Det kan virke som uskyldige overspringshandlinger at se sjove kattevideoer på YouTube eller at bruge en aften på at binge-watche den seneste seriesatsning fra Netflix. Men de allestedsnærværende internettjenester, hvor vi gemmer vores feriebilleder, hører vores yndlingsmusik og holder kontakt til vores venner, svæver ikke rundt oppe i en immateriel »sky«. De har en meget fysisk manifestation i form af de tusindvis af enorme datacentre, der hver rummer tusindvis af brummende servere, som driver verdens internet og opbevarer vores data.

Verden over popper de frem som vinduesløse, grå kasser – den digitale guldalders fabrikshaller. De største datacentre rummer titusindvis af servere og bruger samme mængde strøm som en millionby. Tilsammen brugte datacentre i 2016 omkring tre procent af jordens samlede elektricitet – og udledte ifølge magasinet Data Economy samme mængde CO₂ ud i atmosfæren som alle verdens flyselskaber lagt sammen. Og strømforbruget forventes kun at stige. I Danmark har COWI tidligere i år udarbejdet en rapport for Energistyrelsen, der anslår, at en række gigantiske datacentre om 20 år vil stå for en tredjedel af hele Danmarks energiforbrug. Tallene er dog behæftet med en vis usikkerhed, fortæller James Maguire, der er tilknyttet IT-Universitetet som forsker:

»Det er meget svært at få bekræftet de tal, da disse datacentre er indhyllet i hemmelighedskræmmeri. Firmaerne siger, at det handler om konkurrenceforhold, men det gør det meget uigennemsigtigt for almindelige borgere at sætte sig ind i.«

James Maguire er en del af en forskningsgruppe, der undersøger, hvordan dataficering og digitalisering er ved at ændre forholdet mellem staten og borgeren. Hans bidrag til projektet omhandler den globale databehandlingsinfrastruktur, der understøtter udviklingen. Derfor har han brugt de seneste 18 måneder på at undersøge Danmarks spirende datacenterindustri og forhold til de store IT-firmaer fra Silicon Valley.

Han fortæller, at IT-giganternes brug af »sky«-metaforen for internettjenester med dens bekvemme out of sight, out of mind-mentalitet har været en sovepude i data- og energipolitiske diskussion.

»Omvendt udgør datacentre en meget fysisk og materielt håndgribelig manifestation af internettet, som dukker op i landskabet og lægger beslag på enorme ressourcer,« supplerer Maguire.

Eksponentiel datavækst

Siden Google åbnede deres første datacenter i 1998 for at løse udfordringen med skaffe computerkraft nok til at søge i internettet, er der sket en rivende udvikling i dataopbevaring og -håndtering. I en rapport fra 2017 anslog analysefirmaet International Data Corporation, at den globale mængde af data er steget og vil fortsætte med at stige i et nær eksponentielt tempo.

Det skyldes ikke mindst, at der siden 2012 er kommet lige knap to milliarder nye internetbrugere til. Og de ligger ikke på den lade side. Ifølge Business Insider bliver der hvert minut uploadet mere end 400 timers videomateriale til YouTube. Alt det materiale skal opbevares et eller andet sted, og derfor kan det ikke undre nogen, at datacenterindustrien oplever voldsom vækst i disse år.

Ifølge James Maguire fylder dataenergi-spørgsmålet endnu ikke meget i den politiske agenda, selv om vores håndtering af den stigende digitalisering og elektrificering af vores samfund kommer til at spille en nøglerolle i den grønne omstilling og kampen for at undgå katastrofale klimaforandringer. I sin forskning er han stødt på spor af Silicon Valleys »tekno-optimisme«, hver gang problemer italesættes:

»Denne tankegang er sivet ind i lovgivning og vores politikeres måde at tænke på. Der er opstået en parole om, at man ikke skal bekymre sig om noget – vi skal bare investere mere i teknologi, og det vil fikse alt. Man undervurderer teknologiens rolle i at skabe disse problemer i første omgang.«

Kræver ny grøn energi

Miljøorganisationen Greenpeace har været særdeles aktiv, når det kommer til at gøre opmærksom på udfordringen med vores stigende dataforbrug. I 2017 forsøgte organisationen at »energimærke« internettet med deres #ClickClean-kampagne, hvor de store IT-firmaer fik farvekodede energimærker, som man kender det fra blandt andet hårde hvidevarer og pærer.

Her blev store firmaer som Apple og Facebook rost med et grønt »A«-mærkat for deres åbenhed om deres energiforbrug og for at love, at de vil overgå til at være 100 procent drevet af grøn energi. Omvendt scorede Netflix og Spotify tæt på dumpekarakter og fik det røde »D«-mærkat.

Tarjei Haaland, klima- og energiekspert i Greenpeace Danmark, hilser intentionen fra de store tech-firmaer om at opnå 100 procent forsyning fra grønne energikilder velkommen. Alligevel er han ikke ubetinget glad for, at IT-giganter som Apple og Facebook er begyndt at anlægge deres enorme datacentre i Danmark – hvor vi som bekendt er nået ganske langt med omstillingen til vedvarende energi.

»De bliver ikke grønne af at ligge i Danmark, og certifikater er ikke løsningen. Hvis datacentre skal være bæredygtige, så skal de bidrage med finansiering til anlæggelse af helt ny grøn energi. Ellers nasser de bare på et system, hvor Danmark i forvejen har tænkt, at vi skal have mere vedvarende energi,« siger han og tilføjer:

»Det er vigtigt for os, at hvis der bliver ekstra omkostninger, så skal det ikke koste de danske elforbrugere noget.«

Frivillige aftaler er at foretrække

At dataopbevaring er en global industri i vækst mærker vi også i Danmark. Aktuelt er omtrent 1.500 mennesker travlt beskæftigede med at anlægge et 55.000 kvadratmeter stort datacenter for Facebook uden for Odense. I Viborg gør man klar til at tage imod medarbejderne, der skal holde Apples gigantiske serverpark i udkanten af byen kørende fra starten af 2019. Og flere andre steder som i Aabenraa, Fredericia og Esbjerg er lignende store anlægsprojekter til datacentre i gang.

Det er disse projekter, som COWI anslår tilsammen vil stå for en tredjedel af Danmarks energiforbrug i en nær fremtid – og som Greenpeace er bekymrede for vil spænde ben for, at vi kan leve op til vores klimamål.

»Hvis du løfter dig lidt op over den nationale dagsorden, så kan du jo sige, at når vi har så stor en andel af grøn strøm, så er det trods alt bedre, at de ligger her end i lande, der baserer sig på kul og andre fossile brændstoffer,« lyder modsvaret fra Henrik Hansen, der er direktør i brancheforeningen Datacenter Industrien.

Foruden de store økonomiske investeringer i Danmark, så fremhæver Henrik Hansen overskudsvarmen fra datacentrene som en positiv sideeffekt, der vil kunne erstatte fjernvarme i mange danske husstande. Han er dog enig i, at de store IT-firmaer skal holdes fast på deres løfte om at anlægge sig en grøn profil, så de ikke æder sig ind på grøn energi, der kunne være brugt andre steder. Henrik Hansen er umiddelbart positivt indstillet over for, at politikerne kunne stille krav til IT-giganterne om, at de skal investere i ny grøn energi for at anlægge sig i Danmark.

»Det kræver dog, at der bliver lige vilkår på tværs af brancher, så de samme regler gælder for alle. Og så ser vi hellere, at man løser problemet gennem frivillige aftaler, frem for politisk bureaukrati,« tilføjer Henrik Hansen.

Kan datasløseri reguleres?

Hvordan kan det være, at den globale mængde af opbevaret data er eksploderet i så voldsom grad på så relativt få år? Og hvem har ansvaret for at gøre noget ved det? Det er et uhyre komplekst spørgsmål at svare på, men Andreas Birkbak, der har en ph.d. i Teknoantropologi, har et bud. Sammen med en række andre forskere forsøger han at forstå, hvordan teknologi ændrer den måde, vi tænker og lever vores liv på.

Andreas Birkbak har to forklaringer på, hvorfor vores forbrug af data er eksploderet i det, han kalder for uholdbart »datasløseri«. For det første er vores internettjenester designet, så vi ikke skal tænke over vores forbrug:

»De skal være så friktionsløse som muligt. De store IT-firmaer bruger rigtigt mange ressourcer på at gøre deres services så usynlige som muligt for slutbrugeren.«

Den anden forklaring er mere kompliceret og handler om den grundfortælling, der former vores syn på internettet.

»90ernes internetaktivister slog på tromme for ideen om internettet som et helt frit sted uden den regulering, som man kender fra den virkelige verden. Det er blevet en del af grundfortællingen internettet som det her frirum med ubegrænset plads,« siger han og fortsætter:

»I dag er vi blevet mere og mere klar over, at der er en fysisk infrastruktur, og at den altså i allerhøjeste grad kan påvirkes og censureres af fysiske statsmagter. Men ideen lever alligevel videre – tænk blot på, hvordan vi taler om data som noget, der bare er »i skyen«, og se på måden, hvorpå sociale medier tillader os uendelige kommentarfelter, posts, Instagram-billeder og så videre.«

Men kan man så gøre noget ved det? Ja, siger Andreas Birkbak, for vores forståelse af teknologier er ikke sat i sten. Han nævner Edward Snowden-affæren og afsløringerne om internetovervågning som en nøglebegivenhed i den ændringshistorie, som internettet allerede er ved at undergå i disse år. Der er en spirende bevidsthed om de konsekvenser, vores data kan have personligt. Nu må politikerne så tage ansvar for, at der også bliver sat fokus på de konsekvenser, som vores data kan have for miljøet.

»Jeg synes, at udviklingen er løbet lidt løbsk, og jeg vil anbefale en god gammeldags regulering. Skat er jo et af de ældste og mest effektive værktøjer vi har, og det første, der falder mig ind, er, at man kunne pålægge internetgiganterne en miljøskat pr. gigabyte. Hvis man slår ned direkte på datamængden, så vil man skabe helt andre incitamenter for IT-firmaerne,« argumenterer han.