelsen af en lov imod et hårdt Brexit og afvisning af et nyvalg i oktober – inden Boris Johnson tvang parlamentet på fem ugers orlov, hvilket den skotske højesteret efterfølgende har kendt ulovligt. Brutale Boris’ svar på det hele har været, at han har tænkt sig at se stort på alle love og afgørelser og gøre, som det passer ham, hvilket jo er lidt af en nydefinition på et demokrati.

Men som om det ikke altsammen var skidt nok, så blev det hele toppet af, at Mr. Orderrrr, formand John Bercow, meldte sin afgang. Og uden hans myndige råben under kappen er det svært at forestille sig, at det britiske parlament skal kunne nå frem til noget som helst.

Et andet fællesskab

En anden klassiker er fagforeningernes trynen af den, der foretrækker et andet fællesskab – eller slet ikke noget – og den udspiller sig i Københavns Lufthavn for tiden, hvor en arbejdsløs ingeniør gerne vil bestille noget og har taget vikararbejde – men uden at ville opgive sit ingeniørforbunds-medlemskab til fordel for 3F.

»Manden stod fast, 3Ferne stod fast, og så stod kufferterne også fast, mens flyene heller ingen steder kom.«


Det er nemlig hans ret ifølge grundlov og menneskerettigheder, men i lufthavnen er det jungleloven, der gælder, som hans nye kolleger forklarede ham i en lydfil, der mindede en del om den slags overtalelsesforsøg, der foregår i rocker- og mafiakredse. Men manden stod fast, 3Ferne stod fast, og så stod kufferterne også fast, mens flyene heller ingen steder kom.

Bagageslæbernes bøllemetoder kom helt bag på 3F-ledelsen, blev det bedyret. Nå ja, de have så vistnok hørt lydfilen, viste det sig, men ville ikke omtale den, fordi det var en personsag. Så hensynsfuldt.

Men uanset hvor ulovlig bagagemedarbejdernes arbejdsnedlæggelse var, så endte den forudsigeligt: I valget mellem menneskerettigheder og fly til tiden, sendte lufthavnen manden hjem. Klassisk udgang.

Farvel og tak

Lad os bare slutte af med klassikeren over dem alle: Donald Trump fyrer en nær medarbejder.

I denne uge var det den sikkerhedspolitiske rådgiver John Bolton, det gik ud over, og som vanligt fik han sparket med en afskedssalut om, at hans råd ikke kunne bruges til noget længere. Den hvidhårede senior med moustachen var da også kendt som en sand høg, hvis foretrukne svar på konflikter var »send in the marines«. Men om ikke andet så vidste man, hvor man havde ham, mente analytikerne. Nu er Trumps udenrigspolitiske veje blevet endnu mere uforudsigelige.

At det kan lade sig gøre, er svært at forestille sig – men i hvert fald en klassiker.