Kinesisk økonomi voksede markant mere sidste år end tidligere opgjort

Kinas vækst i 2018 var markant større end først opgjort. Økonomien voksede med 2,1 pct.point mere end tidligere antaget, viser tal fra National Bureau of Statistics of China, NBS.

»Oprindeligt blev den økonomiske vækst i 2018 opgjort til 6,6 pct. Den seneste opjustering skyldes "en opgørelse af tidligere ikke medtaget produktion." Ifølge vores beregninger vil revisionen bringe BNP-væksten i 2018 op på næsten 9 pct. - den højeste økonomiske vækst siden 2011,« skriver Kim Blindbæk, der er makroanalytiker i Sydbank, i en kommentar.

Opgørelsen viser et BNP på 91.928,1 mia. yuan - svarende til mere end 88.000 mia. kr., hvilket er 1897,2 mia. yuan mere end den oprindelige opgørelse.

Ifølge Sydbank vurderer de kinesiske myndigheder, at revisionen af væksten i 2018 ikke får større betydning for væksten i 2019 og dermed regeringens vækstmålsætning på 6-6,5 pct.

Men opjusteringen af væksten kan få betydning for den globale magtbalance, påpeger Kim Blindbæk.

»Den kinesiske økonomi vokser i øjeblikket hurtigere end den amerikanske økonomi. Det betyder i princippet, at Kina på sigt vil kunne blive verdens største økonomi,« lyder det fra Sydbanks makroanalytiker.

»Vi vurderer dog, at amerikanerne næppe har noget at frygte på den korte bane. Kina har fortsat et godt stykke vej, inden den kinesiske økonomi er større end den amerikanske. Desuden har Kina demografien imod sig. Kineserne føder simpelthen færre børn end amerikanerne. Det rammer det langsigtede vækstpotentiale for den kinesiske økonomi negativt,« vurderer han.

Den kinesiske regering har en målsætning om at fordoble BNP per indbygger i perioden fra 2010-2020.

»I forhold til den globale økonomi ændrer opjusteringen ikke det store. Det helt store tema er fortsat den kinesiske opbremsning og den globale handelskonflikt,« skriver Kim Blindbæk, der hæfter sig ved, at den kinesiske centralbank på det seneste har reageret ved at lempe pengepolitikken.

»Vi venter flere pengepolitiske lempelser i Kina i den kommende tid. Det er positivt, da lempelserne kan stabilisere den kinesiske økonomi og dermed den globale økonomi. I de seneste år har Kina nemlig trukket omkring en tredjedel af den globale økonomiske vækst,« lyder det fra Sydbank-analytikeren.

/ritzau/FINANS