Riis under pres: Tour-drøm nærmer sig deadline

Bjarne Riis. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Det er ved at være nu eller aldrig, hvis Bjarne Riis skal have et cykelhold med til den danske Tour de France-start i 2021.

Sådan lyder vurderingen fra Ole Egeblad, der er indehaver af rådgivningsfirmaet SponsorCom og tidligere sponsorchef for det hedengangne Team CSC-hold.

Årsagen ligger ifølge Ole Egeblad i, at Riis’ bedste mulighed for at få et hold med til Tour de France i 2021 ligger gennem et wildcard. Skal den drøm realiseres, skal Riis have Team Waoo fra Continental-niveau og på Pro Continental-niveau - eller fra tredjebedste række til næstbedste række.

Det vil gøre den økonomiske udfordring for Riis mere overkommelig og realistisk, end hvis han vil købe sig ind på World Tour'en. Men så har Bjarne Riis travlt.

Ole Egeblad

»Hans udfordring er at overbevise folk, der står med et budget på 100 millioner, at pengene skal lægges hos ham, så han kan udvikle det til et World Tour-hold.«


»Bjarne Riis’ hold kommer ikke til at køre Pro Continental i 2019, med mindre de hiver en eller anden kanin op af hatten. Skal de køre i 2020, så skal det senest være klar ved udgangen af 2019,« siger Ole Egeblad.

Tour-ledelsen uddeler fire wildcard til Tour'en. To af dem går automatisk til de to bedste hold på Pro Continental-tour'en, mens Tour-ledelsen selv inviterer de to sidste.

Med tanke på Tour de France-ledelsens tilbøjelighed til at invitere franske hold, er det de to direkte pladser, Bjarne Riis bør sigte efter, mener Ole Egeblad.

»Det er den interessante mulighed. Men skal du blive et Pro Continental-hold, der skal vinde en masse cykelløb, skal du have et ordentligt, velfungerende hold med alting på plads. Det kan ikke lade sig gøre, hvis det først sker i løbet af 2020.«

Der skal stadig et større millionbeløb til, hvis Bjarne Riis skal gøre sig forhåbninger om deltagelse ved Tour de France 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

Penge er stadig udfordringen

Hvis Riis’ bedste mulighed ligger i et stærkt Pro Continental-hold, kan man også kigge væk fra et budget på 100 millioner kroner, som nævnes for at have et World Tour-hold, der er garanteret en plads i Tour de France. Her burde halvdelen snarere være nok.

Lige nu bevæger Riis’ projekt sig dog på et punkt, hvor han skal forsøge at sælge et produkt, der vil blive stærkere senere.

»I mit sind er det nemmere at finde sponsorer, når du har et hold. Riis har et super hold med masser af talenter, men de kører i 3. division. Hans udfordring er at overbevise folk, der står med et budget på 100 millioner, at pengene skal lægges hos ham, så han kan udvikle det til et World Tour-hold,« siger Ole Egeblad og uddyber:

»Hvis den samme sponsor kunne tale med Astana eller et andet World Tour-hold med målet om at overtage licensen eller blive hovedsponsor på en eksisterende pakke... Det er en overvejelse, en sponsor må stå med.«

Thomas Bay

»Han vil lave noget godt og stort, og hans næste skridt har været et fuldt World Tour-hold, der kan konkurrere med det bedste. Men det er bare svært.«


Den tidligere cykelrytter og nuværende kommentator på Eurosport Thomas Bay er enig i betragtningen om, at Bjarne Riis har travlt.

»Men det ved han godt. Og han har planen liggende i skuffen klar, hvis pengene på et tidspunkt kommer. Så vil han være i stand til at agere hurtigt og stable et hold på benene,« siger Thomas Bay.

Skrap konkurrence

Om det ender med World Tour eller Pro Continental for Riis’ hold, er svært at svare på, mener Thomas Bay. Wildcard-muligheden fra den næstbedste række kalder han dog en interessant mulighed.

Det kan godt være, budgettet er mindre i den række, men der vil stadig vente hård konkurrence, hvis han vil op blandt de to bedste Pro Continental-hold.

Bjarne Riis og Lars Seier Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

»Der er nogle rigtig skrappe hold, så forudsætningen vil være, at du skal have et hold, der næsten er et World Tour-hold. Det er hold som Direct Energie og Cofidis, som vi altid forbinder med de her World Tour-løb, der er konkurrenterne,« siger cykeleksperten.

Der skal sejre til. Point til verdensranglisten. Men alfa og omega er lige nu, at der skal penge på bordet. Mulighederne for det er blevet bedre, nu hvor den danske Tour-start er blevet en realitet. Men hvorfor har det ikke lykkedes Riis at tage det næste skridt endnu?

»Han vil lave noget godt og stort, og hans næste skridt har været et fuldt World Tour-hold, der kan konkurrere med det bedste. Men det er bare svært.«

»Jeg tror ikke, Bjarne har opereret med, at Team Waoo-holdet skulle være plan A og vokse sig til et World Tour-hold. Jeg tror, at planen tidligere har været, at der skulle nogen fejende ind fra højre og sige: ‘Bum. Nu skal vi have et World Tour-hold’.«