Ekspert før French Open: 'Synd for Caroline'

Foto: DAVID GRAY

Sikke et år Caroline Wozniacki har haft.

På tennisbanen har resultaterne svigtet. I 16 kampe på WTA Touren er det blot blevet til ni sejre. Til gengæld kan hun ikke bebrejdes for at have ligget på den lade side. Således har hun været kloden rundt; fra New Zealand, Australien og Mellemøsten til Europa, Caribien og USA.

»Jeg er imponeret over hendes energi-niveau,« siger den tidligere danske topspiller, Tine Scheuer-Larsen, og tilføjer:

»Hun er jo ramt af leddegigt. En sygdom af denne karakter kræver stor disciplin at tackle. Den har Caroline. Men der har i foråret da været et par gange, hvor jeg har været overrasket over, hvor meget hun har haft overskud til at nå.«

Caroline Wozniacki behandles for en skade under WTA-turneringen i Madrid tidligere på måneden. Fold sammen
Læs mere
Foto: JUANJO MARTIN.

Tine Scheuer-Larsen ærgrer sig på Caroline Wozniackis vegne.

»Det er rigtig synd for hende, at leddegigten har ramt hende så voldsomt. Hvordan hun får sygdommen behandlet, er jeg ikke præcist informeret om. Men jeg er sikker på, at hun er i gode hænder, og at hun har bestemt sig for, at sygdommen ikke skal lægge en dæmper på de mange aktiviteter udenom tennisspillet, hun jo elsker at deltage i,« siger Tine Scheuer-Larsen, der er ansat som tenniskommentator på TV3.

Caroline Wozniackis tidligere træner Michael Mortensen, der skal kommentere hendes kampe ved French Open på tv-kanalen Eurosport de næste to uger, kan heller ikke se noget galt i, at hun i årets første måneder sideløbende med sygdomsbehandlingen blandt andet har været jorden rundt i fly, indspillet musik med tennisveninden Agnieszka Radwanska, overværet kampe i den amerikanske NBA-liga og været centrumsfigur i et flere dage langt polterabend-arrangement på Bahamas i Caribien

»Hun er en ung kvinde, der nyder livet i fulde drag. Hendes karriere har været flot og snart skal hun giftes. Jeg tror, at hun har besluttet sig for, at leddegigten ikke skal hindre hende i at have det sjovt,« siger Michael Mortensen.

Foto: MAST IRHAM.

Hans tidligere kollega på det danske David Cup-landshold, Peter Bastiansen, der arbejder som tenniskommentator på TV2 Sport, ærgrer sig også over, at Caroline Wozniacki er sygdomsramt.

»Efter hvad jeg kan forstå, er hendes leddegigt et langt større problem, end hun hidtil har givet udtryk for. Det vil derfor ikke overraske mig, hvis hun indstiller karrieren efter sidste turnering er spillet i oktober,« siger Peter Bastiansen.

Inden French Open ligger Caroline Wozniacki nummer 13 på verdensranglisten.

»Men ryger hun tidligt ud her, taber hun mange verdensrangliste-point, hvorefter hun næppe vil være så højt rangeret, at hun kan opnå seeding til den næste Grand Slam-turnering (Wimbledon, red.). Hvis det sker, er jeg bange for, at hendes tro på, at det er muligt at genvinde positionen i verdenstoppen forsvinder,« siger Peter Bastiansen.

Foto: LUKAS COCH.

Så galt tror Michael Mortensen dog ikke, det kommer til at gå.

»Carolines far har for en uges tid siden udtalt, at hendes motivation stadig er enorm. Mit bud er derfor at hun også spiller med på WTA Touren i 2020, hvor deltagelse ved OL i Tokyo vil være et smukt punktum for hendes flotte karriere,« siger Michael Mortensen.

Men skal Caroline Wozniacki med til OL, hvor hun for tre år siden i Rio de Janeiro var dansk fanebærer, kræves, at hun i perioden 2016 til 2020 deltager to gange på det danske landshold i Fed Cup'en.

»Det kan hun ikke nå at opfylde. Men eftersom hun gennem årene har været en god repræsentant for tennissporten, kan jeg sagtens forestille mig, at lederne i ITF og WTA giver hende dispensation,« siger Michael Mortensen.

Han ser frem Caroline Wozniackis deltagelse ved French Open, hvor hun i første runde skal møde Veronika Kudermetova, der blot ligger nummer 74 på verdensranglisten.

»Hvis Caroline er frisk, er det en kamp, hun vinder. Russeren er bedst i double, og har de seneste uger ikke været overbevisende ved turneringer på grus i Madrid og Rom,« siger Michael Mortensen.

Peter Bastiansen mener at Caroline Wozniacki har fået en drømmelodtrækning.

»Det er positivt, at hun tidligst kan møde de allerbedste som Halep, Osaka og Serena Williams i en eventuel finale. Men når det er sagt, er det umuligt at sige noget så helst om Carolines form, da hun jo ikke har færdigspillet en betydende tenniskamp siden hun for halvanden måned siden var tabende finalist i Charleston,« siger Peter Bastiansen.

Foto: RHONA WISE.

Tine Scheuer-Larsen har bemærket, at Caroline Wozniacki i øjeblikket forbereder sig til French Open på Roland Garros-anlæggets røde grusbaner.

»De indikerer, at hun vil spille. Men jeg håber altså, at hun er 100 procent frisk. Ellers giver deltagelse ikke ret megen mening,« lyder hendes slutreplik.

Sidste år deltog Caroline Wozniacki også ved French Open.

Her nåede hun fjerde runde, hvor det blev til nederlag på 6-7, 3-6 mod russeren Daria Kasatkina.

Simona Halep vandt French Opens damesingle-finale i fjor. Fold sammen
Læs mere
Foto: BENOIT TESSIER.

B.T. har bedt Michael Mortensen om at vurdere favoritfeltet ved French Open i herre- og damesingle.

»Hos mændene tror jeg, at Rafael Nadal, Novak Djokovic og Dominik Thiem kommer til at slås om førstepladsen. Roger Federer har også spillet udmærket på grus i forårets turneringer, men jeg er ikke sikker på, at han har fysik til at gå hele vejen i turneringen,« siger Michael Mortensen.

I damesingle tror han, at sidste års vinder af den franske Grand Slam-turnering, Simona Halep, har gode chancer for igen at stryge til tops.

»Herudover mener jeg, at Naomi Osaka (verdensetter, red.) og Serena Williams (amerikansk legende, red.) også har potentiale til at vinde,« siger Michael Mortensen.