Rokokoposten: Kommune forbyder ansatte at sidde stille i arbejdstiden

Rokokoposten: Store drejehjul, som de ansatte kan skubbe rundt, kan blive en realitet efter nytår. Her vil det nemlig blive ulovligt i Gentofte Kommune at sidde stille i arbejdstiden, uanset om man befinder sig på en arbejdsplads eller derhjemme.

Foto: Wutzkoh/Bigstock Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Fysisk inaktivitet er en dræber, som ikke overgås af meget andet end rygning. Derfor vil flere kommuner, herunder Gentofte Kommune, forbyde deres ansatte at sidde stille i arbejdstiden. Det sker som led i kommunernes generelle sundhedsfremmende indsats.

»Det er et helt naturligt næste skridt for os, efter at vi har forbudt medarbejderne at ryge i arbejdstiden,« siger Helene Rasmussen, der er direktør for Gentofte Kommunes social- og sundhedsforvaltning.

Hun forklarer, at når man forbyder ens medarbejdere at ryge i arbejdstiden, må man også stå til ansvar for deres trivsel på andre områder.

»Alt andet ville være hyklerisk. Vi ved, at stillesiddende arbejde kan medføre en hel masse livstruende tilstande. Mange af vores medarbejdere laver faktisk ikke andet end at sidde på en kontorstol foran en computer hele dagen, og her må vi som arbejdsgivere tage ansvar og erkende, at vi med vores jobbeskrivelser er medskabere af problemet. Sådan må det være. Vi kan selvfølgelig ikke forbyde vores ansatte at sætte deres helbred på spil ved at ryge i arbejdstiden, når vi samtidig ikke bare tillader, men ligefrem opmuntrer til, at de sidder stille,« siger hun.

Hvordan medarbejderne skal passe deres arbejde, når de ikke længere må sidde stille, kan Helene Rasmussen ikke svare præcist på. Det er blandt andet det, tiden frem til nytår skal bruges til at finde ud af.

»Vi har hyret et konsulentbureau, som allerede nu har taget hul på opgaven med at finde alternative måder at udføre arbejdet på. Når vi er færdige, vil vi naturligvis udgive en masse pjecer, som de ansatte kan læse – mens de er i bevægelse, hvis de læser dem i arbejdstiden,« siger hun og afslører et par af idéerne:

»Vi kan fx lave nogle konstruktioner, hvor der fra et centralt hjul udgår arme med skriveborde, som de ansatte så kan arbejde ved, mens de ved at skubbe til hjulet holder det i bevægelse. Så kan de holde sig aktive ved at gå rundt i en slags rundkreds, men de løser deres opgaver. Når de arbejder hjemmefra, kan de måske i stedet få et lille bord fæstnet til en kæde i loftet, så de kan gå rundt i cirkler på næsten samme måde, som når de møder ind.«