Trump taget i bizar løgn

U.S. President Donald Trump holds a meeting with senior military leaders at the White House in Washington, U.S., April 3, 2019. REUTERS/Kevin Lamarque Fold sammen
Læs mere
Foto: KEVIN LAMARQUE

Af alle de usandheder, unøjagtigheder og løgne, der er kommet ud af Donald Trumps mund, faldt der tirsdag alligevel én, der skiller sig ud fra mængden.

Washington Post har gjort det til et projekt at tælle de af præsidentens udsagn, der strider med fakta. Indtil videre har tallet rundet 9.451, siden han blev 'leder af den frie verden'.

Én påstand under et møde med den norske Nato-chef, Jens Stoltenberg, er dog i en liga for sig.

Her fortalte Donald Trump til Stoltenberg og den fremmødte presse, at hans far er tysk. Det passer bare ikke.

»Min far er tysk - var tysk,« sagde Trump og fortsatte:

»Født på et meget vidunderligt sted i Tyskland, så jeg har en stor følelse for Tyskland.«

I sammenhængen var det meningsfuldt, for præsidenten og Natos generalsekretær havde netop talt om forsvarsbudgetterne i Europa med særligt fokus på Tyskland.

Måske ville Trump give til kende, at han har sympati med og forståelse for tyskerne, men Trumps far, Fred Trump, var slet og ret ikke tysk. Han blev født i New York og var tysk efterkommer.

Donald Trump fik sagt under et møde med Jens Stoltenberg, at præsidentens far var tysk. Det passer bare ikke. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ron Sachs.

Donald Trumps farfar, Friedrich Trump, var derimod tysker. Han voksede op i Kallstadt i Bayern og emigrerede fra Tyskland til USA i 1885. Han bosatte sig først i New York, inden han senere drog til det nordvestligste USA, Seattle.

Her købte Friedrich Trump i 1891 en restaurant og nød en tilværelse som selvstændig. I denne periode af hans liv, helt præcis i 1892, fik han amerikansk statsborgerskab.

Friedrich Trump returnerede dog til Tyskland, men blev i 1905 smidt ud af landet igen.

Det skyldtes, at han med sin første rejse til USA havde undveget militærtjenesten.

Derfor flyttede han med sin gravide hustru, Elisabeth Trump, tilbage til USA, hvor hun fødte sønnen Fred.

Så når Trump hævder, at hans far var tysk, kan han højst påstå, at Fred Trump blev undfanget i Tyskland.

Mærkværdigt nok har Donald Trump ifølge Washington Post to gange tidligere udtalt, at hans far var tysk.

Onsdag talte Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, i øvrigt i Kongressen i Washington som den første Nato-leder og som den første leder af en international organisation nogensinde.