Borgmester i håndtryksbommert: »Det er en beklagelig fejl«

Borgmester Mikael Smed erkender fejl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

En eklatant fejl fra borgmesteren i Vordingborg Kommune betyder, at syv personer onsdag blev snydt for dansk statsborgerskab.

De deltog i en grundlovsceremoni afholdt af borgmesteren, men eftersom der ikke blev givet håndtryk, er ceremonien ugyldig.

Under coronakrisen er grundlovsceremonierne med håndtryk udskudt på grund af Sundhedsstyrelsens retningslinjer om hygiejne.

Borgmesteren i Vordingborg valgte alligevel at gennemføre en ceremoni - men uden håndtryk.

Det skyldes et brev fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, der oplyser, at minister Mattias Tesfaye (S) foreslår at afskaffe håndtrykket under coronakrisen.

Selv om forslaget langt fra er vedtaget, gik den socialdemokratiske borgmester Mikael Smed i gang med at afholde en ceremoni.

Borgmester Mikael Smed erkender fejl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen.

Borgmester Mikael Smed, hvorfor har I afholdt en grundlovsceremoni uden håndtryk?

»Fordi vi havde fået den opfattelse, at man havde suspenderet fra reglen omkring håndtryk.«

Hvorfor havde I den opfattelse?

»Fordi vi havde fået en skrivelse, hvor overskriften hedder 'Suspension af håndtryk ved grundlovsceremoni', og så er det jo rigtigt, at der i fjerde afsnit står, at det er et lovforslag, der skal behandles.«

Ja, det fremgår meget tydeligt i brevet, som jeg også har læst, at det først skal behandles i Folketinget, så hvorfor har I alligevel gennemført den ceremoni uden håndtryk?

»Fordi vi havde fået den opfattelse, at håndtrykket var suspenderet, og man kunne gennemføre ceremonien. Fordi overskriften hedder 'Suspension af håndtryk ved grundlovsceremoni'.« 

Læste I ikke resten af brevet?

»Jamen, overskriften hedder 'Suspension af håndtryk ved grundlovsceremoni', og den forholdt jeg mig til, og så afholdt vi ceremonien.«

Men læste du ikke det, der stod i brevet? 

»Jamen, hører du slet ikke, hvad jeg siger? Jeg siger til dig, at i overskriften står der direkte, suspension af reglerne omkring håndtryk ved grundlovsceremoni. Den forholdt jeg mig til.«

Og det er derfor, jeg spørger - læste du så ikke resten af brevet, hvor det fremgår tydeligt, at det først skal behandles i Folketinget?

»Prøv at høre - jeg har afholdt en rigtig fin grundlovsceremoni. Det gik rigtig godt. Der blev sunget 'Der er et yndigt land', vi sagde velkommen til syv nye danske statsborgere, som har været i proces i to et halvt og tre et halvt år for at nå til den målstreg, der hed, at nu er de danske statsborgere,« siger Mikael Smed og tilføjer:

»Jeg er rigtig, rigtig ærgerlig over, at vi har afholdt en ceremoni, som efterfølgende ikke kan godkendes til, at de er danske statsborgere. Jeg håber, at lovbehandlingen kan gå hurtigt.«

De syv personer, som onsdag troede, de fik tildelt dansk statsborgerskab, hvad har du at sige til dem?

»Jeg har skrevet en undskyldning til dem og sagt, at så snart vi ved noget mere, finder vi en løsning på deres statsborgerskab.«

Når du så fremover modtager breve fra ministeriet - vil du så også læse det, der står i brevet, og ikke bare overskriften?

»Jamen, jeg har læst brevet. Prøv at høre, vi har bare forholdt os til, at der i overskriften var en ret klar melding, og den har vi ageret på. Det gik lidt hurtigt, vi havde jo faktisk netop aflyst vores grundlovsceremoni, samme dag som brevet kom. Så kom det her brev ind i indbakken, og der står det der i overskriften. Så vi sørger for hurtigt at geninvitere vores borgere. Det er en beklagelig fejl.«