Er det virkelig i Danmarks interesse at holde hånden over Israel, Anders Samuelsen?

Danmark bør bruge sit mandat i FN's menneskerettighedsråd aktivt til at sikre, at ingen stater fredes - heller ikke Israel.

Helt aktuelt har premierminister Netanyahu slået fast, at han også selv går ind for annekteringen af Vestbredden og dermed de facto har opgivet tostatsløsningen. Foto: AFP PHOTO/Thomas Coex. Fold sammen
Læs mere
Foto: THOMAS COEX

Lad os lige slå det indlysende fast fra start: FN’s menneskerettighedsråd er et politisk forum bestående af medlemsstater med politiske interesser.

Det er derfor helt legitimt at diskutere, om rådet altid formår at veje retfærdigheden på en guldvægt som en anden blind Justitia. Og når det er påkrævet, kan og skal rådet naturligvis udsættes for kritik. Blandt medlemsskaren er stater som Egypten og Saudi Arabien, hvis synderegister over for egne borgere er så hårrejsende, at deres blotte medlemskab somme tider får rådets navn til at klinge hult.

Men i stedet for at diskutere, hvordan man sikrer, at ingen stater kan fritages for kritik af brud på menneskerettighederne, vil udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) nu fremover selv fritage Israel for kritik – af ren og skær princip, må man forstå. Det bekendtgjorde han under det fyrretyvende møde i FNs menneskerettighedsråd i midten af marts i Genève.

Ifølge udenrigsministeren har rådet anti-israelsk slagside, idet rådet har et særskilt, tilbagevendende punkt med fokus på Israel på sin dagsorden, mens andre menneskerettighedskrænkende stater er samlet under ét fælles punkt.

»Jeg har fra dag ét af Danmarks medlemskab af menneskerettighedsrådet gjort det klart, at det er helt uacceptabelt, når Israel som det eneste land i verden er mål for et selvstændigt dagsordenspunkt på Rådets dagsorden.«

Den del er jeg enig i: Der er en lang række lande, herunder Saudi Arabien og Egypten, der også burde være faste punkter på den kritiske dagsorden – ligesom Sydafrika var det under apartheid og Chile under general Pinochets diktatur. To lande, der for længst er sluppet af med den særskilte tilbagevendende kritik i FN, fordi de er sluppet af med apartheid og har skiftet diktaturet ud med demokrati.

Det samme kan desværre ikke siges om Israel, der trods flere årtiers henstillinger fra FN stadig opretholder den politik, som er grundlaget for kritikken i FNs menneskerettighedsråd. Jeg kan også tilslutte mig kritikken af, at regimer i Mellemøsten til tider vender skytset mod Israel for at rette deres egne borgeres fokus væk fra den hjemlige menneskerettighedssituation. Det er slet og ret en udhuling af menneskerettighedsbegrebet. Men det er det også, når Anders Samuelsen – aktivt og af princip – vælger at se bort fra en enkelt stats systematiske overtrædelser af menneskerettighedskonventionen og den humanitære folkeret.

At udenrigsministeren på den måde vælger at sætte princip over substans og afholde sig fra at udsætte Israel for kritik gør faktisk, at jeg bliver alvorligt i tvivl om, hvorvidt den danske regering er sin plads i FN’s menneskerettighedsråd moden. Jeg bliver også i tvivl om, hvorvidt Anders Samuelsen er ved at skubbe Danmarks afbalancerede politik over for konflikten i Mellemøsten i Israels favør.

I hvert fald har udenrigsministeren nu besluttet at beskytte den mest yderligtgående regering i Israels historie fra kritik. En regering, hvis statsminister er under korruptionsanklage, og hvis støttepartier er åbne modstandere af fredsprocessen og åbne fortalere for at annektere hele Vestbredden. Helt aktuelt har premierminister Netanyahu slået fast, at han også selv går ind for annekteringen af Vestbredden og dermed de facto har opgivet tostatsløsningen. Er det virkelig i Danmarks interesse at holde hånden over en sådan regering, mens den går til valg?

De ubestridelige fakta er, at Israel i over 50 år har forbrudt sig mod international lov og ret; at der i skrivende stund bor omtrent 600.000 israelske bosættere på ulovligt besat palæstinensisk territorium med den israelske regerings aktive støtte; at Israels regeringer i alle disse årtier har valgt at blæse på FNs kritik og stribevis af resolutioner.

Det var det samme, som Iraks tidligere diktator, Saddam Hussein, var mester i, og det var som bekendt begrundelsen for, at den daværende danske regering i 2003 besluttede, at Danmark skulle gå i krig med Irak. Konflikten mellem Israel og palæstinenserne er med andre ord en særskilt, tilbagevendende konflikt, hvis løsning – to stater til to folk –  i sin essens er anderledes end løsningen på de andre konflikter.

Jeg håber derfor, at udenrigsministeren vil genoverveje sin beslutning, og i stedet bruge Danmarks mandat i menneskerettighedsrådet til at sikre, at ingen stater fredes for behørig kritik af deres menneskerettighedskrænkelser – hverken venner eller fjender. Jeg vil minde udenrigsministeren om, at Justitia ganske vist har bind for øjnene, men i hænderne bærer hun både en vægt og et sværd. Desværre vælger udenrigsministeren her blot at lukke sine øjne. Han har intet i hænderne.