Ørsted nye koncerndirektør: Landvind er i dag mere attraktivt end sol

Regeringens energipolitik på trapperne Horns Rev 2
Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Ørsted har i flere år været førende inden for udviklingen af havvindmølleparker, og sidste år trådte den danske energikoncern også igen ind på markedet for landvind med opkøbet af den amerikanske udvikler Lincoln Clean Energy.

Siden har Ørsted også foretaget et mindre opkøb af en udvikler af solenergi og batterilagring i USA, der sammen med landvindudvikleren nu er en del af det forretningsområde, som selskabet har døbt »Onshore«.

Senest i november kunne energikoncernen afsløre, at den nu havde taget den endelige beslutning om at opføre sit første store solenergi- og batterilagringsanlæg i Texas, og i fremtiden kommer udviklingen af den type projekter også til at udgøre en fast del af onshore-forretningen hos Ørsted.

Planen er dog fortsat at kaste den største del af investeringskronerne inden for onshore-forretningen efter udviklingen af landvind, som også i dag er den dominerende del af forretningsområdet. Det slår Declan Flanagan, der i denne uge blev udnævnt til koncerndirektør for onshore-enheden hos Ørsted, fast i et interview med Ritzau Finans.

»Solenergi og lagring vil forblive den mindre del af vores portefølje i forhold til landvind, som vil forblive den væsentlige del af vores forretning. Når vi ser fremad, har vi ikke nogen fast teknologifordeling, men det er fair at sige, at vind vil forblive den del, som hovedparten af vores investeringer går til.«

»Men det her vil ikke være vores sidste solenergiprojekt. Vi har også nogle andre solenergiprojekter - faktisk noget af en portefølje - over de næste par år, men vi har en større portefølje af landvindprojekter,« siger direktøren, der også stiftede Lincoln Clean Energy (LCE) i 2009.

Ørsted annoncerede i august sidste år, at selskabet ville købe LCE, der ifølge selskabet selv i 2017 var den største vindudvikler i USA - som vel at mærke ikke var et forsyningsselskab. LCE havde også arbejdet med solenergiprojekter i mindre skala, før selskabet blev en del af den danske koncern.

Onshore skal stå for 15-20 procent af investeringerne i Ørsted

I november sidste år oplyste Ørsted på en kapitalmarkedsdag, at hovedparten af koncernens investeringer - 75-85 pct. - ville gå til havvindforretningen i perioden frem mod 2025, mens mellem 15 og 20 pct. af investeringerne (capex, red.) ville være rettet mod forretningsområdet »Onshore«, der består af både landvind, solenergi og batterilagring.

Når størstedelen af de planlagte investeringer i det sidstnævnte forretningsområde vil være rettet mod landvind, skyldes det, at det lige nu er en mere attraktiv investering målt i kroner og ører, fortæller Declan Flanagan.

»Vi ser en mere attraktiv økonomi på vindsiden. Vind har bare lavere »levelized cost of energy« lige nu, og det betyder ultimativt, at vi sammenligneligt kan se en mere attraktiv økonomi i landvind,« siger direktøren.

»Vi er meget disciplinerede med, hvordan vi placerer vores kapital. Mulighederne for værdiskabelse er der helt klart inden for solenergi, ellers ville vi ikke gå ind i det. Så der er attraktiv værdiskabelse inden for sol, men den er lavere end for vind. Det er også derfor, at vi vil være forsigtige med, hvordan vi balancerer vores portefølje,« fortsætter han.

Levelized cost of energy (LCOE) er en målestok, som industrien holder særligt øje med, og det udtrykker et projekts samlede omkostninger i forhold til energiproduktionen.

På længere sigt kan det billede dog ændre sig, fortæller direktøren. Han vurderer, at det først bliver i slutningen af det næste årti, hvor den amerikanske skatterabat, der også er kendt som PTC-ordningen, er fuldt udfaset.

»Når vi ser længere frem, og omkostningsreduktionen på solenergi fortsætter, kan det ændre sig, når vi ser mod den sene del af 2020'erne, hvilket understreger behovet for at være i begge teknologier. Det er vigtigt at være i dem alle, men på kort sigt vil landvind forblive den billigere elektricitetskilde, men man skal også være opmærksom på, at sol er mere forudsigeligt. Vi balancerer vores portefølje ved at være i begge områder,« siger Declan Flanagan.

»Det er umuligt for et globalt energiselskab som Ørsted at ignorere solenergiindustrien. Vi er i højere grad eksperter inden for landvind, men vi er meget glade for, hvordan vi har ændret vores ekspertise til også at omfatte solenergi,« lyder det også.

Kunderne efterspørger solenergi

I maj løftede Ørsted sløret for endnu et opkøb, efter at koncernen havde fået fingrene i en række udviklingsaktiviteter af Coronal Energy, der beskæftiger sig med solenergi og energilagring i USA. Selv om der var tale om et mindre opkøb, har det alligevel styrket koncernens onshore-forretning.

»Med købet fik vi både en del markedsekspertise og teknisk ekspertise inden for det område. Vi føler os meget sikre på, at vi opbygger en platform, hvor vores ekspertise inden for vind og sol vil være sammenlignelig,« siger Declan Flanagan.

Indtil videre har de solenergiprojekter, som LCE tidligere har arbejdet med, været i en mindre skala. Når Ørsted i november har truffet en investeringsbeslutning om at opføre et solenergi- og batterilagringsanlæg i industriel skala i Texas, skyldes det også, at kunderne efterspørger sådanne projekter.

»Solenergi er blevet billigere, og vores kunder på både virksomheds- og forsyningssiden, der har købt en masse vind fra os og andre, kigger mod solenergi. Vi vil gerne tilbyde det til dem, og solenergi bliver i stigende grad kombineret med lagring. Vi vil selvfølgelig gerne være på forkant af det med en ret lille lagringskomponent på det her projekt,« siger Declan Flanagan.

Anlægget, der får en kapacitet på 420 megawatt (MW) og et batterilagringsanlæg på 40 MW, ventes at stå klar til at levere strøm i midten af 2021.

Tirsdag i denne uge blev Declan Flanagan udpeget som koncerndirektør for Ørsteds onshore-forretning. Samtidig kom det frem, at koncernen havde besluttet at integrere LCE fuldt ud i Ørsted og at rebrande den amerikanske udvikler som »Ørsted Onshore«.

/ritzau/FINANS

Til forsiden