Spar Nord: Beskæftigelsen ligger rekordhøj

Foto: Søren Bidstrup

Der er kommet 213.000 flere i arbejde siden starten af 2013, som var lavpunktet efter finanskrisen. I dag er der over 2,7 mio. personer i arbejde, hvilket er 36.000 mere end niveauet i 2008, hvor beskæftigelsen nåede sit hidtil højeste punkt. Væksten er især drevet af handels- og transportbranchen sammen med servicesektoren.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Spar Nord har set på tallene - og det er handels- og transportbranchen, der står for størstedelen af de nye arbejdspladser med en stigning på godt 65.000, mens erhvervsservice, der dækker alt fra rengøringsfirmaer, konsulentvirksomheder og vikarbureauer, har skabt næstflest med knap 49.000. Herefter følger byggeindustrien og den offentlige administration med henholdsvis 27.000 og 21.000 arbejdspladser.

»Handels- og transportbranchen er suverænt den branche, der har skabt flest arbejdspladser siden 2013. Kigger man derimod på beskæftigelsesvæksten i de enkelte brancher, er det byggebranchen, der er vokset mest med en fremgang på 20 pct. Her følger erhvervsservicesektoren, som har oplevet en lignende vækst på 19 pct., og som i dag beskæftiger næsten lige så mange som industrisektoren,« siger Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord.

Det er Region Hovedstaden, der har suget de fleste nye arbejdspladser til sig med næsten 100.000 flere beskæftigede siden 2013. Region Midtjylland har fået godt 50.000 nye job, mens Region Nordjylland kun står for 12.000 nye arbejdspladser.

Jens Nyholm påpeger, at foruden Region Hovedstaden er det kun Region Midtjylland, der i år har overgået rekorden fra 2008 i antallet af beskæftigede.

- Beskæftigelsen i Region Midtjylland har de seneste år været stigende, og regionen har siden lavpunktet i 2013 oplevet en beskæftigelsesvækst på 9 pct. Faktisk er det gået så godt, at Midtjylland i år har slået rekord ved at overgå niveauet fra før finanskrisen med 5600 arbejdspladser, siger han.

Modsat halter Region Nordjylland bagefter og har knap 8000 arbejdspladser op til beskæftigelsesniveauet i 2008.

Beskæftigelsen fordelt på de danske regioner fra første kvartal 2008 til tredje kvartal 2018:

Kilde: Danmarks Statistik

/ritzau/FINANS