Mændene så på, mens Lille Langebro fik hjælp af Danmarks største flydekran

Torsdag kom Lille Langebros fire broelementer på plads over Københavns Havn. Først til efteråret kan man benytte den forsinkede gang- og cykelbro.

Fremtiden. Sådan kommer Lille Langebro,der snor sig få meter fra Langebro, til at tage sig ud, når den er åbnet i efteråret 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: BLOX

En københavnerbegivenhed har udspillet sig i Københavns havn siden tirsdag. Og den slutter efter planen torsdag, når kæmpekranen »Hebo Lift 9« har løftet de fire 600 ton tunge broelementer på plads til det, der til efteråret skal udgøre cykel- og gangbroen Lille Langebro mellem Christians Brygge ved Blox-bygningen med Langebrogade på grænsen mellem Islands Brygge og Christianshavn. Broen er en gave fra Realdania.

Af måske – måske ikke – uransagelige årsager er ni ud af ti tilskuere til det tontunge arbejde mænd, der er stoppet op for at følge arbejdet fra SDK Shippings kæmpekran.

Fra Samson til HEBO. Torsdag var Danmarks største flydekran, HEBO Lift 9, i færd med at lægge det sidste af Lille Langebros fire brofag på plads. Den kombinerede cykel- og gangbro ventes at åbne til efteråret med 6.000-10.000 dagligere brugere. HEBO Lift 9 kan løfte 900 ton. Brofagene vejer 600 tons. Tidligere var kranen kendt som Samson. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

En af dem er Emil Reedtz, 26 år. Han har været til møde og står på Langebro for at se mændene på kranen gøre klar til at løfte det sidste af de fire broelementer på plads.

»Det er noget af et maskineri, de har fundet frem.«

Hvorfor er det kun mænd, der står og ser på?

»For mig er det noget med, at det ikke er noget, man ser hver dag. Noget, der er så højt.«

Længere henne står 49-årige Patrick de Jonge Hansen, der bor på Islands Brygge. Han er fra Holland og er stoppet op for at se de hollandskproducerede og på grund af et uheld i Holland et år forsinkede broelementer blive løftet på plads.

Patrick de Jonge, tilskuer til monteringen af Lille Langebro

»Man står og tænker wow!«


»Jeg tror, det er den indre ingeniør, der banker på. Man bliver så ydmyg, når man ser sådan et værk, der bare skal passe og fungere.«

Patrick de Jonge Hansen tror til gengæld ikke, at han er den eneste mand, der er fascineret.

En mandeting. Patrick de Jong2, i midten med barne-ladcyklen, var en af de mange mænd, Berlingske takte kun to tre kvinder, der torsdag formiddag stoppede op for at beundre kæmpekranen, HEBO Lift 9, mens den løftede den kommende Lille Langebros fag på plads. Trods flere tilskueres påstand, er kranen IKKE hverken Nordeuropas eller Europas største kran. Den er »blot« Danmarks største flydekran oplyser shippingfirmaet SDK Shipping. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

»Det er jo fantastisk at aflevere noget til eftertiden, og det kan man som bygningskonstruktør. Man står og tænker wow! hvad er det egentlig, jeg går og laver, når man ser sådan noget. Måske er man otte år igen, når man ser det styrehus.«

Projektchef i Realdania By & Byg, Peter Fangel Poulsen, konstaterer et par timer senere, hvor det sidste element svæver i luften over havnen på vej til at blive monteret på de tykke bropiller:

»Det er en delikat øvelse at få de 600 ton tunge broelementer ned på de små bolte.«

På kajen tæt på kranen og Langebrogade står 66-årige Bjarne Sørensen. Han er fra Hjørring og har sammen med sin kone lejet en lejlighed i nogle år, så de kan være tæt på børnebørnene. Bjarne Sørensen var stoppet op på vej til at hente børnebørnene.

»Sådan en kran ser man jo ikke hver dag. Gør man det? Jeg gør i hvert fald ikke.«

Hvorfor er det kun mænd, der står og ser på?

»Det er nok, dem, der har bedst tid. Alle store ting taler vel til de fleste mænd. Det tiltaler i hvert fald mig at se sådan en kran i aktion. Ellers har man kun set dem på fjernsyn for eksempel, da de byggede Storebæltsbroen.«

Artiklen fortsætter under faktaboksen. Læs blandt andet om, hvorfor Lille Langebro er forsinket.

En kvinde sænker farten, mens hun trækker sin cykel.

»Er det kun mænd? Hvor gamle er de? Er de efterlønnere? Jeg er på vej til arbejde og skulle egentlig ikke være her, men det er jo en københavnerbegivenhed – jeg må hellere gå.«

Fagenes fest. Et af de fire brofag er på plads ud for BLOX. Broen kommer til at bestå af fire brofag. Lille Langebro bliver en bekvem og sikker rute at køre til Rådhuspladsen og videre ud på Nørrebro på i modsætning til Langebros hæsblæsende mylder og biltrafik. Lille Langebro åbner efter planen til efteråret. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

»Jeg har da set nogle damer,« siger den pensionerede blikkenslager Bjarne Rosenberg på 70. Han er stoppet op på sin cykeltur. Han stiger også gerne af cyklen ved andre byggerier for at se, hvad der sker sådan af faglig interesse.

»Men ja, der er ikke mange damer. Det må være fordi, vi mænd synes, det er sjovere, end damerne gør. Det er bare stort og spændende.«