Studiestart som 37-årig – i dag kendt salmedigter

85 år mandag. Lisbeth Smedegaard Andersen overrasker stadig med værker fra sit intellektuelle univers - om gådefulde Hammershøj og om kvinders overgange.

Smedegaard
Lisbeth Smedegaard Andersen – i mange årtier salmedigtningens seriøse og sprælske foregangskvinde Foto: Henrik Petit Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Petit

Også i år er september en særlig måned for præsten, forfatteren, kunsthistorikeren og salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen.

Forleden fik hun stor anerkendelse i Berlingskes AOK-sektion for sin nye perle af en bog om den mulige sammenhæng mellem gådefulde Vilhelm Hammershøis billeder og Søren Kierkegaards filosofi.

Hendes bidrag til årets kvindefestival, fem nye salmer om kvindelivets overgange, blev sunget ind fredag ved urpremieren i Aarhus Domkirke. Og 30. september passerer hun de 85 – med nye værker i tankerne.

Meget sen studiestart

Der var langt tilløb til det professionelle liv for den hjemmegående i Aarhus med fire børn og stor husholdning. Hun begyndte først på teologistudiet som 37-årig. Så det blev travle år lige til sølvbrylluppet, før den første stilling skulle indtages. Og så – som sognepræst i 1980 i Risskov – skulle hun sammen med sin juridiske gemal, Jens, få et virkelystent hverdagsliv til at fungere.

Alligevel kunne der blive tid til en bifagseksamen i kunsthistorie, »for jeg har altid været optaget af billeder, som jeg har nydt på museer og udstillinger«.

»Er det ikke et dejligt ord, gådefuld?«


Præstegerningen udøvedes senere i Holmens Kirke, mens gemalen var dommer i Gladsaxe. Men de seneste 23 år har hun, lille af gestalt med varm sjæl, forfinet væsen og let til latter, koncentreret sig om det kreative med en fordybelse og flid, der ville kunne tage pusten fra de fleste.

Dejligt ord - gådefuld

Udover et par hundrede salmer har Lisbeth Smedegaard Andersen begået mere end en snes bøger, bl.a. om forholdet mellem teologi og kunst. Den seneste som nævnt om Hammershøi, »Gådefuld bør man være«.

»Er det ikke et dejligt ord, gådefuld? Som jeg også har brugt i salmen 'Gådefuld er du, vor Gud'. Det, der straks kan forklares og åbenbares, bliver man hurtigt færdig med. Og det er stimulerende at skrive. Jeg har lært, at er man først begyndt på en salme,
kan man ikke tvinge den i en bestemt retning. Det er som at holde en lille fugl i hånden, og hvis man tager for hårdt, kvæler man den.«

Nyt var det, at årets kvindefestival bad Lisbeth Smedegaard og lben Krogsdal om at bryde kirkens arv med dominerende mænd og give bud på kvindelivets overgange.

De to har hver leveret fem salmer – her er et af de smedegaardske vers, som blev indsunget i Aarhus Domkirke og vel giver eftertanke:

Så be’r vi: du som skabte os
til livet med hinanden
kom stands os når du ser os gå
og gøre lyse timer grå
og ræk igen med gavmild hånd
en skål fyldt op til randen

Ingen tvivl om, at vi i øjeblikket befinder os i salmedigternes danske guldalder – og at især kvinderne her tager teten med den snart 85-årige som sprælsk foregangskvinde.

Familielivet ved aftenbordet

For hende har familielivet været det centrale udgangspunkt. Specielt timerne omkring aftenbordet, hvor alle spiste og talte sammen. Hvor børnene kunne fortælle om dagens oplevelser – et dagligt pusterum.

»Og jeg har indtryk af, at det samme familieliv er fortsat hos vore fire børn, ditto svigerbørn, 12 børnebørn og fire oldebørn.«

Og børnene kommer alle med deres fæller til en stilfærdig fødselsdag på mandag, dvs. Nils (bestyrelsesformand), Lars (chef, Chiesi), Tine (tidl. DR, Gyldendal og nu People’s Press) samt Eva (vicepresident, Novo).