Lars Seier om FCK-projekt: 'Det er jeg ikke særligt fristet af'

Foto: Ida Marie Odgaard

Champions League skal mere være reglen end undtagelsen i FC København.

Det var Lars Seier Christensens ambitiøse udmelding, da han midt i brunchpølser og røræg præsenterede sig selv som den nye storaktionær i Parken Sport & Entertainment. For 222 millioner kroner har han købt sig ind i virksomheden bag FC København, og som han selv konstaterede, var der da stadig penge tilbage i lommen efter salget af Saxo Bank.

Nogle af de penge kunne måske blive skudt ind i fodboldklubben for at gøre vejen til kontinuerlig Champions League-succes kortere, kunne man fristes til at tro.

Men helt så simpelt er det altså ikke.

Foto: Ida Marie Odgaard.

Kan du som fan være fristet af at skyde nogle penge i fodboldholdet, så du kan se en hurtig udvikling?

»Nej, det er jeg ikke særligt fristet af. For hvis man begynder på det, er der folk derude, der har mange flere penge end nogle af os andre. Jeg skal ikke op at slås med Abramovich og nogle af de folk om, hvem der kan betale mest for Messi. Jeg tror, der er god plads for FC til at være sådan en klub, der helt åbenlyst er attraktiv for mange unge talenter og yngre spillere selvfølgelig i Danmark, men også i hele Skandinavien,« siger Lars Seier Christensen, som føler sig godt tilpas med FCK på det nuværende niveau.

»Så er der den helt store scene, hvor det bare er arabiske oliesheiker. Der tror jeg ikke, at jeg kan være med. Der mener jeg, at vi kender vores plads i det hierarki. Det er også et interessant sted at være, fordi de rigtig tunge drenge ikke gider at gå ned og kigge på det lave niveau. De skal lige se folk komme igennem og spille i en fornuftig liga og udvikle sig.«

Lars Seier Christensen er dog absolut ikke helt afvisende over for, at han kunne skyde nogle flere penge ind i virksomheden. Og også i FC København, hvis det skulle give mening.

Lars Seier Christensen

»Hvis der kommer en og siger, at vi skal købe Ronaldo for 1,5 milliard, så bliver det en kort samtale.«


»Jeg er altid lydhør over for de virksomheder, jeg er med i. Jeg har investeret ad flere omgange i de virksomheder. Så hvis der kommer et fornuftigt og økonomisk ansvarligt forslag herfra, vil jeg selvfølgelig kigge på det. Hvis der kommer en og siger, at vi skal købe Ronaldo for 1,5 milliarder, så bliver det en kort samtale. Men skulle der være en mellemting, hvor Ståle og andre synes, at det giver mening at købe en lidt dyrere spiller, fordi udviklingspotentialet er rigtig stort, vil jeg lytte til det.«

Du er storaktionær i FCK, og du har et venskabeligt forhold til Jan Bech, der er storaktionær i Brøndby. Bliver du en storaktionær på en anden måde, end Jan Bech er det i Brøndby?

»Jan har jo fuldstændig kontrol over Brøndby. Han har i meget høj grad også hjertet med, er mit indtryk. Jeg holder meget af Jan, og vi har et godt samarbejde omkring et cykelprojekt. Jeg elsker Jans entusiasme og oprigtige glæde ved at være med derude. Jeg ønsker ham alt det bedste. Jeg tror, det er godt for FC at have nogle gode hold at spille imod,« siger Lars Seier Christensen.

Sammen har Brøndbys storaktionær Jan Bech Andersen og FC Københavns storaktionær Lars Seier Christensen altså et cykelprojekt, som de kæmper for at få frem. Det samme kan ske på de store linjer i dansk fodbold, men rivaliseringen vil fortsætte.

»Vi har talt sammen, siden det kom ud, og han har sagt tillykke til mig, og jeg har ønsket ham tillykke med, at de kom med et pænt resultat forleden. Vi er enige om, at alt, der er godt for dansk fodbold, vil vi selvfølgelig tale om, hvis der skulle være en sammenhæng, hvor vi i fællesskab kunne gøre noget godt for dansk fodbold. Der tror jeg ikke, det er dårligt, at vi har den personlige relation, men jeg kan også love for, at der kommer til at blive hård kamp om håneretten til næste gang, vi mødes. Det er ikke, fordi vi ikke kommer til at rivalisere på fodbolden,« siger Lars Seier Christensen.

Hør seneste episode af B.T.s podcast 'Transfervinduet' herunder, og husk, du også kan høre den i vores helt nye app HER