Ekspert efter debut-nederlaget: Op med hovedet, Clara!

Clara Tauson tabte sin førsterundekamp ved WTA Tour-turneringen »Samsung Open« i Lugano til russeren Evgeniya Rodina. Fold sammen
Læs mere
Foto: LUKAS COCH

Det lykkedes ikke for Clara Tauson at vinde sin debutkamp i en hovedturnering på de professionelle tennisspilleres WTA Tour.

Men selvom hun tabte 7-6, 2-6, 5-7 til russeren Evgeniya Rodina, mener den tidligere danske topspiller og nuværende ekspertkommentator på tv-kanalen Eurosport, Michael Mortensen, at det 16-årige stortalent har stor ære af kampen.

»Det var altså nummer 69 på verdensranglisten, hun pressede ud i en dramatisk tre-sæts-kamp,« siger Michael Mortensen og tilføjer:

»Det er bare op med hovedet, Clara, og videre til næste opgave.«

Clara Tauson. Fold sammen
Læs mere
Foto: WILLIAM WEST.

Clara Tauson indledte den over to timer lange kamp med at bryde russerens første serveparti. Men Evgeniya Rodina kom stærkt igen, og tvang første sæts afgørelse ud i en tiebreak.

»Claras præstation i første sæt var fornem. Hun lod overhovedet ikke til at være negativt påvirket af, at hun var WTA-debutant. Tværtimod kørte hendes serv fint, ligesom hun fik sin modstander kostet godt rundt på banen,« siger Michael Mortensen.

Imidlertid lykkedes det ikke for Clara Tauson at fastholde grebet om russeren, der på trods af rygproblemer vandt andet sæt 6-2.

»Jeg kunne i denne periode af kampen godt have tænkt mig, at Clara havde udvist en smule mere koldblodighed, men når man stadig er teenager, kan det ikke forlanges, at man er færdigudviklet tennisspiller,« siger Michael Mortensen.

Clara Tauson. Fold sammen
Læs mere
Foto: WILLIAM WEST.

I tredje sæt bragte Clara Tauson sig via et enkelt servegennembrud foran 2-0, men hun mistede fokus, og foldede sit iltre temperament ud ved at skrige sin frustration ud af kroppen og kaste med ketcheren.

»Det så selvfølgelig ikke så pænt ud, men jeg synes egentlig ikke, at hun gik over stregen. Det er kun godt, at hun lader følelserne få fint løb. Clara er i rivende udvikling. Inden året er omme, er det ikke umuligt, at hun har spillet sig mellem de 100 og 150 bedste spillere på verdensranglisten,« vurderer Michael Mortensen.

Efter planen bliver Clara Tauson i Schweiz, hvor hun i næste uge er tilmeldt en 25.000 US-dollar-turnering på ITF-niveau.

I øvrigt betyder resultat - ifølge WTA Live Ranking - at hun ved verdensranglistens næste opdatering på mandag er avanceret fra nummer 413 til en placering omkring nummer 380.

Clara Tauson. Fold sammen
Læs mere
Foto: WILLIAM WEST.

»Det er inspirerende for Clara, at hun uge efter uge ser sig selv rykke opad på verdensranglisten. Selvfølgelig er hun skuffet over nederlaget. Men hun fortjener ros for sin præstation mod Rodina. For hun var tro mod sit spil. Det var både offensivt og voksent,« siger Michael Mortensen.

Værd at bemærke er det, at Caroline Wozniacki for 14 år siden heller ikke vandt sin debutkamp på WTA Touren.

Dengang i sommeren 2005 tabte hun 3-6, 0-6 til Patty Schnyder ved en turnering i Cincinnati, USA.

»Sammenligninger mellem Tauson og Wozniacki er interessante. Men det er to vidt forskellige spillere. Jeg glæder mig fremadrettet til at følge Clara. I mine øjne er hun en stjerne i svøb,« lyder Michael Mortensens slutreplik.