Mandag kunne børn og voksne med stor begejstring på ny spille fodbold, gå til spejder og mødes med det lokale cykelhold efter måneders nedlukning som følge af coronasmitten.
Det er dog ikke sikkert, at det har stor betydning for smitten at lukke for det udendørs idræts- og foreningsliv, lyder vurderingen fra eksperter på baggrund af de beregninger, som blev fremlagt 22. februar.
Ifølge Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, ville det have haft meget lille betydning for smitten, hvis man havde undladt at lukke det udendørs idræts- og foreningsliv ned. Han forklarer til DR, at det er vanskeligt at beregne effekten af eksempelvis at nedlukke idrætsliv.

Nedlukning kan diskuteres
Heller ikke Allan Randrup Thomsen, som er professor og virolog ved Københavns Universitet, mener, at udendørs idræt og foreningsliv har stor betydning for yderligere coronasmitte. Han peger på, at det er værd at diskutere, hvor dette skal være på prioriteringslisten ved en eventuel kommende nedlukning.
»Det bidrager ikke stort til smittespredningen. Man kan absolut debattere, om det ville være en god idé at lukke det ned fremover,« siger han til DR.
Allan Randrup Thomsen påpeger dog, at det var på sin plads at lukke ned for alt i december, hvor smittetal og indlæggelsestal var abnormt høje. I disse tilfælde er der ikke »råd til« at kigge på, hvad der giver høj eller lav smitte, siger han til DR.
En ekspertrapport under SSI har regnet på, hvor mange smittede og indlagte med corona der vil være 15. april, afhængigt af hvad der genåbner. Prognosen viser, at det stort set ingen ekstra smitte udløser at åbne udendørs idræts- og foreningsliv samt udendørs kultur med visse forholdsregler. Analysen har ikke regnet på større sportsbegivenheder som eksempelvis Superliga-kampe.


Åbent for idræts- og foreningsliv igen
Nedlukningen har betydet, at tusindvis af danskere ikke har haft mulighed for at mødes til træning i sportsklubber og dyrke idræt såsom fodbold, cykling, løb, sejlads og crossfit.
Derfor var det med stor begejstring, at de mindste spillere i Amager-klubben B1908 mødte ind på fodboldbanen mandag eftermiddag. Træneren for holdet, Morten Armandt Skaarup, var da heller ikke i tvivl om, hvorvidt det har påvirket de unge medlemmer at sidde derhjemme.
»Det var som at se økologiske køer komme på græs. De har gået indenfor hele vinteren, og så blev de sluppet ud i går, og de var helt oppe at køre over det. De havde glædet sig til at se hinanden, og man kunne virkelig mærke, at de havde savnet at spille fodbold,« fortæller træneren.
Folketinget er opmærksom på den sandsynligvis lave smitte udendørs. I sidste uge blev regeringen, SF, De Radikale og Enhedslisten enige om en mindre genåbning af samfundet. Den betyder, at 25 personer siden mandag må mødes til udendørs idræt og foreningsaktiviteter. Udendørs kulturinstitutioner som zoologiske haver og tivolier må også holde åbent for besøgende med en negativ coronatest.



