Søren Pape har indset, at han ikke skal trække vælgere over midten – Og hans højblå politik er en gave til Mette Frederiksen

Blå blok er nu opdelt i to lejre. Og det bliver Jakob Ellemann og Inger Støjbergs job at skabe et blåt flertal. Desuden kan Søren Pape nu se frem til at skulle forsvare sig fra politiske skudsalver af noget tættere art end hidtil.

Konservative holdt pressemøde under sommergruppemødet på Egelund Slot onsdag. Her markerede det grønne parti sig som mørkeblåt – og overlod arbejdet med at skabe et blåt flertal til Støjberg og Ellemann. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når Det Konservative Folkeparti onsdag holder sommergruppemøde, gør de det på ryggen af en netop fremlagt økonomisk 2030-plan.

Den involverer en skrottet topskat, sænket selskabsskat, afskaffet arveskat og rundbarberede offentlige budgetter.

Ifølge Berlingskes politiske kommentator Bent Winther er der højblå, borgerlig økonomisk politik.

Og det er godt nyt for venstrefløjen.

»Det vil givetvis kunne tiltrække nogle blå kernevælgere, men det er samtidig en tiltrængt gave til Socialdemokratiet og Mette Frederiksen,« siger Bent Winther.

Han ser det videre som et klart tegn på, at analysen i Konservative er, det ikke er dem, der skal trække vælgere over midten.

Til gengæld kan han nu se frem til at blive gjort til skræmmebillede nummer et for socialdemokraterne og resten af venstrefløjen.

Det sås blandt andet tirsdag, da Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, på partiets sommergruppemøde brugte hele sin taletid på pressemødet på at forklare, hvor dårlig han mente, at den konservative politik – og manglen på samme – var.

»Med sin melding om at ville være statsminister, har han lagt op til the perfect storm fra venstre. Og kampagnerne mod Pape er allerede ved at blive forberedt,« siger Bent Winther.

Asocialt og ulighedsskabende

Søren Papes officielle indtræden i kampen om Statsministeriet vil ifølge Bent Winther sende ham ud i en tryktest af en kaliber, han ikke har været vant til.

Men det har også gjort arbejdsfordelingen i blå blok mere klar, end den har været hidtil.

Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige står for klassisk blå økonomisk politik, der mest egner sig til at mobilisere de blå kernevælgere.

»Mens det er Jakob Ellemann (V) og Inger Støjberg (DD), der skal appellere til midten og trække de stemmer over fra rød blok, som skal sikre en blå valgsejr. Den store udfordring er, at vælgerne godt ved, at de får begge dele i en eventuel blå regering,« siger Bent Winther.

Det gør, at blå blok som helhed hurtigt kan blive sårbar over for kampagner fra venstrefløjen, der stempler hele blokken som mørkeblå.

»Og set fra midtervælgernes perspektiv kan det hurtigt virke asocialt og ulighedsskabende,« afslutter Bent Winther.