Randers-træner i hårdt angreb på Solbakken: 'Hoverende' og 'bedrevidende'

Ståle Solbakken. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANTON VAGANOV

Så sker det igen.

I eftermiddag udfordrer Thomas Thomasberg og Ståle Solbakken hinanden, når duoens respektive klubber, Randers FC og FC København, mødes i en kamp i Superligaen på førstnævntes hjemmebane.

Og én ting er sikkert:

Såvel tilskuere som medier vil fokusere på de temperamentsfulde fodboldtrænere, der de seneste år har været i verbal krig mod hinanden.

Blandt andet har det ikke bekommet Thomas Thomasberg vel, at Ståle Solbakken har postuleret, at han har synsproblemer.

Thomas Thomasberg husker udmærket både denne og andre af Ståle Solbakkens kommentarer.

»Da jeg spillede på hold med ham, syntes jeg rent faktisk, forholdet mellem os var rigtig fint. Men jeg synes, at der gennem årene har været en del episoder, når vi har stået ved vores respektive trænerbænke under kampene. Her har det irriteret mig, at man ikke bare kan være en god kollega, og det synes jeg ikke, at han er under kampene,« siger Thomas Thomasberg.

B.T. fanger ham på en tydelig mobiltelefonforbindelse før et af den snart afsluttede uges træningspas i Randers FC. Herunder kan du høre Thomas Thomasberg tilbage i 2017 kommentere på kontroversen med Ståle Solbakken.

Og det tør nok siges, at Thomas Thomasberg ikke lægger fingre imellem i sin kritik af Ståle Solbakken. På spørgsmålet om, hvordan FCK's norske træner er som menneske, svarer han således:

»Han har mange gange både været lidt hoverende og bedrevidende. Det irriterer mig. For han råder over et godt fodboldhold, og han er en dygtig træner. Men jeg synes altså, at det spil, han nogle gange har kørende, ikke har noget med noget at gøre.«

Thomas Thomasberg understreger, at han sagtens kan tåle lidt sjov og ballade.

»Men sidste gang vi mødtes (7. oktober 2018, red.), kom han endnu en gang med en spydig kommentar. Her sagde han noget i retning af, at 'jeg tør ikke sige noget om Thomasberg, for så kommer der Facebook-opfølgninger i flere år'. Jeg betragter en kommentar som denne som hoverende, og at han er efter modstanderen,« siger Thomas Thomasberg, der tilsyneladende føler sig intimideret af Ståle Solbakkens facon.

Ståle Solbakken, til venstre, betragter Thomas Thomasberg under en superligakamp mellem FC København og FC Midtjylland i 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker.

»Han rammer mig personligt. Det irriterer mig, at man på det nærmeste skal bukke nakken for ham. Ligegyldig hvilken klub jeg møder, har jeg respekt for det arbejde, der udføres her. Selvfølgelig skal man kunne tåle lidt fis og ballade. Men når man gentagne gange har set det, virker det, som om han er i gang med en ophøjet kampagne, hvor han forsøger at hæve sig selv over os andre. Det bryder jeg mig bare ikke om,« siger Thomas Thomasberg.

Hvorvidt han fortsat er på talefod med Ståle Solbakken, svarer Thomas Thomasberg en smule undvigende.

»Vi giver hinanden hånden, og det vil jeg også gøre, når jeg møder ham før og efter vores kamp mod FCK. Da vi spillede på hold sammen (i AaB, red.) var dialogen mellem os fin. Han var hyggelig på den måde, han nu engang var. Der er i fodboldverdenen få, som jeg synes er irriterende. Men det synes jeg altså, at han er.«

Foruden kommentaren om det udfordrede syn har FCK-træneren også drillet Thomas Thomasberg med, at det var Ståle Solbakken, der slog ham af førsteholdet i AaB, der i 1999 vandt det danske mesterskab.

Foto: Henning Bagger.

»Jeg har bemærket, at han har sagt, at det var hans skyld, at jeg i sin tid skiftede fra AaB til FC Midtjylland. Helt forkert er det ikke, eftersom vi jo kæmpede om samme plads i Aalborg. Hvis det var sagt i en enkelt bemærkning over for mig, ville jeg have syntes, det var sjovt. Men når han fortæller det til tredjemand og medierne gentagne gange, irriterer han mig. Lad mig understrege, at min irritation over ham intet har at gøre med, at han i sin tid slog mig af holdet. Jeg har respekt for hans fodboldmæssige kvaliteter. Han var bedre end mig. Længere er den ikke,« siger Thomas Thomasberg.

Han ser frem til dagens kamp mod FC København.

»Det bliver en svær opgave, men det bliver det forhåbentlig også for FCK. Vi har tænkt os at udfordre dem. En af de ting, man skal gøre, når man møder FCK, er at gå til dem. De er dygtige til i kampene at tage initiativet, så på det parameter skal de udfordres,« siger Thomas Thomasberg og tilføjer:

»Kort sagt skal vi ikke stille os langt tilbage på banen og forsøge at forsvare os. Gør vi det, er der risiko for, at de stille og roligt æder os.«

Thomas Thomasberg i aktion på sidelinien i superliga-forårspremieren mellem Randers FC og AaB. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger.

Han førte i sidste weekends forårspremiere sine tropper frem til en meriterende sejr på 3-0 over AaB.

»Det blev kampafgørende, at vi vandt det fysiske slag, og oveni spillede vi en rigtig fin omgang fodbold,« siger Thomas Thomasberg.

Resultatet betyder, at Randers FC efter sæsonens første 21 spillerunder ligger nummer fire i Superligaen med 31 point.

»Set i forhold til de hold, vi skal sammenligne os med, har vi før de sidste fem grundspilskampe et fantastisk udgangspunkt i kampen om kvalifikation til det afsluttende mesterskabsspil. Det lyder måske en anelse defensivt, men vores overordnede mål er, at vi ikke skal ud i nedrykningskampe,« siger Thomas Thomasberg.

Ståle Solbakken. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANTON VAGANOV.

Ståle Solbakken selv tager kritikken med ophøjet ro. Da B.T. fanger FCK-træneren på telefonen ønsker han ikke at slå serven retur.

»Det (kritikken, red.) må stå for hans egen regning. Jeg kender Thomas godt, fra da vi spillede i AaB, og det var fint dengang,« siger Ståle Solbakken til B.T.

Thomas Thomasberg siger ellers, at han føler, at man nærmest skal bukke nakken for dig, når man møder FC København. Er det rigtigt, at du ikke har respekt for hans arbejde?

»Jeg har stor respekt for det, han lavede i Hobro. Jeg synes, han gjorde et rigtigt godt stykke arbejde deroppe. Ellers har jeg ikke nogen kommentarer,« siger Ståle Solbakken.