Handelsbankens danske afdeling må se overskuddet dykke 13 pct.

Handelsbanken. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Selv om svenske Handelsbankens danske afdeling kunne notere sig højere ud- og indlån i årets tredje kvartal, så slog det ikke igennem på bundlinjen, der dykkede med 13 pct. i forhold til perioden sidste år.

Det viser bankkoncernens regnskab onsdag morgen.

»Vi har fortsat et højt aktivitetsniveau, tilgang af nye kunder samt en god og stabil fremgang i de samlede forretningsvolumener. Mens vores underliggende forretning udvikler sig positivt, så er vores top- og bundlinje negativt påvirket af et fortsat pres på rentenetto med faldende marginaler,« siger Lars Moesgaard, administrerende direktør i Handelsbanken Danmark, i regnskabet.

I den danske del af banken steg både udlån og indlån med 3 pct. til henholdsvis 77,8 mia. kr. og 35,3 mia. kr. i tredje kvartal 2019.

Samlet faldt indtægterne dog med 4 pct. til 1209 mio. kr. i tredje kvartal i år i forhold til perioden sidste år, ligesom omkostningerne voksede - også med 4 pct. - til 723 mio. kr.

Og på bundlinjen betød det, at resultatet faldt med 13 pct. til 526 mio. kr.

/ritzau/FINANS