Mr. News kom selv i mediemøllen

80 år torsdag. Det var Tom Brokaw, der fortalte amerikanerne, at Berlinmuren var faldet. Senest har tre kvinder beskyldt ham for seksuelle tilnærmelser.

Tom Brokaw fik 2014 overrakt Præsidentens Frihedsmedalje af daværende præsident Barack Obama. Medaljen er USAs højeste civile udmærkelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: MICHAEL REYNOLDS

Tom Brokaw var i 22 år ankermand og redaktør på den amerikanske TV-station NBCs »Nightly News«. Han har tillige rekorden i at have været vært på alle stationens nyhedsudsendelser, »The Today Show«, »NBC Nightly News« og kortvarigt »Meet the Press«.

Sammen med sine konkurrenter, Peter Jennings på ABC News og Dan Rather på CBS News, var Brokaw en af »de tre store« nyhedsværter i USA i 1980erne og frem til begyndelsen af 2000. Torsdag 6. februar fylder Brokaw 80 år.

Brokaw er født South Dakota og begyndte efter highschool på universitetet i Iowa. Han droppede dog studierne efter et år, fordi han med egne ord brugte tiden og kræfterne på »piger og øl«.

Det var dog også i Iowa, han fik foden inden for TV-verdenen, og 1966 kom han til NBC News i først Los Angeles og siden 1973 i Washington som politisk reporter, hvor han dækkede Watergate. Han var vært på Today Show 1976-1981.

Afviste tilbud fra Nixon

Fra Washington-tiden holdt han indtil 2017 skjult, at han havde afvist et tilbud om at blive pressechef for præsident Nixon i Det Hvide Hus.

1982 blev han ankermand på »Nightly News«, hvor han bl.a. dækkede Challenger-ulykken 1986, tornadoen Andrew 1992, der kostede 65 mennesker livet, og Berlinmurens fald 1989.

Han var med til den pressekonference i Østberlin, hvor politbureauets pressetalsmand, Günther Schabowski, bekendtgjorde, at der fra nu af var fri udrejse for østtyske statsborgere.

Brokaw fik bagefter et interview med Schabowski, hvor denne gentog, at den østtyske beslutning gjaldt »øjeblikkeligt«. Senere på aftenen 9. november rapporterede Brokaw fra Vestberlin om de historiske nattetimer.

Dette er krig

11. september 2001 dækkede han angrebet på World Trade Center fra tidlig formiddag til langt over midnat. Det var her, han sagde: »Dette er krig. Et angeb på USA.«

2002 valgte han at stoppe, og over for 16 millioner TV-seere sagde han: »Tiden er kommet. Vi har været gennem mørke dage og nætter og tider med håb og glæde. Ligegyldigt, hvad historien var, har mit eneste mål været, at historien holdt.«

Helt slippe skærmen kunne han dog ikke, så da værten på »Meet the Press« pludselig døde 2008, sprang Brokaw til og stod for programmet det næste halve år.

Han har skrevet flere bøger, og fået opkaldt et nyhedsstudie efter sig, ligesom han har holdt tale ved begravelserne af præsident Gerald Ford og førstedame Nancy Reagan.

Ramt af #MeToo

For to år siden kom han selv i mediemøllen, da tre kvinder, der havde arbejdet sammen med ham i hhv. 1960erne og 1990erne, stod frem og anklagede ham for »uønskede tilnærmelser« og »forsøg på kys«. Brokaw har afvist beskyldningerne, men udtalte i den forbindelse, at han ikke er perfekt. »Jeg har begået fejl, personligt og professionelt,« skrev han i et åbent brev til sine gamle kolleger på NBC.