EU ryster posen: Mindst otte nye navne er i spil til topposter

Den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager må i første omgang finde sig i, at EUs stats- og regeringsledere hverken kan blive enige om hende eller to andre officielle spidskandidater. I stedet er en stribe nye navne kommet i spil.

En kvindelig bulgarsk bankdirektør, en homoseksuel premierminister fra et strengt katolsk land eller en afgående dansk statsminister? Nu er en stribe nye navne i spil til at overtage EUs magtfulde topposter.

Torsdag og fredag konstaterede EUs stats- og regeringsledere, at der ikke var opbakning til hverken tyske Manfred Weber, hollandske Frans Timmermans eller danske Margrethe Vestager, som allerede officielt var kandidater til formandsposten i Europa-Kommissionen. Så nu skal man i gang med at tænke sig om igen, før man håber på en løsning på et nyt topmøde i næste weekend.

Den konservative EPP-gruppe vil sandsynligvis stadig insistere på at sætte sig på posten, fordi de er det største parti.

Den konservative Weber blev blandt andet vejet og fundet for let, fordi han ikke har regeringserfaring, og alene derfor vil kandidater med stats- og regeringschef erfaring være i høj kurs. Da EU aldrig har haft en kvindelig formand, har flere i processen også peget på, at en kvindelig kandidat vil have gode kort på hånden.

Her er en stribe af de navne, der er i spil lige nu.

Kroatiske Kolinda Grabar-Kitarović

Et af de nye navne, der er dukket op, er Kolinda Grabar-Kitarović, der vandt præsidentvalget i Kroatien i 2015. Før det var hun sit lands ambassadør i USA, udenrigsminister og vicegeneralsekretær i NATO.

Hun var medlem af Den kroatiske demokratiske union (HDZ), men trådte ud af partiet, da hun blev præsident.

Kroatiske Kolinda Grabar-Kitarović er et af de nye navne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Valda Kalnina.

Under VM i fodbold fik hun sit internationale gennembrud – ikke mindst på de sociale medier, da hun i øsende regnvejr – og på trods af at Ruslands præsident Putin ikke ville låne hende en paraply – jublede med de kroatiske og franske VM-spillere efter finalen. Billederne sammen med den franske præsident, Emmanuel Macron, gik verden rundt.

Hendes landsmand den konservative premierminister Andrej Plenković nævnes også som et bud. Mod dem begge taler, at Kroatien er EUs nyeste medlemsland med begrænset erfaring fra EU-systemet.

Bulgarske Kristalina Georgieva

Den nuværende bulgarske direktør i Verdensbanken kan også sætte flueben ud for to vigtige kriterier: Hun er både konservativ og kvinde.

Selv om hun ikke har været regeringschef, er spørgsmålet, om hendes erfaring som tidligere viceformand i Kommissionen og ansvarlig for EUs budget ikke vurderes som tungt nok.

Kristalina Georgieva fra Bulgarien vil uden tvivl vinde opbakning hos de central- og østeuropæiske lande. Der har aldrig været en central- eller østeuropæer på kommissionsformandsposten. Fold sammen
Læs mere
Foto: JASON LEE / Reuters / scanpix.

Modsat f.eks. Vestager og for den sags skyld det næste navn på listen, Christine Lagarde, har hun ikke det, man kunne kalde »starquality« f.eks på de sociale medier.

Franske Christine Lagarde

Der har længe været spekuleret i, om Emmanuel Macron i sidste instans kunne finde på at satse mere på en fransk kvinde end på Margrethe Vestager, nemlig Christine Lagarde, som ny kommissionsformand.

Christine Lagarde, chef for IMF, har et særdeles godt forhold til tyske toppolitikere, herunder kansler Angela Merkel. Her ses hun sammen med den tidligere tyske finansminister, Wolfgang Schäuble. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHRISTINA SABROWSKY / DPA / scanpix.

Den tidligere konservative franske finansminister har markeret sig stærkt på den internationale scene som den første kvindelige chef for Den Internationale Valutafond, IMF. Spørgsmålet er imidlertid, om hun overhovedet har lyst.

Franske Michel Barnier

Det er en offentlig hemmelighed i Bruxelles og Paris, at Michel Barnier ser sig selv som kandidat til Europa-Kommissionen.

Michael Barnier har rig regeringserfaring fra hjemlandet Frankrig og masser af EU-erfaring. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALEXANDROS VLACHOS.

Barnier er tidigere fransk udenrigsminister og EU-kommissær. Som Brexit-forhandler har han gjort sig positivt bemærket i hele EU ved at formå at holde landene samlet i en fælles forhandlingsblok, og han beskrives som en mand, der ikke som sådan har nogen fjender. Mod ham taler blandt andet, at han er endnu en konservativ mand, der er oppe i årene.

Irske Leo Varadkar

Den irske premierminister udtalte torsdag, at det ofte er vanskeligere at besætte topposterne end at udpege en ny pave. Men nu nævnes Varadkar selv i den besværlige forhandling.

Den irske premierminister, Leo Varadkar. Fold sammen
Læs mere
Foto: POOL.

Ikke alene opfylder han de to af kriterierne ved at være konservativ og regeringschef. Nogle vil også argumentere for, at han kan tilføje EU noget mere diversitet. Ikke alene er han relativ ung (40 år), hans far er indvandrer, og han er sit katolske lands første homoseksuelle premierminister.

Man skal imidlertid ikke kun blive enige om en ny kommissionsformand, men en helt stribe nye poster (formand for Det Europæiske Råd, udenrigschef og chef for Den Europæiske Centralbank). Mens der generelt har været stille omkring mulige socialistiske kandidater, nævnes tre liberale navne i stigende grad i Bruxelles' korridorer.

Belgiske Charles Michel

Siden hans regering kollapsede kort før jul, er den fungerende liberale belgiske premierminister gang på gang dukket op som et bud på en interessant kandidat til én af topposterne.

Den belgiske fungerende premierminister, Charles Michel. Fold sammen
Læs mere
Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW.

Imod ham taler blandt andet, at han flere gange højlydt har kritiseret retstilstanden i flere østeuropæiske lande. I migrationsdebatten har han stillet spørgsmål ved, om Visegrad-landene overhovedet hører hjemme i Schengen. Dermed er han næppe en god kompromiskandidat hos Ungarns premierminister, Viktor Orbán, & co.

Hollandske Mark Rutte

Den liberale hollandske premierminister er en af de mest erfarne i Det Europæiske Råd, eftersom han har været ved magten siden 2010, og dermed har været en af problemknuserne i EU lige fra euro- til flygtningekrisen.

Mark Rutte fra Holland i samtale med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. Fold sammen
Læs mere
Foto: EMMANUEL DUNAND.

Det er blevet bemærket, hvordan han ved enhver given lejlighed de seneste måneder har holdt møder med Frankrigs præsident og kansler Merkel, ligesom han har udlagt teksten om EU i internationale medier. Rutte nævnes både som mulig kandidat til formand for Det Europæiske Råd og Kommissionen, men har gang på gang selv afvist.

Danske Lars Løkke Rasmussen

Det er oplagt, at lederne også lader blikket hvile på Lars Løkke Rasmussen. Ikke alene vil han snart være ledig på markedet; han har også efterhånden mange topmøder under bæltet. Det taler også for ham, at han ikke har nogen fjender i EU-kredsen. Han er dog omvendt ikke kendt som en, der på samme måde som f.eks. Rutte har været med i inderkredsen, når de hårde nødder skulle knækkes.

Fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen ved ankomsten til ugens topmøde i Bruxelles. Fold sammen
Læs mere
Foto: JULIEN WARNAND.

Andre navne

At der i høj grad også kan komme andre navne i spil, ses af, at EU-Rådets nuværende formand, Donald Tusk, under topmødet pludselig blev spurgt, om han var kandidat til kommissionsposten. Som mange andre kandidater nøjedes han med at se forundret ud. Omvendt valgte Tysklands kansler, Angela Merkel, fredag at afvise meget bestemt, at hun skulle være interesseret i skifte Berlin ud med Bruxelles.

Nu ryster EU posen. Og skulle det ikke lykkes at blive enig om et nyt navn, er der ingen der helt tør afvise, at en af de oprindelige tre spidskandidater alligevel kan komme i spil igen til et topjob.

Til forsiden