Hansen afslører: Er det hemmeligheden bag VM-guldet?

HANDBALL-WORLD/fvvdfvdfv
Foto: FABIAN BIMMER

Det danske landshold er vel næppe nogensinde set bedre end ved dette VM på hjemmebane. Det har i store dele været champagne-håndbold, og landsholdet har nærmest kunnet spadsere op på øverste medaljetrin uden at blive presset.

Noget er tydeligvis sket med danskerne, som på hjemmebane i Boxen har præsenteret sig selv i en langt mere robust udgave end ved sidste års EM, hvor det blev til en fjerdeplads.

Og ifølge Mikkel Hansen er der en simpel forklaring på, hvorfor danskerne har hævet niveauet.

»Jeg synes, at folk er blevet meget bedre til at stille krav til hinanden. Vi ved, vi er dygtige. Det ved vi alle sammen. Det tror jeg også godt, I ved. Vi har dygtige spillere over hele paletten. Men ét er at have dygtige spillere - noget andet er at vise det hver evig eneste gang. Og være der 100 procent. Det har vi været dygtige til her,« siger han og fortsætter:

»Leverer du ikke på det her niveau, jamen så er det også tilladt at uddele skideballer til folk, og det tror jeg måske ikke, vi har været gode nok til tidligere,« lyder det.

Mikkel Hansen mener dog også, at hjemmepublikummet i Boxen bærer en del af æren for, at danskernne i hver eneste kamp har ramt et højt niveau.

»Vi har også været godt hjulpet på vej af 15.000 mennesker de dage, hvor vi måske ikke var helt oppe at ringe. Så kommer man ind og bliver lidt blæst omkuld, og så kommer det stile og roligt,« fortsætter Mikkel Hansen, der er stolt af det spil, som danskerne har leveret på vej mod guldtriumfen.

»Jeg synes, det så ekstremt godt ud. Alt er gået op i en højere enhed. Det er lidt hårdt at sige, at vi ikke har været pressede, men vi har leveret på et ekstremt højt niveau. For os handler det om at tage det forholdsvis stille og roligt; være sindssygt glade og stolte for, hvad vi har opnået her. Det er stort. Og så når vi mødes næste gang, så skal der arbejdes mindst lige så hårdt,« lyder det fra Mikkel Hansen, som blev kåret til VMs bedste spiller.