Den pædagogiske misdannelse

Mennesket har som planter dybe rødder i oldtiden. Vi bør pleje rodnettet, så vi stadig har en god forbindelse til dem og det, der kom før os. Hvis man ikke plejer disse rødder, vil man stå tilbage med et individ, som ikke ved, hvor det kommer fra, og vi vil derfor have desto sværere ved at finde ud af, hvor vi skal hen og hvorfor.

Uden dannelse og oldtiden har vi altså opskriften på en tom skal (opportunistisk værdiløs robotelev, der mangler næring, rødder, retning, mening og kun navigerer efter sin egen navle.) Netop denne naive tiltro til manglende socialisering bliver skildret i debatindlægget »Skoledesigner: Klasseværelset er et oldtidslevn og skal erstattes af store, åbne læringslandskaber« (Politiken, 9. maj) Jubeloptimisten og konsulent Rosan Bosch foreslår at fjerne rammerne, trygheden og det genkendelige klasserum for at skabe et moderne landskab, men hun ser bort fra pædagogisk erfaring. Intet forudsigeligt sættes i stedet. Fremmedgørelse og manglende relationer erstattes af såkaldt frisættelse. For eleverne bliver det i praksis snarere hjemløshed og manglende autoriteter og manglende faste værdier.

Dannelse er en uundværlig process, der aldrig helt kommer til ende, og det er ikke skidt. Dannelsen har formet det samfund, vi kender. Hvis vi fortsætter med at afvikle den, så vil skolen til sidst ikke være andet end samlebånd, hvor kun halve mennesker og enkeltdele føjes sammen.

Bare fordi noget er gammelt, behøver det ikke være dårligt. Oldtiden har givet os demokrati, drama og logisk rationel tænkning. Rammerne er med til at skabe tryghed. Drop bullshit-bingo, lyt til eksperterne og tro ikke på kejserens nye klæder.

Emil Brandt Rex, lektor, cand.mag., Herlufsholm

Genåbning

Med stor respekt for,  at alle i det »nedlukkede« Danmark gerne vil i felten igen tillader jeg mig at undre mig over, at det kan være så svært.

Med de muligheder, nettet giver, skulle jeg mene, at det var burde være muligt at kunne »booke« sig ind i et angivet tidsrum i Zoo, museer, udstillinger, og lignende steder, med et begrænset antal i den angivne periode.

Museerne har formentlig en klar fornemmelse af, hvor længe en besøgene opholder sig det respektive sted osv. Fordelt over hele dagen, må det være muligt, at tilgodese behovene og lave bookinger med et angivet max-antal via nettet, i et givet tidsrum med x antal timer. Og med den rimelige respekt, stort set alle lægger for dagen omkring afstandtagen, afspritning osv., mener jeg, at det bør afprøves - om ikke andet tages til vurdering.

Kirsten Ladewig, Herlev

Set fra verdens navle

Det hænder, at medarbejdere fra den københavnske lokalpresse kaster et blik over på den anden side af Valby Bakke, der jo ellers betragtes som næsten lige så uoverstigelig som Himalaya-bjergkæden. Når de skal skildre deres møde med det øvrige Danmark, delagtiggør de ofte læseren i deres forbavselse over, at disse eksotiske vestjyder, fynboer eller bornholmere udtaler ord på deres egen måde.

Eksempel: I en Berlingske-historie om presset på domstolene (11. maj) udtaler en aalborgensisk advokat sig til avisen »med tyk nordjysk dialekt«. I samme reportage kommer Domstolsstyrelsens direktør med en kommentar, uden at vi bliver orienteret om hans københavnske tungemål. Berlingske citerer nemlig aldrig mennesker i hovedstadsområdet med bonusoplysninger om deres udtale. »Lars Rebien Sørensens dialekt fra den københavnske vestegn« eller »Martin Lidegaards nasale udtryksmåde«.

Hvorfor denne forskel?

Jørgen Lind, Helsingør

Unuanceret leder om familieliv

Det var da en skuffende ensporet leder, man kunne læse søndag i Berlingske. I stedet for at glæde sig over billeder af hjemlig hygge og tid med børnene, som de sociale medier flyder over med i denne coronatid, giver det først og fremmest dybe panderynker hos lederskribenten. Hvorfor? Fordi det kan vise sig at være et »tilbageskridt for ligestillingen« og »fremskridtet«. Underforstået: Vi er alle enige om, hvad der er »fremad«, og hvad der er »tilbage«. Og målet er åbenbart ikke friheden til selv at træffe valg i hjem og familier, men en helt ligelig fordeling af tid brugt på hhv. job og børn.

På Mors Dag er det helt på sin plads at minde mænd om at sætte sig i mødrenes sted og tage hensyn til deres behov også ift. arbejdsdelingen i hjemmene. Men nuancerne er helt fraværende i denne leder.

Jeg savner en grundlæggende borgerlig tillid til de danske mødres og fædres egne evner til at tale sammen og træffe gode beslutninger i fællesskab. Jeg savner respekt for danske kvinders kapacitet til selv at vurdere, hvad de ønsker af deres liv med børn - og evne til at sætte sig igennem. Og jeg efterlyser andet end stereotype nulsums-forestillinger om det rigtige familieliv på lederplads i en borgerlig avis.

Manuel Vigilius, Hillerød