Vi bringer hermed en advarsel:
Denne artikel er en fælde. Lad være med at læse den!
Det vil få store konsekvenser, hvis du overhører advarslen og alligevel dykker ned i denne højtids anmeldelser af brætspil her på Berlingske. Det vil koste dig penge, det vil koste dig tid, og – måske værst af alt – det vil kræve, at du hygger dig og griner og generelt er social med dine venner eller din familie. Så lad være! Gå uden om denne guide til et bedre fritidsliv og åbn Business-sektionen i stedet!
Brætspil er ikke noget for dig. Det er et ormehul. Så er du advaret.
Berlingskes journalist Thomas Conradsen har i en årrække siddet i juryen i Guldbrikken, Danmarks uvildige brætspilspris. Han har anmeldt spil – både dem på bræt og dem i den digitale verden – i 23 år.
Spil til hele familien:
»Ticket to Ride: San Fransisco«
★★★★✩✩

Brætspil. Alder: Fra 8 år. Deltagere: 2-4. Spilletid: 15-25 minutter. Udvikler: Alan R. Moon. Distributør: Asmodee.
Tag til farverige San Fransisco, kør med sporvognene, køb souvenirs, besøg Golden Gate Bridge, Pier 39 og Alcatraz. »Ticket to Ride: San Fransisco« er en charmerende getaway til én af USAs mest turistede byer, og det er endnu et kvalitetsudspil i en serie, der siden 2004 har omvendt almindelige mennesker til ægte, papskubbende brætspillere.
Som sædvanlig gælder det om at bygge de smarteste ruter og opfylde missionsmål fra A til B, men San Fransisco-varianten udmærker sig ved at fylde utroligt lidt og kun tage halvt så lang tid at spille end de fleste øvrige udgivelser i serien. Og det klæder faktisk konceptet.
Det er med andre ord et spil, der kan bruges som opvarmning til en spilaften eller være en fyldestgørende hyggeseance med ungerne, selv på en travl dag.

»Point Salad«
★★★✩✩✩

Brætspil. Alder: Fra 8 år. Deltagere: 2-6. Spilletid: 15-30 minutter. Udvikler: Molly Johnson, Robert Melvin, Shawn Stankewich. Distributør: Spilbræt.dk.
Et opbyggeligt spil i snackstørrelse, der introducerer vakse børn og tungnemme forældre til pointoptimering, som de så vil kunne bruge sidenhen i mere avancerede brætspil.
»Point Salad« går i alt sin enkelhed ud på at snuppe en masse forskellige grøntsager for næsen af modstanderne og så vælge pointkort, der får eksempelvis gulerødderne (som man forhåbentlig har mange af) til at stige i værdi, mens kålhovederne (som man forhåbentlig har holdt sig fra) giver minuspoint.
Det er et sjovere og dybere spil end »UNO« og tager cirka lige så lang tid, og det lærer både børn og voksne en hel del mere undervejs. Og som en bonus får man lyst til at spise grønt.

»Cascadia«
★★★★★★

Brætspil. Alder: Fra 10 år. Deltagere: 1-4. Spilletid: 30-45 minutter. Udvikler: Randy Flynn. Distributør: Asmodee.
»Cascadia« er i mine øjne denne store påsketests bud på en nyklassiker, som vil blive spillet i årtier af både entusiaster og dem, der gerne vil have kvalitetsunderholdning til hyggestunden derhjemme.
Helt i tidens ånd er temaet, at man skal sikre optimale habitater for bjørne, laks, våger og andre vilde dyr. Dette gør man ved at skiftes til at vælge landområder fra et fælles marked og placere et dyr på dem.
Men det er ikke helt så ligetil: Eksempelvis skal bjørne placeres i par, ræve skal placeres ved så mange forskellige dyr som muligt, våger skal jage alene, mens laksene skal svømme i stimer. Reglerne er naturtro og giver kolorit til spillet, og så indeholder boksen en god række varianter, så ingen seancer føles helt ens.
Til sidst en advarsel: »Cascadia« er et udsøgt spil i den »abstrakte« genre, hvilket samtidig betyder, at det i nogles øjne kan virke lidt ... tørt. Man sidder mest af alt og optimerer sit eget økosystem og bruger ikke energien på at grine højlydt eller skælde ud, som i så mange andre spil. Men for dem, der elsker et stramt og fokuseret spil, er det en lille bid af himlen.

»Akropolis«
★★★★★✩

Brætspil. Alder: Fra 10 år. Deltagere: 1-4. Spilletid: 30-45 minutter. Udvikler: Randy Flynn. Distributør: Spilbræt.dk
Ved første øjekast ligner »Akropolis« endnu et af de puslebrikplaceringsagtige »Carcassonne«-kloner, som det har vrimlet med de seneste 10-15 år. Men »Akropolis« viser sig at være lige så standhaftigt og bevaringsværdigt som templet på klippen i Athen, det er opkaldt efter.
Fra et fælles byggemarked skiftes spillerne til at tage en brik og opbygge sit eget akropolis med handelspladser, kaserner og templer.
Selve pointsystemet er simpelt at gå til, men indeholder masser af rum til strategiske overvejelser. Og som prikken over i'et kan man bygge i flere niveauer – jo højere dine brikker ligger, jo flere point udløser de. Ikke mindst dét originale tiltag sikrer, at »Akropolis« er et direkte sublimt familiespil med overraskende dybde.
Eller burde man sige højde?

»Feud«
★★★★✩✩

Brætspil. Alder: Fra 9 år. Deltagere: 3-5. Spilletid: 15-30 minutter. Udvikler: Adrien Hesling og Axel Hesling. Distributør: Spilbræt.dk.
Det vrimler med tussenuttede brætspil, hvor man skal opbygge byer, redde dyrene, skabe toglinjer. »Feud« er ikke et af dem.
Her er kongen netop død, og adskillige familier kæmper om at overtage tronen. Dette gøres ikke via demokratisk debat, men med snigmord, løgne, dobbeltgængere samt blodtørstige krigere og bueskytter.
Trods »Game of Thrones«-stemningen egner spillet sig alligevel til hele familien, og det er et forholdsvis simpelt kortspil, hvor man spiller sine figurer i blinde og forsøger at bluffe sine modstander og lokke dem i baghold. Nogle vil måske føle, at det minder lidt om klassikeren »Stratego«. Det kraftfulde tema driver fra alle kortene, og runderne er medrivende og nervepirrende.

»Setup«
★★★✩✩✩

Brætspil. Alder: Fra 8 år. Deltagere: 2-4. Spilletid: 20-25 minutter. Udvikler: Jacob Berg. Distributør: Bezzerwizzer ApS.
»Setup« er et forsøg på at omdanne kortspilsklassikeren »500« (eller »Rommy«) til et abstrakt brætspil. Ligesom hos inspirationskilden drejer det sig i »Setup« om at skabe rækker af fortløbende tal i samme farve eller ens tal i forskellige farver.
En god detalje i spillet er, at man bygger stabler af brikker, og at den øverst placerede brik gemmer brikken nedenunder, hvilket med et tryllestalg kan ændre spilbrættet en hel del. Desværre føles det ofte for let at score en god mængde point, da man både har adgang til sine egne fire brikker samt fire brikker fra en fælles bank. Spillet havde været mere krævende, hvis den fælles bank bestod af eksempelvis det halve antal brikker.
Spillets største force er elegancen af det minimalistiske, nordiske visuelle design. »Setup« vil pynte på spisebordene hjemme i stuerne. Det bliver dog hurtigt lidt for tørt på grund af manglen på tema, og undertegnede vil i sidste ende hellere spille »500« hjemme hos mormor.
BEMÆRK: Denne anmeldelse er korrigeret i forhold til den oprindelige udgivelse på grund af en misfortolkning af én af spillets grundlæggende regler. Oprindeligt havde spillet fået to stjerner, men bedømmelsen er nu hævet til tre. Anmelderen beklager.

Spil til festlige lejligheder:
»Hard to get«
★★★★★✩

Brætspil. Alder: Fra 8 år. Deltagere: 2-12. Spilletid: 15-30 minutter. Udvikler: Mads Emil Christensen. Distributør: Gameplay Publishing ApS.
Så simpelt kan det gøres!
Der er cirka fire regler i festspillet »Hard to get«, men de komplimenterer hinanden perfekt. Alle kan lære det på tre minutter, og det sikrer mindst én times kostelig underholdning til enhver type sammenkomst.
Danske Mads Emil Christensen har uden tvivl skelet til supersuccesen »Codenames« – det berømte ord-associationsspil, der sælges over hele verden i et utal af eksemplarer og udgaver – og tænkt: »Det kan jeg gøre simplere, men lige så godt.«
I »Hard to get« lægges 16 kort med forskellige ord frem på bordet. Én skal »være den« – altså den person, der ved, hvad det rigtige ord er.
Han trækker i hver runde (fem runder i alt) et dillemmakort og skal så vælge dét ene af to udsagn på dillemmakortet, der bedst beskriver det korrekte ord blandt de 16 på bordet. Dillemaerne kan være alt fra Sur/Sød over Tom Hanks/Tom Cruise til Peanuts/Jordnødder.
Resten af deltagerne skal så deducere sig frem til det korrekte ord efter fem ofte ekstremt diffuse dillemaer ved hjælp af diskussioner og udelukkelsesmetoden.
Lyder det dumt? Bare prøv det! For dette simple, danske festspil kan blive genrens nye konge.

»Flick Racers«
★★★★✩✩

Brætspil. Alder: Fra 14 år. Deltagere: 2-6. Spilletid: 45-60 minutter. Udvikler og distributører: Det Dårlige Selskab.
Det vrimler med danskproducerede spil i denne store påsketest, og »Flick Racers« er blandt de mere skæve danske designs, vi har set i lang tid.
Ideen bag er forfriskende umiddelbar og uprætentiøs: Skab en racerbane ved hjælp af checkpoint-buerne i spilkassen og alt, hvad du ellers kan finde omkring dig ... køkkenruller, linealer, havregrynspakker, katten, fjernbetjeningen.
Herefter tildeles hver deltager en kører fra bunken af sprælske identiteter som Baby Bjarne, Pepe Ronni, Poli Tina og publikumsfavoritten Brian. »Bilerne« består af små, runde træbrikker, man via smølfespark får til at ræse rundt på den interimistiske bane. Der er våben og fælder og kort, der ændrer slagets gang undervejs og skaber endnu mere kaos og kærkommen afveksling.
Spillet er charmerende og lidt af en fest. Akilleshælen er, at det ofte tager længere tid at stille banerne op end rent faktisk at spille, og derfor kan man sidde tilbage med oplevelsen af, at banekreation er det primære »spil i spillet«.
Men det er heller ikke så skidt endda – hvis ellers bare den kat ville sidde stille ...

Spil til kendere:
»Star Wars: The Deckbuilding Game«
★★★★★✩

Brætspil. Alder: Fra 14 år. Deltagere: 2. Spilletid: 30-60 minutter. Udvikler: Caleb Grace. Distributør: Fantasy Flight Games/Asmodee. Bemærk: Spillet findes kun på engelsk.
Skru op for soundtracket til »Star Wars: The Empire Strikes Back«, åbn en flaske vin og lad dig og ét af dine yndlingsmennesker svælge i dette fremragende kortspil, der foregår for lang tid siden i en fjern, fjern galakse.
Den ene styrer imperiet, den anden rebellerne.
I starten har man kun helt basale kort på hånden, men skal så opbygge en velsmurt krigsmaskine, der kan knuse modstanderens baser ved at investere i potente opgraderinger. Vejen til sejr går for rebellerne via eksempelvis Millenium Falcon, Chewbacca og Princess Leia, mens spilleren på den mørke side af kraften håber at trække Star Destroyers og naturligvis den overmåde magtfulde Darth Vader. Interaktionerne mellem spillerne er enormt direkte, og det får spillet til at føles som en ægte duel mellem de to fraktioner.
Designer Caleb Grace har i årevis arbejdet på »Marvel Champions« (som fik seks stjerner her i avisen i seneste brætspilstest) og det ligeledes ikoniske »Lord of the Rings: The Card Game«. Men denne gang er han gået simplere til værks og har skabt et komplet spil i en lille pakke til under 300 kroner, som fans af »Star Wars« og velskabte kortspil, hvor man skal opbygge det perfekte deck undervejs, vil holde af.

»Combo Fighter«
★★★★✩✩

Brætspil. Alder: Fra 9 år. Deltagere: 2. Spilletid: 15 minutter. Udvikler: Asger Johansen og Snorre Krogh. Distributør: Plotmaker Games. Bemærk: Spillet findes kun på engelsk.
Vi skal ikke frygte for fremtiden for danskudviklede spil, når vi har ildsjæle som Asger Johansen og Snorre Krogh siddende på Nørrebro i et forsøg på at skabe den næste store kortspilsdille.
Deres aktuelle bud er »Combo Fighter«, som de nu udgiver via eget firma. Det er et sjovt og lynhurtigt kampsportsspil, der er inspireret af computerspil som »Tekken« og »Street Fighter«.
Hver deltager vælger en af de veldesignede kæmpere i boksen, og så går det ellers løs. Først beslutter man, hvem der får lov til at skade den anden i en slags sten-saks-papir-forrunde. Derefter kan den forrundevindende spiller sammensætte balstyriske angrebskombinationer med de kort, vedkommende har på hånden.
Det tager ikke mange minutter at lære reglerne, men de, der formår at bluffe og »psyke« og samtidig have lidt held i boksehandsken, vil som oftest vinde. Men »Combo Fighter« er som nævnt lynhurtigt, og der er altid liiiige tid til en revanche.
Det er ærgerligt, at Plotmaker Games ikke har vedlagt et sæt danske regler i kassen, da dette ville have give langt større appel herhjemme. Heldigvis består 90 procent af spillets kommunikation til spillerne af ikonografi frem for ord, så man kan sagtens spille mod (og tæske) endnu ikke engelskkyndige unger.
Det havde været rart med lidt flere end fire kæmpere i grundpakken, men Asger Johansen og Snorre Krogh har udvidelser på vej.
