Captain America er død

Nekrolog. Skuespilleren Peter Fonda fik sit gennembrud med filmen »Easy Rider«. Den blev også hans største succes. Han blev 79 år.

PEOPLE-FONDA/
Peter Fonda fotograferet i 2009 på en kopi af sin motorcykel fra »Easy Rider«. Som i filmen er den udsmykket med stjerner og striber fra det amerikanske flag. Foto: Mario Anzuoni / Reuters / Ritzau Scanpix  Fold sammen
Læs mere
Foto: MARIO ANZUONI

Peter Fonda brød igennem med en af hippietidens helt store filmklassikere, roadmovien »Easy Rider« fra 1969 om de to venner, Wyatt, »Captain America«, spillet af Fonda og Billy spillet af Dennis Hopper, der på deres chopper motorcykler kører tværs over USA i jagten på den ultimative frihed, mens de storryger joints.

Egentlig sker der ikke meget i filmen, ud over at først deres blaffer-ven – spillet af en ung, dengang endnu ukendt Jack Nicholson – og til sidst de to frihedssøgende motorcyklister bliver slået ihjel af vrede hippiehadere. Der bliver heller ikke bliver sagt mange ord i filmen. En scene, hvor de sidder i ørkenen og tavse ryger sig skæve i en hippiekoloni, er en decideret ørkenvandring. Fonda og Hopper blev ikke desto mindre Oscar-nomineret for deres manuskript.

Men soundtracket med 1960ernes store navne slog filmen fast blandt den vestlige ungdom, der sang med på Steppenwolfs »Born To Be Wild«, mens de kørte hjem fra biografen på deres knallerter.

Blå øjne og fast hage

At Peter Fonda skulle blive skuespiller lå i kortene. Hans far, Henry Fonda, var en af Hollywoods store stjerner, og sønnen lignede ham med sine blå øjne og faste hage. Men mens storesøster Jane fik en markant filmkarriere med to Oscars, og Dennis Hopper fik en stribe kulthit, bl.a. som psykopaten Frank i David Lynch’ »Blue Velvet«, gik Fondas karriere mere under radaren i årene efter »Easy Rider«.

Indtil han tre årtier efter – i 1997 – fik en Oscar-nominering for »Ulee’s Gold«, hvor han spillede en bedstefar, der forsøger at redde sine børnebørn fra deres forældres selvdestruktive livsstil.

I 2007 optrådte han i en genindspilning af westernklassikeren »3:10 To Yuma«, og hans seneste rolle var i krigsdramaet »The Last Full Measure«, som får amerikansk premiere til oktober.

Peter Fonda havde længere tid lidt af lungekræft, og fredag 16. august døde han fredeligt i sit hjem i Los Angeles, 79 år gammel.