Der vil komme en dag, hvor vi ikke længere skal opleve Roger Federer genopfinde tennis på stedet

Juni måned er et sportsligt vakuum, hvor der er tid til at slå et sving omkring rygtebørsen og tage en smule afsked med den legemliggjorte skønhed.

TENNIS-FRENCHOPEN/
Roger Federers fysik er stadig prægtig, og hans ben arbejder med musikalitet, men det er indlysende, at timeglasset vil blive tømt for selv den ypperste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix

Tid er en elastisk størrelse. Få ved det bedre end folk, der lever i og omkring sportens verden. Vi kan nok gøre meget i titler og årstal og topscorerlister eller bristede illusioner og knuste drømme. Men vi véd også, at vi lever for de intense øjeblikke, hvor sekunder synes at kunne række ud mod evigheden, og hvor øjeblikket fastfryses som et insekt i en ravklump.

Med tiden bliver der længere imellem dem. Man må bekæmpe skæl på øjnene, og kynismen sætter rurer på hjertemusklen. Benovelse og begejstring flyder ikke frit på samme måde i blodbanerne. De stærkeste stunder begynder at ligge forseglet et sted i erindringens hvælvinger.

Egentlig skulle klummen her handle om Roger Federer. Den 37-årige schweizer er tilbage i French Open for første gang siden 2015. Og han har spillet fin tennis på sin vej til sit 39. møde med Rafael Nadal i semifinalen fredag over middag.

Roger Federer er selv på sine dårligere dage en nydelse. Det er ikke mange spillere, man kan sige det om. Og så er der også altid en fattet værdighed over Federer. Frustrationer bliver ikke vendt til udadrettet aggression. Det er som om, det ville besudle hans søgen mod det ypperste, hvis den slags skulle komme i spil.

I min bog er Federer den bedste tennisspiller nogensinde, selv om man kan argumentere for, at det at stille en fysisk uudslukkelig slugger som Nadal op over for den anderledes forfinede Federer er som at sammenligne Messi og Ronaldo.

Inden mødet i Paris denne fredag, har Rafael Nadal 23-15 i sin favør. Og det er da også høj grad de indbyrdes møder på grus, som har givet manden fra Mallorca statistisk dominans med 13-2 i sejre. Faktisk har Federer gennem årene kun vundet fire ud af 19 sæt i deres møder på Roland-Garros.

Tallene fortæller dog ikke hele sandheden, selv om de vidner om en æra, hvor publikum har været begavet med superstjerner som Federer, Nadal og Novak Djokovic, der i øvrigt alle er at finde i semifinalen i French Open for første gang siden 2012.

Når der også hviler et særligt kærligt øje på Federer i denne årgang af French Open, spiller hans biologiske udløbsdato selvfølgelig ind. Selv om fysikken stadig er prægtig og benene hos Federer arbejder med musikalitet, er det indlysende, at timeglasset tømmes for selv den ypperste. Der vil komme en dag, hvor vi ikke længere skal opleve Federer genopfinde spillet på stedet i selve nuet. Hvor hans kviksølvsflydende forhånd, hans lumsk uaflæselige baghånd og perfektibelt præcise server ikke længere kan tages for givet. Men hvor vi må rode hans magiske øjeblikke frem på YouTube i stedet.

Der er en vis indbygget melankoli over at gøre sig den slags ting klart. At der også er en forgængelighed over de sportsstjerner, vi beundrer og begejstres over. Og at det ikke er givet, at vi – eller jeg – kommer til at se nogen mage til igen.

Roger Federer har været i gang så længe, at det næsten ikke er muligt at forestille sig en tennisverden uden ham. Der vil være en tid før og efter. Men det er, selvfølgelig, også et nik til det unikum, han har været og stadig er. Så længe, det altså varer.

Travlt på rygtebørsen

I en anden boldgade befinder Christian Eriksen sig. I tomrummet efter afslutningen af Premier League, efter en tabt og gennemtrist Champions League-finale og på randen af vigtige Nations League-landskampe mod Irland fredag aften og Georgien i Parken mandag, er Eriksen nu – igen – et varmt navn på rygtebørsen.

Ifølge The Times lyder prisskiltet på 850 millioner kroner, selv om det var et beløb, der fredag fik Daily Mails altid skarptskårne klummeskribent Martin Samuel til at konstatere: »Daniel Levy (Tottenhams formand, red.) er kendt for at være en hård forhandler, men hvis han får det eller noget lignende for Eriksen, burde han blive sendt til Westminster og styre Brexit-forhandlingerne.«

Uanset hvad, vil der blive travlt på rygtebørsen og i fodboldens transfervindue i de kommende uger.

Det er også en naturlov i det vakuum, juni måned byder ind med efter et altid hektisk forår på sportsfronten.

Skulle Eriksen ikke sætte kurs mod Real Madrid, der angiveligt har mere appetit på Chelseas Eden Hazard, kunne løsningen ifølge The Guardian være at indgå i en byttehandel, hvor Paris St. Germain sender Julian Draxler og en pose penge til Tottenham mod at få den danske kreatør til klubben.

Selv synes Christian Eriksen klar til at skifte efter seks år i England.

»Jeg føler, at jeg er et sted i min karriere, hvor jeg måske gerne vil prøve noget nyt,« sagde Eriksen tidligere på ugen til Politiken.

Det lille »måske« er næppe noget stort forbehold. Det er snarere udtryk for det altid lidt forsigtige og flegmatiske, der også hviler over den 27-årige fynbo. Og som til trods for hans mange kvaliteter gør, at Eriksen har mindre star quality end en spiller som Eden Hazard, der aktuelt bejler til nogle af de samme storklubber.

En ting er sikkert. De svimlende summer på transfermarkedet er vanvidsfremkaldende. Eller, som Simon Critchley skriver i »Hvad vi tænker på, når vi tænker på fodbold«, et udtryk for amokløbende markedskræfter og vild kapitalisme, hvor de rigere bliver rigere.

»Hvis fodbold giver os et billede af vores tid, ser vi i denne tid den værste, mest skrigende inkarnation, i al sin fremvisning af rigdom og økonomisk magt,« skriver han.

Det er ikke en forestilling, der sælger mange billetter. Og vi har stadig til gode at se, om UEFA sanktionerer Manchester City for at have fiflet med reglerne for Financial Fair Play.

Udsigten til minimum et års karantæne fra internationale turneringer i UEFA-regi, har aldrig været mere nærværende.

Det kan meget nemt blive en af juni måneds væsentligste historier.