Trump raser fortsat over Californiens »inkompetence« med at bekæmpe de alvorligste brande i delstatens historie

Brandfolkene kæmper mod brandene i Californien, og der er ingen udsigt til, at ilden er under kontrol.

Gabi og Jonah Frank går på Pacific Coast-hovedvejen, mens en voldsom brand truer deres hjem i Malibu. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters/Eric Thayer

Over 30 personer er dræbt, og 150.000 er evakueret i de alvorligste brande i Californiens historie. Tusinder af mennesker arbejder på højtryk for sammen med brandfolkene at få kontrol over de mange brande, der har deres udspring to steder i delstaten.

Og beretninger om folk, der har mistet deres hjem, ejendele og måske familiemedlemmer og husdyr, løber ind i et hastigt tempo og sætter ansigter på en katastrofe, som i omfang har nået et punkt, hvor sagen også er begyndt at blive politisk. For den amerikanske præsident, Donald Trump har i et par dage på Twitter beskyldt de lokale myndigheder for inkompetence, hvilket ifølge ham har betydet, at brandene har fået det omfang, de har – hvilket selvfølgelig er blevet tilbagevist.

Brandmænd forsøger at slukke en ny brand i Woosley i Californien. Fold sammen
Læs mere
Foto: EPA/Eugene Garcia.

»Der er ingen grund til, at ilden har fået det omfang. Dårlig ledelse hos skovmyndighederne,« lød det blandt andet fra Donald Trump, hvilket mødte massiv kritik ikke alene fra de lokale myndigheder, men også fra en lang række kendte, der havde mistet ejendom i brandene – især fra personer i Hollywood, som er kendte Trump-modstandere, og som derfor fik Trump til at gå til modangreb med nye tweets.

»Det her er absolut et hjerteløst svar. Der er overhovedet ikke politik involveret i det her. Kun gode amerikanske familier, som har mistet deres hjem og bliver evakueret samtidig med, at du twitter,« skrev Californiens guvernør Jerry Brown tilbage til Trump efter kritikken.

De værste brande hærger stadig byerne Paradise, Magalia og Concow i det område, der ligger for foden af Sierra-bjergene, mens en mindre brand ved Los Angeles også har kostet mindst to mennesker livet, og tusinder er også blevet evakueret i det område.

Dette foto viser resterne af en strandhus i luksusklassen langs med Pacific Highway ved Malibu i Californien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Frederic J. Brown / AF.

Det startede omkring Paradise torsdag og har siden spredt sig uafhængigt af den anden brand omkring Los Angeles et døgn senere. Musikeren Neil Young, produceren Gerard Butler og sangeren Miley Cyrus er blandt de kendte, der har fået deres huse ødelagt af branden.

6.400 huse er brændt ned til grunden – foreløbigt, og tusinder af mennesker har været tvunget i midlertidigt husly i store forsamlingshuse eller i kældre rundtomkring. Ingen har endnu planer for, hvordan disse mennesker skal huses i de kommende måneder, for det kommer til at tage lang tid, før de har et andet sted at bo. Nogle har heller ingen forsikringer, der dækker, så det er en katastrofe for tusinder af mennesker både økonomisk og menneskeligt.

Et fly dropper slukningsmidler i et område i Malibu i Californien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters/Eric Thayer.

Jerry Brown forventer snarest at få en plan fra Det Hvide Hus, som skal erklære brandene i Californien for en national katastrofe. Derefter vil der blive udløst hjælp blandt andet fra FEMA, som er det amerikanske nødberedskab, der træder ind også ved naturkatastrofer som den, der nu har ramt Californien.

Trump holdt sig i næsten 24 timer tilbage fra at beskylde myndighederne for katastrofen og nøjedes med i tweets at udtrykke sin medfølelse med ofrene. Men i går fortsatte Trump endnu en gang med at beskylde de lokale myndigheder for at have sovet i timen.