Margrethe Vestager er knalddygtig og kontroversiel – både i Danmark og EU

Margrethe Vestager kæmper for at blive ny formand for EU-kommissionen. Hun har sine fans, men også indædte modstandere.

Margrethe Vestager kaldes for en rockstjerne ude i Europa – men herhjemme er det langtfra alle på Christiansborg, der kan lide den musik, hun spiller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Aris Oikonomou/AFP/Ritzau Scanpix

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har efter lang tids tøven fastslået, at Margrethe Vestager er en stærk kandidat til posten som ny formand for EU.

»Jeg er jo Venstre-formand, og det vil glæde mig utroligt meget, hvis det var en fra min europæiske familie, der røg helt til tops. I forhold til stillingen som formand for Kommissionen er Margrethe Vestager da det stærkeste bud, den liberale familie har,« sagde Lars Løkke Rasmussen tirsdag aften forud for de europæiske lederes møde i Bruxelles.

Dermed henviste han til, at Venstre og Det Radikale Venstre er med i samme gruppe i Europa-Parlamentet – Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, også kaldet ALDE.

Uden for Danmarks grænser har der været forundring over den manglende støtte til Margrethe Vestager. Her er hun kendt som den stålsatte og succesrige konkurrencekommissær, der blandt andet har udfordret de enorme tech-giganter og talt for bedre beskyttelse af forbrugerne i den digitale verden. Længe har hun også været beundret af de internationale medier, når hun cool og med sikker beherskelse af flere fremmedsprog har gjort rede for sine synspunkter.

I det seneste døgn har det indflydelsesrige magasin The Economist endnu engang rost Vestager i høje toner og argumenteret for hende som ny kommissionsformand. I en klumme skrevet af en af magasinets mest læste kommentatorer hedder det, at det ville være tåbeligt af Europa at se bort fra Vestager.

Om det rent faktisk vil lykkes for hende at lande topposten, afhænger af et kompliceret storpolitisk spil, og selv om danskeren har sine støtter i Europa, har hun også modstandere og fjender. Måske kommer hendes største chance til at bestå i, at hun kan blive det nødvendige kompromis, når andre kandidater falder fra.

Herhjemme har flere skumlet over, at Margrethe Vestager ikke har fået helhjertet opbakning til sit kandidatur, og hovedpersonen har ikke lagt skjul på, at hun godt kunne bruge lidt hjælp.
Sidste efterår konstaterede hun på et pressemøde i udlandet, at Danmark ikke virkede »alt for begejstret« for at give hende endnu et mandat. Derpå tilføjede hun: »Og det er endda en underdrivelse«.

På Christiansborg har især hendes partifæller været vrede over manglen på opbakning. Men efter Lars Løkke Rasmussens forsigtige støtte har den radikale leder, Morten Østergaard, set en åbning. Af samme grund forsøger han nu at lægge pres på S-formand, Mette Frederiksen, for at få hende til at bakke op.

Når begejstringen for Margrethe Vestager har været begrænset hos Lars Løkke Rasmussen – selv om han nu taler pænt om hende – og når Mette Frederiksen nægter at udtale sin støtte, skyldes det flere ting.

For det første er der lang vej fra at lancere et kandidatur til i praksis at lande en toppost i EU, og det er svært at afgøre, om Vestager kan gå hele vejen. Derudover har Løkke og Frederiksen haft deres egne overvejelser om, hvem de gerne vil bringe i spil som ny dansk kommissær, og her tænker de helt logisk mere på sig selv og deres kampfæller end på Vestager.

Når begejstringen for Vestager er påfaldende lille, skyldes det desuden, at hun på samme tid har været en højt respekteret, kontroversiel og ligefrem forhadt aktør i dansk politik. I S og SF tildeler man fortsat Margrethe Vestager den afgørende del af ansvaret eller skylden for, at SRSF-regeringen endte som en katastrofe hos vælgerne.

Fagøkonomer har ganske vist rost regeringen for at føre en ansvarlig økonomisk politik, da Danmark skulle styres ud af krisen. Men socialdemokrater og SFere har aldrig tilgivet, hvordan Vestager skrottede de politisk-økonomiske oplæg, som S og SF havde udformet og i stedet gjorde upopulære reformer til en del af grundlaget for den nye regering. Under forhandlingerne om regeringsgrundlaget fastslog Vestager, at den nye regerings økonomiske politik skulle ligge i forlængelse af den tidligere VK-regerings.

Dermed var hun med til at udløse de beskyldninger om løftebrud, som kostede S og SF dyrt. Men da protesterne mod den forhadte dagpengereform bragede løs i det socialdemokratiske bagland, og da tusinder af danskere var på vej til at ryge ud af dagpengesystemet, svarede hun køligt med den i dag klassiske bemærkning: »Sådan er det jo«.

I S og SF lyder analysen derfor, at Vestager »sejrede ad helvede til«, eftersom hun nok vandt kampe for sit parti, men samtidig gjorde det umuligt for regeringen at blive genvalgt.
I blå lejr er der ligeledes en del toppolitikere, der med gys husker tilbage på Vestager, der var berygtet for at forhandle benhårdt, og som i flere situationer skabte en osende ond stemning om forhandlingsbordene.

I den radikale folketingsgruppe har det været karakteristisk, at Vestager i flere omgange er raget uklar med andre ambitiøse partifæller, ligesom hun fik ry for at have det bedst med partifæller, der ikke sagde hende imod.

Men også på et andet og dybere plan deler hun vandene. Ingen sætter spørgsmålstegn ved hendes skarpe intelligens, kapacitet og erfaring, og de anerkender, at hun har oparbejdet et CV, som gør hende kompetent til at kunne begå sig i toppen af international politik. Men politisk står hun lige i midten af de voldsomme opgør og vælgeroprør, der har splittet ikke kun dansk, men også europæisk politik.

Hun hører til de politiske ledere, der har insisteret på hårde reformer i den økonomiske politik – også når det har ramt folk hårdt – og hun har i lighed med sine radikale partifæller konstant nedtonet de negative konsekvenser af indvandringen, ligesom hun har lagt distance til kravene om at få skærpet sikkerheden ved de nationale grænser og har talt for det nødvendige i at importere endnu mere udenlandsk arbejdskraft til EU.

Set med kritikernes øjne har hun ironisk nok været med til at udløse de protester fra millioner af europæiske vælgere, der har skabt dramatiske opbrud og dyb splittelse. I den forbindelse er det sigende, at hun blandt andet roses til skyerne af den franske præsident, Emmanuel Macron, som forleden var en af de ledere, der tabte til protestbølgen. Det skete, da Marine Le Pen vandt valget til Europa-Parlamentet i Frankrig.

Hvis Margrethe Vestager ender med at nå helt til tops, bliver det vigtigt, at hun også formår at samle.