Sygeplejersker føler sig udnyttet i coronatiden. Nu vil de arbejde efter reglerne

Dansk Sygeplejeråd vil ikke længere være en del af den fælleserklæring, de tiltrådte, da coronaepidemien kom til landet. Sygeplejerskerne mener, der bliver trukket for store veksler på deres velvillighed. Nu kræver de arbejdsregler tilbage og økonomisk kompensation for deres ekstra indsats.

De danske sygeplejersker vil ikke længere være med til, at en lang række arbejdsregler er sat ud af kraft i forbindelse med coronaepidemien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

De danske sygeplejersker vil ikke længere finde sig i, at de arbejdsregler, der gjaldt før coronaepidemien, er sat ud af kraft.

I hvert fald ikke uden at få økonomisk kompensation for den fleksibilitet, de udviser i krisetiden.

Derfor opsiger de nu den aftale, der ellers var indgået med deres arbejdsgivere, De Danske Regioner, og forventer fremover at arbejde efter reglerne med betaling for pålagt overarbejde.

»Vi har gjort dem klart, at den fælleserklæring, som vi havde indgået på forhånd for at lave et stort, fælles beredskab, den er ikke gældende mere,« siger formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, til DR.

»Sygeplejerskerne ved ikke, hvor de skal arbejde i næste uge. Om de skal arbejde på deres egen afdeling, eller om de skal være på et helt andet hospital,« siger Grethe Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

I den fælleserklæring, sygeplejerskerne nu ikke længere ønsker at bakke op om, gik de med til at sætte en række regler om blandt andet overarbejde, omorganisering til andet arbejde og mulighed for at blive flyttet rundt mellem afdelinger ud af kraft.

Men der bliver trukket for store veksler på sygeplejerskernes velvillighed, mener Grete Christensen.

»Sygeplejerskerne ved ikke, hvor de skal arbejde i næste uge. Om de skal arbejde på deres egen afdeling, eller om de skal være på et helt andet hospital. Det er en ekstrem stor uforudsigelighed, som bliver pålagt sygeplejerskerne i øjeblikket,« siger Grethe Christensen til DR.

Langvarig krise

Det er udsigten til, at krisen bliver langvarig, der nu spiller ind.

Samtidig er det også af betydning, mener sygeplejerskernes faglige organisation, at de danske hospitaler ikke er blevet så overbelastede af coronapatienter, som man kunne have frygtet, og at det derfor ikke burde være nødvendigt at sætte arbejdsreglerne på stand by.

I en kommentar til DR siger Anders Kühnau (S), der er regionsformand for region Midtjylland og formand for regionernes takstnævn, at det ikke har været intentionen at udnytte sygeplejerskerne. Men han vil umiddelbart hverken stille sygeplejerskerne ændrede regler eller flere penge i udsigt:

»Vi forhandler ikke løn gennem medierne, det gør vi ved forhandlingsbordet. Vi har løbende en dialog med de faglige organisationer, hvor vi drøfter, om der er behov for nye aftaler. Hvis der er det, er det noget, vi afgør ved forhandlingsbordet«.