Ole Henriksens paradis: Laguna Beach

Laguna Beach har siden 1970erne været Ole Henriksens legeplads, når han havde fri fra sit travle liv på spaet i Beverly Hills. Den dag i dag er det stadig hans foretrukne afslapningssted sted i Californien og her fortæller han med egne ord, hvorfor Laguna Beach er som et andet paradis for den nu 68-årige dansker.

Af Tina Jøhnk Christensen og Ole Henriksen. Foto: Tina Jøhnk Christensen

Jeg lærte Laguna Beach at kende gennem min medarbejder David Orr på Ole Henriksen spaet. Han var flyttet til byen og kunne slet ikke forstå, at jeg ikke havde besøgt denne ’paradisby ved Stillehavet’. Så han tog mig med på den ca. halvanden times køretur, som det er at køre fra Los Angeles til den skønne californiske kystby. Det var i 1970erne - så en del år før jeg mødte min mand Laurence i 1984.
Da jeg blev kæreste med Laurence blev Laguna Beach vores fristed. Vi var begge vilde med denne intime by, der lå ud til havet – og som bød bøsser velkomne med åbne arme. Dengang kunne homoseksuelle nyde hinandens selskab på The Boom Boom Room – en bøssebar, hvor der var godt gang i den med druk, dans og hyggelige samtaler. Det nød vi dengang vi var unge og smukke, men vi savner den ikke den dag i dag, hvor den er lukket, og hvor vi er blevet to modne mænd.
Laguna Beach bød på hundrede procent afslapning for os. Vi kørte til byen ad Pacific Highway, og så snart vi så vandet, de smukke palmer og den brede strandbred - og mærkede den friske havluft, var vi fuldkomne afslappede og gik helt ned i tempo. Sådan er det stadig. Laguna Beach var – og er - en lille kystby, og den er meget intim og hyggelig, og har en meget ’laid back’ atmosfære. Man traver rundt i sine flipflopper, shorts og uglet hår, og alle er afslappede og ingen kigger dømmende på dig. Det er her, jeg bedst finder ro – og jeg kan varmt anbefale dig et besøg til Laguna Beach – mit californiske paradis.

Surf and Sand

Da Laurence og jeg begyndte vores Laguna Beach-eventyr havde vi et meget stramt budget. Mange gange overnattede vi ikke ved stranden og kørte hjem samme aften eller vi boede i det nærliggende Irvine, hvor det var billigere at bo på hotel. Men efterhånden som vi klarede os bedre og bedre finansielt, gav vi os selv lov til at få lidt mere luksus, når vi tog til Laguna Beach for at koble fra. Vi blev meget hurtigt vilde med at overnatte på Surf and Sand, der ligger lige ud til havet lidt syd for centrum på Pacific Coast Highway. Værelserne er så skønne, fordi de ligger lige ud til havet. Bogstaveligt talt. Man føler næsten at man er på stranden, så tæt er man på havet. Man hører tydeligt bølgerne fra ens værelse - så tydeligt, at hotellet har lagt ørepropper frem i tilfældet af, at man ikke kan sove for de enorme bølger, der tromler ind mod kysten. Men for mig er det herligt. For mig kan havet have en nærmest hypnotisk effekt, hvor alt andet end lydende fra havets brussen lukkes ude. Jeg oplever altid en dejlig indre ro, når jeg befinder mig så tæt på havet, og det er derfor jeg igen og igen vender tilbage til dette pragtfulde hotel. Jeg elsker at sidde på terrassen ud mod havet og læse (sidste gang jeg overnattede på hotellet, havde jeg min bog ”Det skal føles godt” med som læsestof) og nyde solnedgangen. Jeg har prøvet flere hoteller i Laguna Beach, men jeg vender altid tilbage til Surf and Sand, fordi jeg elsker hotellets stemning og ’earthiness’. Ritz Carlton er f.eks. noget finere og luksuriøst, men det ligger ikke når så godt som Surf and Sand. Jeg elsker at vi kan sidde i baren og se lige ud på vandet og at Laurence og jeg kan gå fra hotellet ind til Laguna Beach på stranden på få minutter.

1555 S. Coast Highway
Laguna Beach, CA 92651
+1 877 741-5908
Surfandsandresort.com

Main Beach, Laguna Beach

Laurence og jeg har aldrig ligget og solbadet på Main Beach, der ligger i centrum af Laguna Beach. Men vi har ofte siddet og betragtet folk spille volleyball, basketball eller andre spil på stranden. Og vi nydt at se de mange børn, der boltrer sig i sandet. Vi er også selv meget aktive og som legeglade børn, når vi er på stranden her. Vi spiller strandtennis, volleyball og basketball og er meget fysisk aktive på stranden – og vi går lange ture og hygger os med det. Laurence har ofte medbragt en is til stranden, som han har købt på Chantilly by the Sea på hjørnet overfor, mens jeg aldrig spiser is – det er for sødt for mig. Men jeg har så en avis eller et blad med mig, som jeg har købt ved World Newsstand. Jeg elsker at sidde ved midt på stranden i nærheden af The White Tower, som er det ikoniske tårn, hvor livvagterne våger over alle de badene i de ofte ret så kraftige bølger. Det har stået her siden 1937, og jeg har ofte beundret de unge, smukke livvagter med deres perfekte kroppe, som er så modige i det voldsomme hav.

107 S. Coast Highway
Laguna Beach, CA 92651
Visitlagunabeach.com/things-to-do/beaches/main-beach/

West Street Beach

Det kan godt være en udfordring at finde West Street Beach, der ikke er helt så kendt som andre strande i området. Men den er helt sikkert kendt blandt Californiens bøsser, og det var også på den måde, at jeg lærte stranden at kende på. Da jeg kom til Laguna Beach som ung mand var det en af de ting, der tiltrak mig: At byen var så venlig stemt over for bøsser. Så jeg har ligget på denne strand mange gange og nydt de mange smukke mandekroppe og kvindekroppe, der kom forbi Laurence og jeg, mens vi lå og nød strand, vand og sol. Det var også her, jeg stødte ind i den store filmstjerne Rock Hudson, der desværre døde af aids få år efter. Han var sådan en venlig mand at se på, og jeg husker tydeligt den dag, vi så ham stå ved indgangen til bøssestranden.
Find Laguna Royale lejlighedskomplekset, der findes på 31423 Coast Highway og parker på Coast Highway. Gå ned af de offentlige trapper til venstre for bygningen, når du kigger ud mod kysten. Husk mad og drikke, for der findes ingen butikker eller boder på stranden. Tag godt med solcreme med, for solen er kraftig. Og pas på, når du begiver dig ud i de store bølger.

Laguna Beach, CA 92651
Visitlagunabeach.com/things-to-do/beaches/west-street-beach/

Hobie Surf Shop

Jeg pakker aldrig en stor kuffert, når jeg skal til Laguna Beach. Jeg har som regel bare sørget for at have det mest essentielle med. Desuden ved jeg, at hvis jeg mangler noget til stranden, så er der altid gode ting at finde i butikken Hobie. Her har Laurence og jeg købt meget af vores legetøj til stranden, badetøj og flere lækre badehåndklæder.

294 Forest Avenue
Laguna Beach, CA 92651
+1 949 497-3304
Hobiesurfshop.com

The Vault Men

Jeg handler ikke så tit hverdagstøj i Laguna Beach. Men sidst jeg var der, kunne jeg ikke stå for det salgsdamen Tania havde at vise mig i denne butik. Jeg har svært ved at stå for farvestrålende skjorter med smukke mønstre, og hun solgte mig to. Jeg nød også, at de serverede vodka, mens jeg handlede. For selvom jeg for en stund var gået over til at drikke champagne, så er jeg nu vendt tilbage til min favoritdrik.

361 Forest Avenue
Laguna Beach, CA 92651
+1 949 376-4000
Thevaultmen.com

The Hat Box

Jeg har købt mange hatte her gennem årene, som var super anvendelige i den skarpe californiske sol. Jeg kender ejeren Paula Del Percio, der har haft butikken her i Laguna Beach siden 2002. Paula laver selv hattene og de er ret så fine. Men sidst jeg var der, havde jeg ikke held med at købe en hat. ’Back in 10 minutes’ stod der på døren, men 20 minutter senere var hun ikke tilbage. Attituden er lidt mere afslappet i Laguna Beach end andre steder. Men jeg finder nok en hat næste gang, jeg er der.

550 S. Coast Highway
Laguna Beach, CA 92651
+1 949 497-7335
Thehatbox.com

Bushard’s Pharmacy

Har du jetlag og får brug får melatonin? Eller har du glemt din neglesaks eller din pincet? Så er der råd forude. Jeg har igennem årenes løb fundet alt, hvad jeg stod og manglede af den slags i Bushard’s Pharmacy, som er et apotek med lidt af hvert. De har også solcreme og parfume og selvom de ikke sælger Ole Henriksen produkter, kan jeg varmt anbefale det.

244 Forest Avenue
Laguna Beach, CA 92651
Bushardspharmacy.com
+1 949 494-1059

Alessa by Pirozzi

Denne italienske restaurant midt i centrum af Laguna Beach er meget populær både blandt turister og lokale og har derfor altid meget travlt. Det er selvfølgelig fordi de serverer god mad og kan prale med at have den prisvindende kok, Alessandro Pirozzi til at stå i køkkenet. Men man bliver ikke altid hundrede procent tilfreds her – og måske fordi køkkenet er meget sofistikeret, laver de nogle meget små salater, som da jeg bestilte en Superfood Salad sidst jeg var der. Men så sender man det bare tilbage til køkkenet med anvisninger om, at man vil have en større portion. Men alt i alt, er maden delicious, og mine sarte smagsløg kan sagtens finde lækre, sunde retter, der behager mig på menuen. Desuden er der mange minder forbundet med stedet, for der lå et polsk bageri i bygningen før i tiden – og her fik jeg varm kakao , som min mor lavede den hjemme i Ribe, da jeg var barn. Man behøver i øvrigt ikke at være fint klædt på til middag her. Restauranten ligger fem minutters gang fra stranden og man kan være afslappet klædt og komme med sine tilsandede bare tæer, hvis man har lyst. Buon appetito.

234 Forest Avenue
Laguna Beach, CA 92651
+1 949 497-8222
Alessalaguna.com

Zinc Café

Zinc Café and Market åbnede i Laguna Beach i 1988 og det har været et af mine favoritsteder siden. Det er højdepunktet for enhver tur til Laguna Beach at komme til Zinc for at spise morgenmad eller frokost – eller bare få en god kop kaffe. Ejeren hedder John Secretan, og han har skabt en hyggelig café-stemning i den overdækkede gårdhave, hvor man kan betragte folk trave forbi på Ocean Avenue. Jeg elsker deres mange sunde retter på menuen, og jeg finder altid lækkerier til at tage med på stranden også. Sidst jeg spiste frokost her, fik jeg deres Healthy Bowl med quinoa, nødder, bær, søde kartofler og brune is, en stor café latte og deres særdeles lækre biscotti.

350 Ocean Avenue
Laguna Beach, CA 92651
+1 949 494-6302
Zinccafe.com

Mindet om danske Eiler Larsen

De første år jeg besøgte Laguna Beach, stod den glade dansker, Eiler Larsen, og bød alle hjerteligt velkommen til byen – han var på ’a mission of friendliness’. Han vinkede og smilede glad til alle forbipasserende. Da jeg så ham første gang, var han en meget gammel mand. Han lignede en hippie med sin solbrune hud, sit store, filtrede, grå hår og det lange skæg, der var lige så uglet som resten af hårpragten. Eiler Larsen var født i Århus i 1890 og døde som 84-årig i 1975. Han var en slags vartegn for Laguna Beach i hele 33 år, og han har gjort et stort indtryk, for der står en høj statue ved The Old Pottery Place, hvor han stadig smiler glad til alle, der kommer forbi på Pacific Coast Highway. Der står endnu en statue af den søde dansker ved Greeter’s Corner Restaurant lidt tættere på centrum af byen.

The Old Pottery Place
1200 S. Coast Highway
Laguna Beach, CA 92651
Theoldpotteryplace.com

----- slut ------