ECB-direktionsmedlem træder tilbage: »Kan tolkes som protest«

Den Europæiske Centralbank (ECB) skal finde et nyt direktionsmedlem, efter at tyske Sabine Lautenschläger overraskende annoncerende sin afgang onsdag aften.

FILES-GERMANY-ECB-EU-EUROZONE-COUNCIL
Ifølge Bloomberg News har Lautenschläger dog været en af de stærkeste modstandere af centralbankens beslutning om at genoptage støtteopkøbsprogrammet af statsobligationer, det såkaldte QE-program, der blev vedtaget ved sidste rentemøde. Fold sammen
Læs mere
Foto: DANIEL ROLAND

Lautenschläger havde to år tilbage af perioden som medlem af direktionen i centralbanken, som blandt andet har til opgave at gennemføre pengepolitikken i euroomådet, men ECB giver ingen forklaring på hendes tidligere afgang.

Ifølge Bloomberg News har Lautenschläger dog været en af de stærkeste modstandere af centralbankens beslutning om at genoptage støtteopkøbsprogrammet af statsobligationer, det såkaldte QE-program, der blev vedtaget ved sidste rentemøde.

Ved mødet i september blev en større lempelsespakke vedtaget, der indeholdte både en rentesænkning, en ny runde af attraktive lån til bankerne, de såkaldte TLTRO'er, og et nyt opkøbsprogram af statsobligationer på 20 mia. euro om måneden.

Modstanden mod genoptagelsen af QE-programmet deler hun med flere centralbankchefer fra eurozonen, der som medlemmer af Styrelsesrådet i ECB beslutter pengepolitikken. Blandt andre den tyske, franske og hollandsk centralbankchef har talt dunder imod en genoptagelse af programmet.

I en morgenkommentar stiller Nordeas chefanalytiker, Jan Størup Nielsen, spørgsmålet om, hvorvidt der er intern uro i ECB.

»Årsagen til hendes tidligere afgang er ukendt, men det kunne tolkes som en protest imod den store pakke af pengepolitiske lempelser, der blev annonceret fra ECB tidligere på måneden«, vurderer han.

Direktion i ECB består af formand Mario Draghi, næstformand Luis de Guindos og fire andre medlemmer. Lautenschläger, der har været medlem af Direktionen siden 2014, træder tilbage ved udgangen af oktober, hvilket er samme dag, som Mario Draghi overlader formandsstolen til Christine Lagarde.

Medlemmerne til direktionen udnævnes af Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal og vælges til en periode på otte år.

/ritzau/FINANS